Hun er på vej hjem. Det er sent og den næsten øde landevej har noget dragende over sig. Hun tænker, at her kunne hun fortsætte med at køre, så længe det skulle være. Bare følge midterstribens hvide prikker i mørket. Lidt samme fornemmelse, som når tagboksen er pakket, hoveddøren låst, familien på plads i bilen og de begynder rejsen mod sne eller sol.
Men nu er hun alene og hun længes efter at stikke af, bare køre fra det hele. Det bobler i hende ved tanken. Hun kan jo købe tandbørste og trusser undervejs, hvorfor er det at der altid skal planlægges og arrangeres og pakkes omhyggeligt. Familien vil jo nok undre sig over, hvor hun er engang i morgen tidlig, men ungerne er da halvstore nu og de kan vel overleve uden hende. Manden vil nok blive vred, ja pissesur, fordi hun ikke har givet besked og nu skal han pludselig tage sig af madpakker og gymnastikposer og hår, der skal flettes. Men selvfølgelig kan han da klare det, det er jo ingen større videnskab. Uvant vil det selvfølgelig være, men mest fordi hun har gjort sig til eksperten på det nære, uundværlig er hun jo ikke. Det kan faktisk være helt sundt for dem alle sammen, at tænke selv, ikke have hende til at organisere det hele. Og hun vil smage friheden, suset ved at ingen i hele verden ved, hvor hun er. Mobilen vil hun selvfølgelig slukke. Men kan man overhovedet forsvinde i en moderne verden. De vil kunne spore hende, når hun hæver på visakortet for at tanke eller købe sandwich og tandpasta. Han kan få kortet spærret, det er jo en fælles konto. Hun bliver vred ved tanken, hvad er det da også for en syg tanke, at skulle være fælles om alt, tænk at hun ikke engang har sin egen bankkonto. Hvor vil hun tage hen, hun ved det ikke, det er også ligegyldigt, hun vil bare forsvinde. Ikke for altid, bare et stykke tid. Prøve at være helt fri og uafhængig af andres forventninger.
Huset er mørkt, som forventet sover de alle sammen. Det første hun gør, da hun har parkeret, er at liste ind i stuen, hvor hun finder sit pas i skuffen i chatollet. Hun går hurtigt tilbage til bilen og lægger passet i handskerummet.
Hjertet banker, da hun hænger jakken på plads i entreen.