Forfatter: Lone

På sin løbetur stopper hun denne gang ved det lille ubeboede hus. Nysgerrigheden overvinder ængstelsen. Hvad kan der ske ved lige at kigge ind. Forhaven er tilgroet og hun må zigzagge forbi korsedderkoppenes spind, der glimter i morgenduggen. Flere ruder er knust, døren hænger på et enkelt hængsel og brombærranker er på vej gennem muren. Hun træder indenfor. Paddehatte er på vej op under de rådne gulvbrædder. Enkelte møbler og porcelæn ligger spredt over gulvene. I en gammel sofa, med synlige fjedre igennem det slidte plyssæde, ligger en stak pornoblade. På gulvet er øldåser og cigaretskod. Sikkert nogle drenge, der har brugt stedet som forbudt hule. Hun går forsigtigt ovenpå ad smalle trappetrin. De er slidt hule og glatte på midten og det knirker, når hun slipper trinnene.

Der er helt stille og sollyset bliver blødt filtreret igennem de støvede ruder. Midt i rummet hænger en storternet herrejakke ned fra loftet på en bøjle. Et hvepsebo dækker den ene skulder. Et surrealistisk stykke haute couture. Hun står helt stille og nyder det smukke forfald. Lader billedet ætse sig fast i hjernebarken.

Med ét smækker en dør og lydene kommer tilbage. Grene skraber mod ruderne, vind suser om hushjørnet, en fugl eller flagermus flakser mod loftet. Hun synes hun hører en rå latter og skynder sig ned ad trappen, spurter ud af døren og videre ad skovstien. Først efter flere meter stopper hun op og forsøger at få sin vilde vejrtrækning under kontrol og prøver at fjerne det klistrede spind fra sit ansigt. En ung kvinde i høj cykelfart ramler næsten ind i hende.

Hun kigger tilbage mod huset og i vinduet på førstesalen ser hun tydeligt silhuetten af en skikkelse.

Hun er på vej hjem. Det er sent og den næsten øde landevej har noget dragende over sig. Hun tænker, at her kunne hun fortsætte med at køre, så længe det skulle være. Bare følge midterstribens hvide prikker i mørket. Lidt samme fornemmelse, som når tagboksen er pakket, hoveddøren låst, familien på plads i bilen og de begynder rejsen mod sne eller sol.

Men nu er hun alene og hun længes efter at stikke af, bare køre fra det hele. Det bobler i hende ved tanken. Hun kan jo købe tandbørste og trusser undervejs, hvorfor er det at der altid skal planlægges og arrangeres og pakkes omhyggeligt. Familien vil jo nok undre sig over, hvor hun er engang i morgen tidlig, men ungerne er da halvstore nu og de kan vel overleve uden hende. Manden vil nok blive vred, ja pissesur, fordi hun ikke har givet besked og nu skal han pludselig tage sig af madpakker og gymnastikposer og hår, der skal flettes. Men selvfølgelig kan han da klare det, det er jo ingen større videnskab. Uvant vil det selvfølgelig være, men mest fordi hun har gjort sig til eksperten på det nære, uundværlig er hun jo ikke. Det kan faktisk være helt sundt for dem alle sammen, at tænke selv, ikke have hende til at organisere det hele. Og hun vil smage friheden, suset ved at ingen i hele verden ved, hvor hun er. Mobilen vil hun selvfølgelig slukke. Men kan man overhovedet forsvinde i en moderne verden. De vil kunne spore hende, når hun hæver på visakortet for at tanke eller købe sandwich og tandpasta. Han kan få kortet spærret, det er jo en fælles konto. Hun bliver vred ved tanken, hvad er det da også for en syg tanke, at skulle være fælles om alt, tænk at hun ikke engang har sin egen bankkonto. Hvor vil hun tage hen, hun ved det ikke, det er også ligegyldigt, hun vil bare forsvinde. Ikke for altid, bare et stykke tid. Prøve at være helt fri og uafhængig af andres forventninger.

