Forfatter: Lone

Et fattigt menneskesyn

Det er så fattigt, at vi ikke længere modtager blot 500 kvoteflygtninge årligt. Og så dehumaniserende at vi ikke sætter alle kræfter ind på at give de flygtninge, indvandrere og familiesammenførte, der er i landet, en mulighed for et godt liv her.

Tværtimod stemte Venstre, DF og Socialdemokratiet i februar Lov 140 igennem, det såkaldte paradigmeskifte, hvor målet ikke længere er integration, men hjemsendelse. Hovedreglen er nu, at flygtninges og familiesammenførtes opholdstilladelse inddrages eller undlades forlænget, når det er muligt at hjemsende. Fremover kan udlændinge- og integrationsministeren også sætte et loft over antallet af familiesammenføringer.

Udlændingestyrelsen har allerede i et par år inddraget bl.a. somalieres opholdstilladelse, efter en ændring af Udlændingeloven fra februar 2015. De mener, situationen har forbedret sig, men Somalia er stadig et af de mest farlige lande at befinde sig i, og Dansk Flygtningehjælp mener ikke, at det er forsvarligt at udsende. Ca. 1000 somaliere har foreløbig fået inddraget deres opholdstilladelse. De kan klage til Flygtningenævnet, hvilket stort set alle har gjort, og stadfæstes afgørelserne, bliver de flyttet til et udrejsecenter, hvis de ikke vil rejse inden for 30 dage.

Mange børn på udrejsecenteret Sjælsmark har dårlige liv, fordi de er blevet revet ud af deres folkeskole og hverdag med danske kammerater, og ikke ved hvornår de og deres familie med magt tvinges på et fly til hjemlandet. Mere end 50% af børnene viser tegn på posttraumatisk stress syndrom.

Blandt de, der har mistet opholdstilladelsen hører bl.a. den velintegrerede somaliske familie i Nyborg, hvor rektor valgte at fortsætte undervisningen af børnene. Børnene har rent faktisk ret til undervisning, mens deres asylsag behandles, men så længe familien vælger at blive boende i Nyborg og ikke flytter på asylcenter, er der ingen forsørgelse. Familien må ikke arbejde eller modtage sociale ydelser.

Thailandske Mint på 13 år blev udvist, selvom hendes mor, lillebror og danske papfar har lov til at bo i Danmark, og det samme gælder Aphinya på 13 år. Hendes thailandske mor og danske papfar har måttet flytte til Flensborg, for at de kan bo sammen. Myndighederne mente ikke, børnene kan opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration.

Disse skæbner er blot få af de mange berørte flygtninge og familiesammenførte. De hvis historier, pga. stærke netværk, er kommet frem i medierne.

Da det syriske kalifat nu er stort set opløst, mener Udlændingestyrelsen, at tiden er inde til at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien. Selvom der stadig er mange uløste konflikter i Syrien og mange kampe, der udkæmpes.

Der er et eller andet helt galt med det herskende politiske menneskesyn.

Bragt i FAA 18/4 2019

Frivilligt arbejde beriger os alle

Ifølge Center for Frivilligt Socialt Arbejde har 39% af danskerne deltaget i frivilligt arbejde det seneste år, og 63% har været frivillige på et tidspunkt.

Der er særligt tre grunde de frivillige angiver som motivation for at udføre frivilligt arbejde: de vil hjælpe andre og gøre en forskel, det er sjovt og det giver socialt netværk og fællesskab. Vi har behov for at udføre noget meningsfuldt og gøre en forskel for andre, men vi vil også have det sjovt og være en del af et fællesskab.

Vores engagement og interesse for frivilligt arbejde vil typisk ændre sig gennem livet. Da jeg var helt ung var jeg i nogle år frivillig i Mellemfolkeligt Samvirke både i Afrika og i Danmark, da jeg fik hus og børn var jeg aktiv i beboerforening og skolens forældrebestyrelse, senere var jeg lokal indsamlingsleder for Røde Kors’ årlige indsamling, medlem af Kulturelt Samråd og frivillig læseguide. De frivillige aktiviteter, vi engagerer os i, afspejler ofte vores aktuelle livssituation og interesser. I Danmark har vi en stærk foreningstradition, både indenfor idræt, kultur og folkeoplysende aktiviteter. Foreningerne er ofte lokalt forankret og giver mening og fællesskab til vores nærmiljøer.

