Forfatter: Lone

Som uddannet coach er det måske på tide, jeg coacher mig selv lidt.
Afklarer mine mål, identificerer barrierer og indre modstand, hvilken værdi og hvilken pris har det at nå målet, gå motivationstrappen, skrive handlingsplan med konkrete delmål. Genopdage de 7 gode vaner, og slibe saven fysisk, mentalt, åndeligt og følelsesmæssigt.

Jeg kan jo også forsøge mig med et Dream board eller Vision board, hvor jeg klipper, klistrer, tegner og skriver mine drømme for 2019. Det er altid sjovt at være kreativ, og det kunne jo være et forsøg værd at hidkalde Law of attraction, at det du visualiserer og giver opmærksomhed kommer til at ske.

Eller hvad med Feng Shui, så kan jeg identificere rummet for arbejde eller rigdom i min bolig, og ændre mit held med træ eller vand eller guldfarvede puder.

Det kan være, jeg skal arbejde med min indstilling, men jeg føler mig ikke overbevist om, at det bringer mig tættere på et job!

I dag har jeg søgt 2 job.

9 nye jobopslag, 1 gemt.

Og jubii, så har vi fået fibernet med 100mb, hvilket er 10-20 gange mere end vi er vant til.

(Vase af Tilde Vig, fjerpropel af Morten Flyverbom)

På sådan en dejlig doven søndag kan jeg godt længes efter pensionen og freden. At være arbejdsløs har potentielt samme kvaliteter som at have weekend, holde ferie, være på pension. Nyde langsomheden og fordybelsen. Glo på fugle og læse avis hele dagen. Men desværre føles arbejdsløsheden ikke sådan. Man skal hele tiden være på stikkerne, og den ukendte deadline gør det svært at nyde at have mere tid.

Min svigerfar havde stadig deltidsjob til han blev 90. Mine forældre gik på overgangsydelse da de var 50 og efterløn, da de var 60. Det var i 90’erne, hvor man ville gøre plads til de unge på arbejdsmarkedet, ved at få de ældre til at trække sig. Men så kom de liberale i tanke om, at en vis mængde arbejdsløse holder lønningerne nede og konkurrenceevnen oppe. Så nu prioriterer man at holde, de der allerede er i arbejde, igang ved at lokke med udbetaling af efterlønsopsparingen og senere pensionsalder.

I mit arbejdsliv har jeg ind imellem købt mig frimåneder ved at spare op til forældreorlov. Sådanne åndehuller er fantastiske, fordi der er et arbejde at vende tilbage til.

Jeg kan gå på efterløn, når jeg er 65 (hvis jeg har et job), og på pension når jeg er 68. Om henholdsvis 11 og 14 år. Så håber ikke at skulle befinde mig i arbejdsløshedens ingenmandsland meget længere.

11 nye jobopslag, 1 gemt

Livet som arbejdsløs er en rollercoaster. Begejstring over jobopslag eller indkaldelse til samtale, skuffelse over afslag, finde ny begejstring, ny skuffelse. Op, ned, op på hesten igen, ikke give op, udstråle overskud.

Som Bjørn Rasmussen skriver et sted i ‘Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’: ‘…så sejlivet den ene dag, så kuldsejlet den næste….’

Min tidligere nabo Mads, murer og skuespiller sagde engang: ‘hvis man har svært ved at overskue at man i samme uge både skal på kommunen og på Arbejdsformidlingen, har man været arbejdsløs længe nok’.

Men det var i de glade 80’ere, hvor man kunne få højskole- og udlandsophold, og hele og halve uddannelser betalt, og dagpenge uden nævneværdige modydelser i op til 7 år.

Jeg har også været på højskole, og ude i verden, men for egne optjente penge. Ikke af princip, men simpelthen fordi jeg ikke vidste, at det var muligt at få betalt. Det undrer mig hvorfor vi i dag, hvor vi fortsat er et af verdens rigeste lande, har så lidt råd til velfærd af enhver art. Er det fordi vi lader investeringsfonde og enkeltpersoner løbe med al vores fælles rigdom?

Jeg går ind for borgerløn uden modkrav, hvor folk i perioder af deres liv kan vælge at skrue lidt ned for arbejdslivet eller berige andre med kunst. Det giver så plads til andre på arbejdsmarkedet.

Jeg er blevet kontaktet af Akademikerkampagnen som hjælper med at få akademikere ud i små og mellemstore virksomheder, de kunne tilbyde en bog med gode råd.