Huset er mørkt, som forventet sover de alle sammen. Det første hun gør, da hun har parkeret, er at liste ind i stuen, hvor hun finder sit pas i skuffen i chatollet. Hun går hurtigt tilbage til bilen og lægger passet i handskerummet.

Hjertet banker, da hun hænger jakken på plads i entreen.

Hun sætter sig med mapperne, da hun kommer hjem fra halvdagsjobbet. Listerne er omhyggeligt ordnet under faneblade med hver sin overskrift. Hun bladrer langsomt mapperne igennem for at få inspiration til dagens liste. Der er alle pakke-listerne; hvad hun skal pakke, når de rejser sydpå, nordpå, til en storby, til sommerhuset, på weekend, til træning. Så er der alle top 20 listerne over bøger, film, musik, blomster, lande og byer. Ordens-listerne over beholdningen i fryseren, undertøjsskufferne, DVD’erne, CD’erne, køkkenskufferne. Alle huske-listerne over indkøb der skal gøres ugentligt og månedligt og madplanerne for de forskellige årstider. Hvem hun skal skrive mail, kort og breve til med deres adresser selvfølgelig. Hvem de skal invitere på middag og hvad de skal servere. Lister over gaveideer til familie og venner. Så er der de hemmelige lister over veninder, gamle kærester, irritationer og bollelisten. Det er i dag præcis 11 år siden de bollede første gang og 3 dage siden de bollede gang nummer 1000. Ja, hun har ført nøje regnskab. De første 500 gange nåede de på under 2 år, så det siger jo noget sørgeligt om frekvensen siden. Motivationen falder også lidt, når det ikke lykkes at blive gravid.

Hun beslutter sig for at revidere den månedlige indkøbsliste, de tager med i Bilka den første lørdag i hver måned. De behøver faktisk ikke købe hvedemel så ofte, nu da de er begyndt at spise mere grovbrød. Da listen er udfyldt med hendes sirlige håndskrift, laminerer hun den og sætter den på plads i mappen.

Hun rejser sig for at sortere mandens t-shirts efter farver. Han har ikke rigtig sans for detaljerne.

Hun går rundt i solen, snor hestehalen om en finger, sparker lidt til småstenene. Hun dagdrømmer, at hun er forældreløs og har en masse små søskende hun skal passe på. At hun er fattig, men stærk og god. Snestormen raser og hun skal pakke kanen med fåreskind og uldne tæpper, så de små søskende kan holde varmen. Hun må liste over i stalden efter den kloge, gode hest, så den onde bonde, de har søgt husly hos ikke hører hende. Taskerne med deres få ejendele og lidt brødskorper er pakket. Nu må den mindste bare ikke begynde at græde, han får et stykke kandis, pakket ind i klude, at sutte på. Så er det nu. De skal forcere de knirkede gulvbrædder foran døren. Hun hører bonden hoste bag den tynde bræddevæg. Hun standser, holder vejret og sætter en finger mod læben.

Hun har ikke lagt mærke til posten, der står ved postkassen og kigger på hende. Han spørger, hvorfor hun ikke er i skole. Hun rødmer og svarer at hun er syg.

Hun vil aldrig snakke med ham igen.

På vej hjem kører hun gennem den lille stump skov. Hun læner cyklen op ad en bøgestamme og går ind til en lysning, hvor hun smider sig på ryggen. Hun ligger med spredte arme og ben og lader solen bage sit ansigt. Hun trækker luften dybt ind gennem næsen og genkalder sig hans lugt. God og stærk af krop og sved og køn. Rene feromoner. Hun kan fornemme hans tyngde mod sin krop og de dybe sammentrækninger i underlivet. Beruselse er det. Hun vil ikke vaske sig før i morgen. Hele dagen og i nat vil hun nyde duften af ham på sin krop.

Hun tænker, om hun kan opleve det sådan her, uden det har betydning for ham. Nej, hun kan mærke ham, som om de kan kommunikere med tankerne, selvom de er mange kilometer fra hinanden. Som en fælles udvidelse af sindet. Hun er ligeglad med om han ved, hvor vild hun er med ham. Han må få det hele, hun vil ikke holde på sig selv. Hun ved det bliver smertefuldt, men lige nu kan hun kun være lykkelig.

