På sådan en dejlig doven søndag kan jeg godt længes efter pensionen og freden. At være arbejdsløs har potentielt samme kvaliteter som at have weekend, holde ferie, være på pension. Nyde langsomheden og fordybelsen. Glo på fugle og læse avis hele dagen. Men desværre føles arbejdsløsheden ikke sådan. Man skal hele tiden være på stikkerne, og den ukendte deadline gør det svært at nyde at have mere tid.
Min svigerfar havde stadig deltidsjob til han blev 90. Mine forældre gik på overgangsydelse da de var 50 og efterløn, da de var 60. Det var i 90’erne, hvor man ville gøre plads til de unge på arbejdsmarkedet, ved at få de ældre til at trække sig. Men så kom de liberale i tanke om, at en vis mængde arbejdsløse holder lønningerne nede og konkurrenceevnen oppe. Så nu prioriterer man at holde, de der allerede er i arbejde, igang ved at lokke med udbetaling af efterlønsopsparingen og senere pensionsalder.
I mit arbejdsliv har jeg ind imellem købt mig frimåneder ved at spare op til forældreorlov. Sådanne åndehuller er fantastiske, fordi der er et arbejde at vende tilbage til.
Jeg kan gå på efterløn, når jeg er 65 (hvis jeg har et job), og på pension når jeg er 68. Om henholdsvis 11 og 14 år. Så håber ikke at skulle befinde mig i arbejdsløshedens ingenmandsland meget længere.
11 nye jobopslag, 1 gemt