Desuden er jeg blevet inviteret til at bidrage med en tekst til litteraturmagasinet Udkant. Deadline midt i december, så jeg må skabe mig et mentalt rum for at skrive.

65 nye jobopslag, 6 gemt

I 2013 mistede 34.000 ledige retten til dagpenge som følge af de nye dagpengeregler, i 2014 19.000, i 2015 17.000 og i 2016 12.000.
I 2017 og 2018 forventes det at ca.8000 falder ud af systemet årligt.
Det er lidt færre end de foregående år. Men det skyldes blot at problemet er udskudt, da man nu kan forlænge sin dagpengeperiode i op til et år med to timer for hver time man arbejder. Sammenlagt er ca. 100.000 faldet ud af dagpengesystemet siden forkortelsen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år.

Det er pænt angstprovokerende, at udløbsdatoen nærmer sig. Hvis det ikke lykkes mig at få et job eller en indtægt som selvstændig inden 11/4 19, så er der ingen offentlig hjælp at hente, da jeg er gift og medejer af et hus. Den gensidige forsørgerpligt er forældet og umyndiggørende i 2018, hvor langt de fleste ægtefæller har selvstændige og adskilte økonomier. Hvad hvis min mand ikke kan forsørge mig. Må vi så forsøge at sælge huset? Lade os skille?

Som forælder er man også et forbillede for sine børn, men det forbillede krakelerer, fx sagde et af mine voksne børn for nylig: ’Hvad er pointen med at tage en uddannelse, hverken dig eller far bruger jo jeres?’

Den sved, for ja, hvad fanden er pointen med at læse i mange år og stifte gæld, for bare at komme ud i arbejdsløshedskøen?

I dag er det Black Friday og alene i Danmark forventes en omsætning på 2 mia. Jeg hepper på klimaet og den slunkne pengepung og holder Buy Nothing Day.

11 nye jobopslag, 2 gemt. Det månedlige dagpengekort er udfyldt til a-kassen. Afslag på underviserstilling med 89 ansøgere.

I 2010 udgav jeg en bog med kortprosa ‘32 dias fra provinsen’. Siden har der ligget en roman og ulmet. Hvorfor går jeg så ikke bare igang med at skrive den?

Det handler om at være i et særligt mindset. At have et spænd af tid.
Forfatteren Mathilde Walther Clark annoncerede på et tidspunkt efter en mæcen. En rigmand der kunne understøtte hende økonomisk, mens hun skrev. Det lykkedes vist ikke. Kunstnere som skuespillere, forfattere og billedkunstnere har altid måttet leve med løse småjobs og økonomisk usikkerhed for at få mulighed for at udøve deres kunst.

Det poetiske sprog fungerer dårligt side om side med det målrettede jobsøgningssprog. Omvendt læste jeg om en forfatter, der skrev sin første roman ved blot systematisk at skrive én time hver dag.

Måske jeg skal gå den anden vej rundt og eksperimentere med jobsøgningssproget. Skrive ansøgninger med poesi?

35 nye jobopslag, 2 gemt.

I dag er jeg til Netværksdag for (kommende) iværksættere på Fremtidsfabrikken i Svendborg. På programmet er inspirerende input om bl.a. kaffemøder, brug af LinkedIn, kropssprog- og stemmetræning.

Som husmandsdatter med lønmodtagersjæl får jeg koldsved ved tanken om at blive selvstændig, og ikke have en fast månedlig indkomst.

Med en diplomuddannelse i medarbejder- og organisationsudvikling kan jeg dog min SWOT, og har flere gange skrevet forretningskoncepter og lavet analyser over en mulig virksomhed: skrive tekster, formidle kultur, holde kurser, så måske…..

Og som arbejdsløs (og tidligere leder) er jeg jo i træning med selvstændig virksomhed.

B&B og blogging (aner pt. ikke hvordan man lever af det) er også ideer på tegnebrættet.

I dag var der 43 nye jobopslag, som skal skimmes senere.

I aften intimkoncert med Michael West hos Økonet på Ærtevej, Egense ved Svendborg.

Siden jeg blev uddannet lærer i 1991 for godt 27 år siden, har jeg haft 15 ansættelser af varighed fra 3 mdr. til godt 8 år. En del job har været tidsbegrænsede, en del har jeg selv søgt videre fra, men jeg har aldrig prøvet at blive opsagt.

6 (40%) af mine job har jeg fået gennem mit netværk, resten har jeg søgt og fået på almindelige stillingsopslag.

