Hun går rundt i solen, snor hestehalen om en finger, sparker lidt til småstenene. Hun dagdrømmer, at hun er forældreløs og har en masse små søskende hun skal passe på. At hun er fattig, men stærk og god. Snestormen raser og hun skal pakke kanen med fåreskind og uldne tæpper, så de små søskende kan holde varmen. Hun må liste over i stalden efter den kloge, gode hest, så den onde bonde, de har søgt husly hos ikke hører hende. Taskerne med deres få ejendele og lidt brødskorper er pakket. Nu må den mindste bare ikke begynde at græde, han får et stykke kandis, pakket ind i klude, at sutte på. Så er det nu. De skal forcere de knirkede gulvbrædder foran døren. Hun hører bonden hoste bag den tynde bræddevæg. Hun standser, holder vejret og sætter en finger mod læben.
Hun har ikke lagt mærke til posten, der står ved postkassen og kigger på hende. Han spørger, hvorfor hun ikke er i skole. Hun rødmer og svarer at hun er syg.
Hun vil aldrig snakke med ham igen.