Det sidste trekvarte år er frivillighed for mig også blevet mit job. Som læseguidekoordinator hos Læseforeningen samarbejder jeg med ældreforvaltningen i Odense Kommune og understøtter de frivillige læseguider, der læser med ældre borgere for at afhjælpe ensomhed.

Som projektkoordinator i Hold Danmark Rent er en af mine opgaver at facilitere samarbejdet mellem kommuner, virksomheder og foreninger i konceptet Ren Natur, der øger folks bevidsthed om henkastet affald i naturen og arrangerer affaldsindsamlinger over hele landet i sommerhalvåret.

Nogle vil måske synes, at det er kommunens og de fagprofessionelles opgaver, de frivillige løfter. Men det er vigtigt at se de frivillige foreninger som et supplement. De frivillige er engagerede borgere, der tager et medansvar for deres medmennesker og for deres nærmiljø.

Inge på 90, der ser så dårligt, at hun ikke selv kan læse, og Preben der er så dement at han ikke kan huske om han bruger sukker i kaffen, har begge stor glæde af læseguidens højtlæsning og samtalen om oplevelsen af litteraturen.

De frivillige, der oprydder henkastet affald, spreder tryghed og glæde ved et rent miljø for mennesker og dyr. Vi får det samfund vi ønsker os ved selv at bidrage og tage et ansvar. Så kan kommunen og staten, som jo også er os alle sammen, bruge kræfter og ressourcer på noget andet end at forebygge ensomhed og rydde op efter os.

Bragt i FAA 27/3 2019

Bæredygtigt


Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug er en stærk interesseorganisation, der arbejder for at styrke konventionelle landmænds økonomiske forhold og for at gå imod begrænsninger i deres ejendomsret og produktionsforhold. I kommunikationsforums podcastserie fortæller deres kommunikationschef Christian Ingemann Nielsen (CIN) om interesseorganisationens strategi. De involverer landmænd følelsesmæssigt, og en stor del af deres kommunikation er engagerede landmænds læserbreve i lokale og regionale medier. De er kendt for at benytte en skarp og konfrontatorisk retorik. Desuden bruger de jura frem for dialog og stævner personer og organisationer, som en metode til at skræmme andre fra at tale organisationen imod. De kalder miljøorganisationerne for miljømafiaen, skønt en mafia vel er kendetegnet ved ønsket om egen berigelse, hvorimod miljøorganisationerne uegennyttigt tænker på almenvellet. CIN ser det som en del af gamet i kommunikation at sætte modstanderne i et dårligt lys.

Vores lokale engagerede landmand og klummeskribent Hans Jakob Clausen mener landbruget er blevet en prygelknabe, men den træghed landbruget har mod at bevæge sig i en grønnere retning, kan jo være forklaringen på, at de føler sig udskældte. Da højrefløjspartierne lancerede Landbrugspakken i 2015, forventede man en mindsket udledning af kvælstof i vores vandløb. Landmændene fik lov til at sprede mere gylle mod til gengæld at plante træer og lave vådområder. Men det var frivilligt, og landbruget levede ikke op til deres samfundsansvar for plante- og dyreliv i vandløbene. Resultatet er nemlig mindre end én procent af den forventede mindskning af udledt kvælstof. Vores vandløb er nu i en meget ringe forfatning.

Nogle landmænd forsøger at få særaftaler i stedet for at gå foran og vise den grønne vej. Danske sukkerrroeavlere har fx sammen med tre østeuropæiske lande fået dispensation til at benytte neonikotinoider, der er skadelige for bier og andre flyvende insekter.

Heldigvis viser de danske forbrugere, at de ønsker mere bæredygtige og giftfrie dyrkningsmetoder. Et schweizisk forskningscenter har netop udgivet en rapport med tal fra 180 lande. Her ligger Danmark højest med den økologiske andel af det samlede fødevaresalg. Hele 13,3 procent af danskernes fødevareindkøb i 2017 var økologisk.

Så kære landmænd, hvis I vælger miljø- og klimavenlige løsninger, og går foran i omlægningen af landbruget til økologisk fødevareproduktion, vil I både stige i popularitet og få glæde af det stigende marked for økologi. Ved at gå i dialog og finde gode løsninger i fællesskab tror jeg, I ville opnå meget mere forståelse end ved at køre den konfrontatoriske stil. Det ville være ægte bæredygtigt, hvis Danmark ville gå foran og overholde alle aftaler indgået med EU om natur og miljø og med FN om klimamål.