Frem til 2015 har jeg været så privilegeret/heldig, at det er meget få job jeg har søgt, som jeg ikke har fået. Situationen har unægteligt ændret sig noget for mig, efter jeg er blevet cand.mag.

En undersøgelse lavet af Ballisager i 2016 viser, at halvdelen af nye ansatte findes gennem ansøgninger på stillingsopslag. 20% af de ansatte findes gennem netværk.

Det viser, at ikke alt sker via netværk, så mit eget netværk er hermed tilgivet 😉

Dog er det skønt, når folk vil dele deres netværk. Én, der havde læst min dagbog på LinkedIn opfordrede mig til at tage kontakt til sin kollega i et konsulentfirma. Denne kollega sendte mig videre til et andet firma, der bedre matcher mine kompetencer og interesser. Dejligt når folk giver sig tid til at lytte og dele kontakter.

I dag var der 54 nye jobopslag, ingen gemt.

Arbejdsmarkedsforsker Janne Gleerup m.fl. har netop udgivet en bog om prekarisering. Begrebet dækker løse ansættelser; det at stillinger besættes i afgrænsede perioder under andre vilkår end dem, der gælder for overenskomstansatte.

Midlertidige ansættelser, kontraktansættelser, ansættelser på deltid bliver mere og mere udbredt både i den private og den offentlige sektor og på tværs af alle brancher i DK. Det gælder for 20% af hele arbejdsstyrken og for 23% af akademikerne.

Problemet er, at det er vanskeligere at være løst ansat i dag end tidligere, da konkurrencen er hårdere og dagpengereglerne strammere. Fx kan man kun få supplerende dagpenge i 30 uger indenfor 2 år, hvilket betyder at man kan blive nødt til at sige et deltidsjob op eller må forsøge at leve af flere deltidsjob.

I både Tyskland og USA er working poor udbredt: mennesker med 2-3 småjobs, som familien alligevel ikke kan leve af. En konsekvens af løse ansættelser er også, at der ikke bliver nogen pension.

Siden jeg blev cand.mag. i 2015 har jeg været en del af prekariatet med tidsbegrænsede ansættelser og kontraktansættelser uden pensionsopsparing. Afløst af arbejdsløshedsperioder, og som nu et deltidsjob med få ugentlige timer.

I dag har jeg søgt 5 job.

I dagens Fyns Amts Avis skriver tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, om det hovedløse i Jobcentrenes ’fortvivlede forsøg på at skaffe uegnede mennesker i arbejde’.
Han mener det er politisk ukorrekt at sige, at der findes ’en gruppe, som er bedre tjent med førtidspensionering, fordi alt andet blot fører til nye skuffelser oven i det bjerg af nederlag, de har været igennem’.

Det kan jeg ikke være uenig med ham i. Et stort antal mennesker med nedsat arbejdsevne fx pga. sygdom har været gennem urimeligt mange arbejdsprøvninger og ressourceforløb i forsøget på at udvikle eller omsætte få ressourcer til lønnet arbejde. Disse mennesker ville for manges vedkommende være bedre tjent med at få pension og fred for endeløs aktivering, og dermed mulighed for at bruge de få kræfter på meningsfuldt samvær med familie og venner.

Derimod provokerer det mig, når Bent Falbert skriver at ’Arbejdsgiverne skriger på folk, så man skal være drabeligt ukvalificeret for at gå ledig mod sin vilje’.

Det mener jeg, at jeg selv og flere dygtige arbejdsløse folk jeg kender, er omvandrende modbeviser på!

I går var der 70 nye jobopslag, 3 er gemt. I dag var der 12 nye, ingen gemt.

Efter to år på SU og godt 3 år på understøttelse en del af tiden kan det godt mærkes på økonomien. SU-lånene skal betales tilbage, så bilen er solgt og vinterstøvler og -frakke må tage en runde mere.
Overtrækket vokser langsomt, når transport til jobsamtaler fx har kostet 3-4000 kr det sidste halve år. (Fandt en paragraf, der gør det muligt for Jobcenteret at betale noget af udgiften, men det er de ikke færdige med at se på).

Økonomien er stram, men jeg er på ingen måde fattig. Tænker med gru på de lave ydelser mange mennesker på dimittendsats, kontanthjælp eller integrationsydelse må klare sig for.

Weekend er læsetid: Weekendavisen, Magisterbladet og Merete Pryds Helles: “Vi kunne alt” om opvæksten i 70’ernes parcelhus-Danmark.

Men lige nu er vejret fantastisk, så først en tur til Sydlangeland med de vilde heste og stejle klinter for at gå tur.