Mon hans kone er lige så vild med hans lugt og hans krop, mon de overhovedet har sex sammen? Tanken virker nærmest absurd.

En SMS tikker ind. Kan det være ham, med en hemmelig kildrende hentydning til i nat? Det er fra hendes veninde, der er kollega med hans kone. På morgenmødet har hans kone annonceret, at hun er gravid i fjerde måned.

Hun tramper hårdt i pedalerne ud ad skovstien. Hun trænger til at komme hjem i bad.

De har fundet deres pladser og har arrangeret sig med popcorn og candyfloss. Pigen kalder det lyserødt vat og drengen har allerede fået det klistrede stads på sit ærme. Den velkendte indgangsmelodi fylder teltet. Børnene er spændte, har glædet sig. Hun prøver at smile tilbage til deres forventningsfulde ansigter og svare på deres ivrige spørgsmål.

Hun ser en familie, der sidder lidt skråt foran. En far, mor og to børn. Manden lægger armen om sin kone på en hverdagsagtig, kærlig måde. Hun begynder at græde.

Et par trommehvirvler lyder og lyskeglen retter sig mod tæppet.

Han ser pludselig klart. Ser at det ikke var hende, der begrænsede ham. Tænk at det skulle tage et halvt år at se. Og tænk at der bare skulle en god gang tømmermænd til. Psykologen hjalp ikke meget, han var servil og forstående, men hvad skulle han bruge det til. Præsten blev så abstrakt og svævende, talte om glæden som pligt. Han syntes det havde givet nogle glimt af indsigt og forståelse, men det meste af tiden var det nu bare livsfjern tågesnak.

Den frihed han længes efter, er ikke én hun eller børnene tog fra ham. Det er ham selv, der står i vejen for friheden. Hans eget sind, der trækker ham ned.

Alkoholen har igen vist sig som en ven. Den kan bruges, når han vil slippe fri af sig selv. Den kan bruges til at give fanden i det hele. Den kan bruges til glemsel og den kan bruges til klarsyn.

Han åbner en reparationsbajer og begynder at overveje, hvordan han skal få hende tilbage.

Han føler sig helt forstenet og tom. Kan slet ikke tænke, det er ligesom en anden, der har fået svar på prøven, trykket lægens hånd, bevæget sig ud til parkeringspladsen og sat sig ved siden af integrationsmedarbejderen i bilen.

– Nå, men det var jo godt, så behøver du ikke tænke mere på det.

Hvad mener han, han bevæger sig meget langsomt op til overfladen af sin bevidsthed.

– Godt? Hvordan godt?

– Ja, altså at prøven var negativ, ikk’.

– Negativ….godt?

Der er stille lidt, så begynder integrationsmedarbejderen at grine, først lidt usikkert, så et stort grin helt nede fra maven.

– Jamen for fanden, mand. Negativ betyder jo at det er godt, at der ikke var noget. Du har IKKE HIV.

Langsomt løsner musklerne sig og han begynder selv at grine forsigtigt.

– Er det rigtigt mand, er det rigtigt. Fedt.

Han hujer, springer op i sædet og banker en knytnæve i taget. For fanden hvor er han glad.

Der er stuegang om lidt, men hun ved ikke rigtigt, hvad hun skal forvente. Hun føler sig så let, tom og gennemsigtig, men ikke på nogen dårlig måde. Hun er i sin egen glasklokke, hvor verden udefra ikke rigtig kan trænge ind. Hun kigger på det lillebitte barn i kuvøsen ved siden af sig, men kan ikke forstå, at han har noget med hende at gøre.

Nu kommer lægen og to sygeplejersker ind på stuen. Han beder den ene sygeplejerske læse op af resuméet.