Bragt i FAA 5/3 2019

Tanker i toget.

Jeg elsker at køre med tog. At være på vej. Det er noget med mellemrummet. En pause hvor man ikke kan skynde sig. Ikke tålmodig, ikke utålmodig, blot væren. At se landskaber og byer suse forbi. At lytte til fremmede menneskers samtaler. At lade tankerne løbe hvorhen de vil.

Jeg tænker fx om vi mennesker egentlig er særligt intelligente væsener? Når vi udrydder os selv med krige, forurening og overforbrug. Grådighed og begær er muligvis befordrende for udvikling og opfindelser, men nu ødelægger det os.

Jeg tænker på hvor ødelæggende korruption er for et samfund. Jeg tænker på grænsen mellem nødvendighed og grådighed.

Jeg tænker på at mennesket vil elskes, hvis det ikke bliver elsket vil det beundres, hvis det ikke bliver beundret vil det frygtes.

Jeg tænker på gode mennesker, der er døde inden for de sidste år. De lever videre i vores tanker og samtaler. Men tanken om livets endeligt er ubærlig. Ændrer det sig med alderen, bliver egen død nemmere at bære?

Jeg tænker på det uafklarede, det midlertidige, på venten, limbo. At det også er her alle muligheder står åbne. Hvor alt vider sig ud og ud, er spænding, forventning.

Jeg tænker på oplevelser, der forudsætter min tilstedeværelse og mit nærvær. Samtaler, teater, litteratur. Fortættethed, intensitet, selvforglemmelse.

Jeg tænker på den gode vilje. At den nogle gange er en gratis omgang, en hul intention.

Jeg tænker på underrepræsentationen af gode nyheder. At der er noget sært dragende ved katastrofen, ved det ækle.

Jeg tænker på det groteske i, at det eksperterne i regeringens stresspanel kan komme op med er at afskaffe skoleintra. Når vi stresser over nedskæringer, at ressourcerne ikke modsvarer opgaverne. Over den forkortede dagpengeperiode, og frygten for at falde ud af sikkerhedsnettet ved sygdom. Unge stresser over om de kan komme ind på drømmeuddannelsen, eller om de vælger forkert. Alle stresser over at være slanke og fitte nok. Om de kan finde kærligheden, om de kan nå at få børn, har råd til bolig. Om de har sparet nok op til alderdommen, om forældrene får en værdig alderdom, om børnene kan holde sig ude af narko og kriminalitet. Om der er vilje til at redde miljøet og menneskeheden.

Jeg beroliger mig selv ved at tænke på japaneren Marie Kondo og hendes meditative metode til oprydning og tøjfoldning.

Jeg tænker på det vigtige og poetiske ved uregulerede byrum, fx Papirøen i København, Frederiksøen i Svendborg.

Nu er næste stop Hovedbanegården og min stream of consciousness stopper. En lille pause med mine egne tanker i stedet for at forsvinde i labyrinterne på de sociale medier.

Bragt i FAA 11/2 2019

Bedste kulturoplevelser i 2018

Bøger: J. P. Jacobsen: ’Niels Lyhne’. Længsler og vanskeligheder med kærligheden, ensomheden og friheden er stadig aktuelle. Jeg elsker det svulmende sprog.

Tarjei Vesaas: ’Fuglene’. Øm fortælling om en tosse og hans søster. Velvilje og smerte så fint observeret og beskrevet.

Tarjei Vesaas: ’Isslottet’. Om et spirende venskab mellem to 11-årige piger. Alt det usagte, skammen, glæden, angsten er fantastisk beskrevet.

Tommy Orange: ‘Der der’. De oprindelige amerikaneres stemmer. Om at miste sin historie, men at bære den med sig i sin hud. En vigtig bog.

Maren Uthaug: ‘Hvor der er fugle’. Svigt, smerte og kærlighed i et mikrosamfund under barske forhold i Nordnorge.

Kim Leine: ’Rød mand/sort mand’. Fortælling om koloniseringen og kristningen af Grønland. Hvordan den hvide mand slipper enhver moral, etik og ordentlighed i mødet med det fremmede.

