Det er titlen på psykologen Svend Brinkmanns seneste lille bog. Her undersøger han det at gå glip af noget, som en nødvendighed for at håndtere nuværende og fremtidige samfundskriser.
Overforbrug, uhæmmet vækst, udpining af naturens ressourcer og øget global ulighed er en realitet. Derfor må vi ifølge Brinkmann balancere vores forbrug og gøre en dyd ud af nødvendigheden.
I sin bog opstiller han fem argumenter for at gå glip. Det politiske argument handler om vores fælles liv på kloden. Vi må leve bæredygtigt, så vi ikke fortsætter med at nedslide og udpine naturens ressourcer. Vi må gøre op med idealet om at have, gøre, opleve og forbruge mere. Den moderne forbrugerkapitalisme skaber behov og begær, den gode borger/forbruger stiller sig aldrig tilfreds, men vil konstant have mere. I virkeligheden har mennesket brug for ganske lidt for at leve et godt liv, men vi underkaster os det endeløse slid for at kunne forbruge. I et samfund må vi hele tiden afveje den individuelle frihed mod fællesskabets bedste, som også er klodens bedste. Samfundsmæssige problemer bør løses politisk og ikke privatiseres til den enkelte, Brinkmann foreslår fx at momsen sænkes på økologiske fødevarer, at der lægges afgifter på fossile brændstoffer og at skattesystemet er progressivt.
De næste fire argumenter for at gå glip handler mere om individuelle indstillinger til livet. Det eksistentielle argument er ikke at ville det hele, men at livet får den største fylde, når det leves med opmærksomhed på noget bestemt. Det er spørgsmålet om, hvad man bør kere sig om i livet; at finde det, der har dyb eksistentiel betydning.
Det etiske argument handler om forholdet til andre og ærefrygt for det at verden findes. Om at være lidt tilbageholdende og lære at lytte til andre. Man kan også kalde det at have karakter: at modstå, at vælge fra, at sige nej. Et etisk forpligtet liv er at ville gå glip af noget, for at være der for konkrete andre.
Det psykologiske argument handler om at opøve selvkontrol, at være taknemmelig for det, man har. Det er ikke det at realisere sine egne ønsker, men tætte sociale relationer og forpligtende fællesskaber, der skaber lykke. Problemet er ikke at vi ikke er lykkelige hele tiden, men at vi tror vi skal være lykkelige uafbrudt.
Det sidste argument er det æstetiske, at der kan være skønhed i det enkle, og dyb glæde forbundet med at gå glip af noget. Gør ikke alt i livet til valgsituationer, forpligt dig, lad være med at sammenligne så meget, lev med begrænsninger. Brinkmann skriver, at det at gå glip ikke er en tom øvelse i askese, men for at sikre, at der er nok til alle. Og så tilføjer han, at vi skal være mådeholdne med måde. Gør mindre, men gør det grundigere.
Bragt i FAA 25/4 2018