Livet som arbejdsløs er en rollercoaster. Begejstring over jobopslag eller indkaldelse til samtale, skuffelse over afslag, finde ny begejstring, ny skuffelse. Op, ned, op på hesten igen, ikke give op, udstråle overskud.
Som Bjørn Rasmussen skriver et sted i ‘Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’: ‘…så sejlivet den ene dag, så kuldsejlet den næste….’
Min tidligere nabo Mads, murer og skuespiller sagde engang: ‘hvis man har svært ved at overskue at man i samme uge både skal på kommunen og på Arbejdsformidlingen, har man været arbejdsløs længe nok’.
Men det var i de glade 80’ere, hvor man kunne få højskole- og udlandsophold, og hele og halve uddannelser betalt, og dagpenge uden nævneværdige modydelser i op til 7 år.
Jeg har også været på højskole, og ude i verden, men for egne optjente penge. Ikke af princip, men simpelthen fordi jeg ikke vidste, at det var muligt at få betalt. Det undrer mig hvorfor vi i dag, hvor vi fortsat er et af verdens rigeste lande, har så lidt råd til velfærd af enhver art. Er det fordi vi lader investeringsfonde og enkeltpersoner løbe med al vores fælles rigdom?
Jeg går ind for borgerløn uden modkrav, hvor folk i perioder af deres liv kan vælge at skrue lidt ned for arbejdslivet eller berige andre med kunst. Det giver så plads til andre på arbejdsmarkedet.
Jeg er blevet kontaktet af Akademikerkampagnen som hjælper med at få akademikere ud i små og mellemstore virksomheder, de kunne tilbyde en bog med gode råd.
Desuden er jeg blevet inviteret til at bidrage med en tekst til litteraturmagasinet Udkant. Deadline midt i december, så jeg må skabe mig et mentalt rum for at skrive.
65 nye jobopslag, 6 gemt