Caroline Albertine Minor: ’Velsignelser’. Sorgfulde, længselsfulde, smertefulde noveller om at miste.

Christina Hagen: ’Jungle’. Hvid kvinde og sort mand. Pirrende, grænseoverskridende og politisk ukorrekt. Peger på den strukturelle ulighed, der får betydning for menneskelige relationer på tværs af kontinenter.

Thomas Korsgaard: ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’. Om opvækst på landet i en dysfunktionel familie. Virkelig velskrevet af ung debutant med blik for sproget og dialogen.

Joseph Conrad: ’Mørkets hjerte’. Skrevet i 1899, hvor belgierne havde koloniseret Congo. Om mødet med sig selv i mødet med det fremmede, det vilde, det uforståelige. Om at tabe selvbeherskelsen og anstændigheden til fascinationen af at give slip, give los.

Salman Rushdie: ’Det Gyldne Hus’ er veloplagt, overskudsagtig. En Trump-parodi, hvor viden ses som elitært og uønsket.

Teater: ’byVANDring’ m. Luna Park. Poetisk vandring i Svendborg med små fortællinger, sanseoplevelser og meget nærværende performere.

’Selvtægt’ på Momentum. Om asylbrandene i Ljungby. Uforfærdet, sjovt og flot løst krimikomedie med tyngde.

Biograffilm: ’LykkePer’, der stolt, stejlt og stædigt forkaster andres forventninger. Men er lykken frihed fra forpligtelse?

’Bohemian Rhapsody’ om Freddie Mercury har klassikerpotentiale. Fantastisk skuespil og fede numre.

Koncerter: Rå, seje, spyttende Patti Smith, swingende Van Morrison og intense Savage Rose på Heartland.

Gambian Folk Project var boblende, velspillende og glædesindsprøjtende på Fællestival.

Dodo & the Dodos og Big Fat Snake leverede en fest på Hansted Live.

Folkemusikgruppen Basco og Jullie Hjetland gav dejlig koncert med flot lyd i Vor Frue Kirke.

FreezesChool til Vinterbal i Ollerup. Dejligt danseband med 4 mand på lækkert blæs.

TV: ’Herrens veje I og II’. Om tvivl og tro og dysfunktionelle familier.

Netflix: ’Black Mirror’. Fed sci-fi med et tvist og humor.

Podcast: ’Serial’. Spændende oprulning af mordsag.

Bragt i FAA 18/1 2019

En ny bæredygtig romantik

I romantikken omkring 1800 forstod man alle verdens fænomener som én sammenhængende organisme. Friedrich von Schelling skrev: “Ånden i naturen slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig selv bevidst i mennesket, og når sin højeste udfoldelse i kunstneren”. Romantikerne fandt det problematisk, at man satte kortsigtet økonomisk vækst over hensynet til bæredygtighed. De var således foregangsmænd for økologi, som betyder, at alting hænger sammen, at alt er forbundet med alt andet.

Antropolog Cecilie Rubow m.fl. er i gang med et forskningsprojekt om transcendens-erfaringer i naturen. Hun har redigeret antologien ‘Naturens sprog’ med mange fagligheders bud på, hvad naturen kan. I naturen er vi fri for andre mennesker, for samfundet, for bebyggelse. Vi mærker vores krop. Får energi. Åbenheden, lyset, bølgernes rytme virker meditativt. Vi kalibrerer, afstemmer os med naturen, verden og de store spørgsmål. Vi får ideer, tager store beslutninger, drømmer.

Vi har alle store oplevelser i og med naturen. Her er nogle af mine: At opleve lysende morild i mødet mellem bølger og småsten på stranden en nat. At se nordlys som en rød og grøn bølgende tåge på himlen. Dugdråber fanget i et spindelvæv på en tidlig morgenvandring i mosen. En mælkebøttespire, der sprænger sig op igennem asfalt. En kylling, der hakker sig ud af æggeskallen. Hestens bløde mule. Kattens spinden. Køens tyggen drøv. Den tørre krydrede duft på strandengen. Oplevelsen af kroppen ved at bade nøgen i havet. At sidde i en skov om natten og høre natravnene. At overnatte i det fri i august og tælle stjerneskud. At betragte en svulmende bonderoseknop. At trykke på og nyde de små glatte smæld fra blæretang, snebær eller springbalsaminer. At lave pusterør af hule hyldeblomstgrene. At plukke hyben til suppe. Hyldeblomster til saft. Vilde brombær til tærter. At iagttage fugle- og dyrespor i nyfalden sne. At se egernet gemme nødder i græsplanen eller flagspætten, der kiler en nød fast i en grenspalte og hakker hul.

