Hun sætter sig med mapperne, da hun kommer hjem fra halvdagsjobbet. Listerne er omhyggeligt ordnet under faneblade med hver sin overskrift. Hun bladrer langsomt mapperne igennem for at få inspiration til dagens liste. Der er alle pakke-listerne; hvad hun skal pakke, når de rejser sydpå, nordpå, til en storby, til sommerhuset, på weekend, til træning. Så er der alle top 20 listerne over bøger, film, musik, blomster, lande og byer. Ordens-listerne over beholdningen i fryseren, undertøjsskufferne, DVD’erne, CD’erne, køkkenskufferne. Alle huske-listerne over indkøb der skal gøres ugentligt og månedligt og madplanerne for de forskellige årstider. Hvem hun skal skrive mail, kort og breve til med deres adresser selvfølgelig. Hvem de skal invitere på middag og hvad de skal servere. Lister over gaveideer til familie og venner. Så er der de hemmelige lister over veninder, gamle kærester, irritationer og bollelisten. Det er i dag præcis 11 år siden de bollede første gang og 3 dage siden de bollede gang nummer 1000. Ja, hun har ført nøje regnskab. De første 500 gange nåede de på under 2 år, så det siger jo noget sørgeligt om frekvensen siden. Motivationen falder også lidt, når det ikke lykkes at blive gravid.
Hun beslutter sig for at revidere den månedlige indkøbsliste, de tager med i Bilka den første lørdag i hver måned. De behøver faktisk ikke købe hvedemel så ofte, nu da de er begyndt at spise mere grovbrød. Da listen er udfyldt med hendes sirlige håndskrift, laminerer hun den og sætter den på plads i mappen.
Hun rejser sig for at sortere mandens t-shirts efter farver. Han
har ikke rigtig sans for detaljerne.