I 2010 udgav jeg en bog med kortprosa ‘32 dias fra provinsen’. Siden har der ligget en roman og ulmet. Hvorfor går jeg så ikke bare igang med at skrive den?
Det handler om at være i et særligt mindset. At have et spænd af tid.
Forfatteren Mathilde Walther Clark annoncerede på et tidspunkt efter en
mæcen. En rigmand der kunne understøtte hende økonomisk, mens hun
skrev. Det lykkedes vist ikke. Kunstnere som skuespillere, forfattere og
billedkunstnere har altid måttet leve med løse småjobs og økonomisk
usikkerhed for at få mulighed for at udøve deres kunst.
Det poetiske sprog fungerer dårligt side om side med det målrettede jobsøgningssprog. Omvendt læste jeg om en forfatter, der skrev sin første roman ved blot systematisk at skrive én time hver dag.
Måske jeg skal gå den anden vej rundt og eksperimentere med jobsøgningssproget. Skrive ansøgninger med poesi?
35 nye jobopslag, 2 gemt.