Det er ikke kun den rene idyl. Musvågen og uglen spiser musen. Katten spiser rødkælken. Kongeørnen tog min brors hund. Skvalderkålen overtager haven. Tidslerne overtager marken. Brombærkrat indtager et forladt hus. Krager raserer skadens rede og smider de nøgne fugleunger ud.

Hvis vi fortsat skal kunne nyde insekternes summen, en mangfoldighed af fugle og overlevelse for alle klodens mennesker, må vi stoppe med at overforbruge jordens ressourcer. En ny romantik, en bæredygtig romantik er nødvendig. Flere fænomener og digtere går i den retning: ’Bonderøven’, ’Alene i vildmarken’, Andrea Hejlskov, Olga Ravn, Bjørn Rasmussen, Theis Ørntoft, Rasmus Nikolajsen.

Vi er forbundne med naturen. Vi har en forpligtelse over for naturen. Vi ER natur.

Bragt i FAA 27/12 2018

Lidt om natur, hunde og poesi

Klummeskribent keramiker Knud Pedersen skrev så smukt her i slutningen af oktober: ’Vores livline til naturen og til hinanden er ikke kun sommerfugle, grøftekanter og levende hegn, men også poesi, filosofi og samtale’.

Vi er en del af naturen, men begrænser den med effektive dyrkningsmetoder og monokulturer, der levner meget lidt plads til dyr og insekter. Og når ulv og vildsvin søger hertil, ønsker vi at udrydde dem. Jeg er helt med på, at mange vil finde byboens eller mit natursyn romantisk. Jeg er opvokset på landet, og bor her igen med en stor have omkranset af braklagte marker, hvor jeg kan nyde fugle, pindsvin, sorte egern, ræv, dådyr og lækat. Min nabo med høns og ænder ønsker ræven bortskudt, som den jyske fårebonde ønsker ulven skudt. Det er altid trist, når man mister husdyr til naturen, men har vi mere ret til kloden end den vilde natur?

Min bror bor oppe i de svenske skove i det nordlige Wärmland, hvor der både findes ulv og bjørn. Han har netop mistet deres lille glade Jack Russell-terrier til en kongeørn. Det sker én gang årligt, at en ørn dræber en hund i Sverige. Det er naturligvis til stor sorg for ham og børnene, og hvis ikke ørnen var fredet, ville han nok føle sig fristet til at skyde den.

Men er det i sidste ende ikke en illusion, at vi kan styre naturen totalt? Vi bor i et af verdens smørhuller også vejrmæssigt set. Vi er sjældent eller aldrig udsat for orkaner, tyfoner, oversvømmelser, tørke, jordskælv, vulkanudbrud eller tsunamier af livstruende karakter. Når man er tæt på naturkræfterne fx i en storm eller ved havet, kan man opleve lidt af den ydmyghed over for naturen, vi har glemt i vores del af verden. Men ydmygheden og taknemligheden kan man også opleve i mødet med de små naturundere, hvis man giver sig tiden til at tage dem ind. Som Knud Pedersens fine beskrivelse af mødet med sommerfuglen Det Hvide C.

Ramus Nikolajsen skriver i digtet ’Sangstrup Klint 25.december 2013’ fra digtsamlingen ’Tilbage til unaturen’ om en gåtur ved havet med hunden: ’[…] Og jeg har/ en følelse af at havet,/ der hæver sig op, eller rejser/ børster, hver gang det nærmer sig/ land, er et levende væsen,/ at det ånder. Plet-Bernhard må/ have registreret noget// tilsvarende, han begynder/ i hvert fald at knurre, rejser/ sig så og går de få skridt frem/ til vandkanten og begynder/ at gø. Og det er så det, jeg/ kan ikke sige det bedre/ end Plet-Bernhard gør det her på/ stranden, hvor han gør af havet.’

Bragt i FAA 5/12 2018

Dagbog for en arbejdsløs

For at give et blik ind i hverdagen for en arbejdsløs, skriver jeg i november måned dagbog for en arbejdsløs akademiker/formidler/leder, som jeg lægger op på Facebook, Instagram og LinkedIn.