– Patienten blev indbragt bevidstløs torsdag morgen, gravid i 8. måned. Havde i det glatte føre ramt et vejtræ. Da fosterets hjerterytme var uregelmæssig, valgte man at foretage kejsersnit. Der var normal blødning og ingen komplikationer. Et sundt drengebarn på 2700 gram og 50 cm blev bragt til verden. Hans vejrtrækning var uregelmæssig og man har derfor valgt at placere ham i kuvøse med ilt-opblandet luft i et par dage. Han kommer ud og bliver ammet hver tredje time. Mælken løber til uden problemer. Patienten har været ved bevidsthed i godt et døgn. Får lidt smertestillende for hovedpine og smerter fra kejsersnittet.

Hun hører hvad sygeplejersken læser op, men har svært ved at forbinde det med sin egen situation.

– Hvorfor er han så lille?, spørger hun.

– Han er et fint fuldbårent barn, men kom jo lidt brat til verden, svarer sygeplejersken.

– Men jeg mener….han var da meget større, da han lå…da han….da han døde…

– Åh, du mener din første søn…patienten mistede for halvandet år siden en lille dreng på 6 måneder ved vuggedød.

Hun kan ikke lide deres alvorlige, triste ansigter. 

– Jeg vil gerne hjem nu…

Hvorfor sagde de det først nu? Hvorfor ventede de så længe? Hvem ville de beskytte? Og hvilken forskel ville det have gjort at kende sandheden allerede for 20 eller 40 år siden? Tankerne hvirvler rundt, han er tung i hovedet og har fornemmelsen af ikke at have sovet. Han er glad for at han har fri en uge endnu, men er ikke forberedt på at skulle tumle med disse spørgsmål. Har selvfølgelig regnet med at skulle støtte sin mor og hendes mand, nu hvor det kan dreje sig om få dage, inden han ikke er her mere. Han har ingen erindring om ikke at have levet sammen med ham, så han har jo i praksis fungeret som en far, men følelsesmæssigt har han jo altid troet at moderens første mand var hans biologiske far. Det er ham han har spejlet sig i, følt sig særligt forbundet med, selvom de ikke så hinanden så tit. Hvis de har holdt sandheden hemmelig af hensyn til hans far, eller altså hendes første mand, hvorfor fortalte de det så ikke, da han døde for 20 år siden. Det er ubegribeligt. Var det fordi de ikke ville ødelægge hans minde, farens plads i hans liv? Men det føles som et voldsomt svigt, som at være holdt for nar.

Hvad bilder de sig egentlig ind, at fortælle løgne som det passer ind i deres kram. Lad gå hvis det var for at beskytte et barn eller en bedraget ægtemand, men hvorfor skulle han narres i så mange år som voksen. Har det slet ikke været meningen, at han skulle have det at vide. Er det en pludselig indskydelse, en pludselig trang til bekendelse, der er opstået på dødslejet? Han er sgu vred, men føler sig alligevel ikke rigtig svigtet. Han har jo holdt af begge fædre hele tiden, måske ændrer det ikke hans følelser for dem. Men det vil ændre hans syn på sig selv, på hans identitet, på hans selvforståelse. De fleste er vel efterhånden enige om at genetikken bestemmer mindst 50% af hvem et menneske bliver. Hvordan det føler, tænker og oplever verden. Det er jo ikke ligegyldigt om det er den ene eller den anden, der er ens far.

Pludselig kommer han til at grine, hvilken besynderlig løgn. Hvor smukt et hensyn de har taget til hans mors første mand og hvor stort et offer fra hans biologiske far, som i 40 år har accepteret ”kun” at være hans stedfar. Han føler pludselig en stor ømhed for dem alle tre. For deres forsøg på at tackle det komplekse samliv på så nænsom en måde som muligt. Denne forståelse ville han nok ikke være nået frem til for 20 år siden, det taler for deres lange hemmeligholdelse. Han vil gerne tale mere indgående med sin mor om deres bevæggrunde og overvejelser. Men det må vente. 

Han har altid kaldt ham ved navn, men da han træder ind på hospitalsstuen siger han:

 – Hej far.