Jeg er ikke ude på at appellere til medynk, for jeg har på mange måder et fortræffeligt liv. Men jeg vil gerne pege på og perspektivere nogle af de fordomme, man møder som arbejdsløs. At man nok ikke er ihærdig eller dygtig nok, når nu folk kan læse at arbejdsløsheden er lavere end nogen sinde, at Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft som aldrig før etc.

Der er ganske rigtigt områder, hvor man mangler faglært arbejdskraft, bl.a. fordi virksomhederne har undladt at tage lærlinge. Men vi har fortsat ca.110.000 arbejdsløse i Danmark. Dette tal er reelt en del højere, da arbejdsløse på kursus, i praktik eller løntilskud, folk der er faldet ud af dagpengesystemet, er på kontanthjælp eller i deltidsjob ikke tælles med.

Den arbejdsløse mødes af proceskrav fra beskæftigelseslovgivningen udmøntet af de lokale Jobcentre. En lovgivning der bygger på mistillid til menneskers ønske om at blive selvforsørgende. Kontrol og mistro fremsat af systemet igennem ansatte, der ofte ikke har en hverken særlig faglig eller psykologisk indsigt i arbejdsmarked eller mennesker i krise, virker nedladende og ubehagelig på den arbejdsløse.

Som arbejdsløs gennemlever man ugentlige rutchebaneture. Engageret undersøgelse af virksomheder, arbejdsopgaver og jobsøgning, hvor man omsætter sine egne kompetencer og tænker sin hele livssituation ind, fx lang transport eller flytning, veksler med afslag, nogle gange efter forberedelse og gennemførelse af jobsamtaler. Op på hesten igen. Genetablere håbet og finde entusiasmen til en ny ansøgning til en ny virksomhed. Krydret med angsten for at falde ud af dagpengesystemets sikkerhedsnet, kan det kræve en stærk psyke.

Det kan være skamfuldt at sige, at man er arbejdsløs, da vores identitet i høj grad bestemmes af vores arbejde. Hvad får du så tiden til at gå med, spørger folk måske. Men at være arbejdsløs kan faktisk være et fuldtidsjob. Udover jobansøgninger og jobsamtaler er der samtaler med Jobcenteret og a-kassen. Deltagelse i kurser og temadage for at holde sig opkvalificeret og pleje sine netværk. I perioder siger man også ja tak til virksomhedspraktik og deltidsjob i håb om, at det kan føre til faste fuldtidsjob.

Alt for mange i arbejde er ikke rigtigt glade for deres job. Der er ikke nok tid til opgaverne eller opgaverne er ikke meningsfulde. Tænk hvis vi kunne dele arbejdet, så ingen behøvede at få stress af for meget eller intet arbejde. Men det er politikere og økonomer naturligvis ikke interesserede i, for hvis arbejdsudbuddet (antallet af arbejdsløse) falder, er der risiko for at lønningerne stiger.

Bragt i FAA 13/11 2018

Sommer i oktober

Det her er sommeren, der bare bliver ved med at give. Selv her i oktober med træerne i efterårsfarver kan vi plukke bønner og agurker og finde rosenknopper. Varmen har gjort det muligt at samle mere end seks kilo ægte kastanjer fra de fire træer, der blev plantet for 15 år siden og udgør vores lille kastanjelund. En følelse af midlertidighed får mig til at nyde så meget sol ude som muligt.

For 20 år siden købte jeg halvdelen af min mands hus på Løgeskov, men vi skulle blot bo her midlertidigt, til vi fandt noget sammen. Midlertidigheden er blevet permanent, vi bor her stadig. Når solen skinner er her skønt, og jeg nyder stilheden, nærheden til naturen med dådyr, sorte egern og fugle i haven. Og mørket, jeg elsker at her er mørkt om natten, så man kan se stjerner. Men midlertidigheden spænder også ben for at engagere sig for alvor. I huset, stedet, menneskene.

Tusindvis af nye danskere lever i midlertidighed. Midlertidig opholdstilladelse mens deres sag behandles eller man venter på fred i et konfliktområde. År efter år i midlertidighed og så pludselig vurderer de danske myndigheder, at de skal rejse. Der er dagligt hjerteskærende ”sager” med rigtige levende mennesker og familier, der splittes fordi ét eller flere familiemedlemmer ikke længere vurderes at kunne bidrage til Danmark.

Det kan være svært at forstå, at Danmark som et af verdens rigeste lande, ikke kan give plagede familier den ro, et permanent ophold skaber. Med sikkerhed for at børnene kan gøre deres skolegang og uddannelser færdige, at de voksne kan opleve en mening med at lære sproget, etablere sig, finde arbejde og få venner.

Man kan derimod ønske sig, at der er tale om midlertidighed, når det drejer sig om enkeltpersoner, der til trods for tykke djøf-lag i det offentlige, har formået at lænse Skat for et tocifret milliardbeløb og senest Socialstyrelsen for et trecifret millionbeløb. Bankerne gribes igen og igen i hvidvask og dermed medvirken til skatteunddragelse i stor stil. Klimaet går amok, men vores politikere handler ikke med rettidig omhu. Jeg håber danskerne stemmer, så politikerne kan forstå, at vi forventer et større ansvar.

Forbavsende få reagerer på disse uhyrligheder i vores samfund. Vi er vel alle mere eller mindre ramt af måbende handlingslammelse. Hvordan kan det ske? Hvordan kan vores samfund opføre sig så hjerteløst over for mennesker på flugt? Hvordan kan vores gennemkontrollerede velfærdssamfund undgå at opdage svindel for milliarder? Hvordan kan vi tillade at landmænd, industri og borgere blindt fortsætter med at bidrage til klimaforandringerne?

Jeg bager mine kastanjer ved 225 grader i 45 min. Spiser dem med smør og salt, og pønser på, hvordan vi kan gøre vores apati overfor denne verdens kaos midlertidig.

Bragt i FAA 22/10 2018

Detailstyring

Den liberale regering og DF detailstyrer menneskers liv, påklædning og adfærd som aldrig før. Vi får ikke mere, men mindre frihed til at forme vores egne liv, modsat af hvad man ellers kunne forvente af de liberale.

Senest har DF fået lov at sætte sit tydelige præg på medieforliget, og de 20% DR skal spare over de næste fem år. Her detailstyrer man i uhørt grad indholdet på public service-kanalen. DR må ikke længere bringe lange dybdegående artikler på nettet. Dette angiveligt for ikke at tage markedsandele fra de private medier, men mere public service og ikke mindre er vel nødvendigt, hvis vi skal tage kampen op mod diverse mediers og staters fake news.

Andelen af dansk musik på DR’s radiokanaler skal hæves til 48%, og integration hører ikke længere til på listen over DR’s forpligtelser. Det hedder nu at: ’Det skal i DR’s programflader og platforme være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen’. Hvorfor ikke understrege at DR er for alle danskere i alle mulige diverse former?

Når det kommer til filmstøtte vil DF også gøre støtten afhængig af indholdet. Således ønsker de flere penge til de brede storsælgende film og færre til de smalle kunstfilm, og kun støtte til film med dansk tale, gerne dialekter. Armslængdeprincippet der handler om at politikerne skal støtte, men ikke styre kulturlivet har været gældende siden kulturen fik sit eget ministerium i starten af 60’erne, men har åbenbart trange kår nu.

For at kulturen kan trives behøver vi også rum og steder, hvor den kan udfolde sig. Svendborg Kommune ønsker at frasælge Gudme Rådhus, som ellers har været rammen om lokale foreninger. Også Filippahuset i Hundstrup, der rummer adskillige aktiviteter for de lokale beboere, står på salgslisten. Et fælleshus i et lokalområde er af utrolig stor betydning for fællesskab og aktiviteter, ikke mindst når skoler og købmænd lukker. Vi skal værne om livet og mulighederne for aktiviteter i lokalområderne, så det ikke kun bliver døde steder, hvor vi blot overnatter.

Forrige weekend havde vi den årlige nabofest i Løgeskov. Her har de ca. 80 husstande intet fælleshus, skole eller købmand. Derfor skiftes man til at lægge haver, lader og garager til fællesspisning og fest. Det er af stor værdi at mødes til mad, øl og hygge, da de fleste til daglig blot når at hilse gennem bilruden til og fra job og aktiviteter, som alle foregår væk fra lokalområdet.

Bragt i FAA 28/9 2018