Forfatter: Lone

– Apropos gamle mænd og lange nosser…har du hørt at min søsters eks er blevet parterapeut?, hun tager en slurk af teen og kigger på veninden.

– Er HAN. Det er da helt til grin. Med alle de koner og sidespring, han har haft, siger hun og lægger det ene ben over det andet.

– Så ved han da, hvad han taler om, siger hun og skænker mere op til dem begge.

– Men helt ærligt, det er jo ikke troværdigt.

– De dygtigste terapeuter er ikke nødvendigvis dem, der har styr på deres eget liv. Tag bare Tine Bryld.

– Men jeg skulle nu ikke nyde noget, siger hun og skifter benstilling.

– I øvrigt skal du heller aldrig vælge en mandlig terapeut. Risikoen er alt for stor for at blive forelsket.

– Bare rolig. Have been there, have done that…

– Ja, ja. Hvis du først lå på briksen, sårbar og forstået, så….

– Aldrig. Ikke med ham, han er alt for tydelig.

– Ja, netop, det gør det bare mere enkelt og legalt.

– Nu fungerer mit ægteskab jo udmærket, så det bliver ikke aktuelt, siger hun og fjerner et fnug fra nederdelen.

– Nej, nej….

– Ved du, hvor han har klinik…..?

De overvejer igen at samle børnene til en snak om, hvordan bylejligheden og sommerhuset skal fordeles, når de ikke er mere. Og om deres ønsker til begravelsen. Men måske de bare skal droppe det og lade børnene selv rode med det til den tid. Børnene vil ikke snakke om arv og død, slår det hen eller begynder at tale om noget andet. De finder det åbenbart pinligt eller måske ubærligt. Eller tror de, at det er trøstende, at lade som om de ikke skal dø. De selv er efterhånden afklarede med tanken, mange af de gamle venner er døde og de ved jo at det går den vej. De er da glade for livet, men er egentlig også mætte og tilfredse, det gør ikke så meget, hvis der ikke er mere til dem. Men det ville være dejligt at have børnene inddraget og indforstået med fordelingen af arven, at det ligesom er noget alle er nået til enighed om.

De skal også til at have ryddet op i bøger og papirer, så børnene ikke skal stå med det. Der er nok meget, der skal smides ud. De har forsøgt et par gange at gå i gang med en skuffe eller reol. Men det bliver hurtigt så uoverskueligt. De kommer til at fordybe sig i et gammelt brev eller ved ikke om nogle at fotoene kan have interesse. Minderne ligesom tager al ilten i stuen, når skufferne åbnes.  

De beslutter at se på det i næste uge.

Hun er faktisk ret vild med sit job. Når det lykkes at fange eleverne i det stof, hun har forberedt og brænder for, synes hun, hun får meget igen. Deres nærvær og interesse.

De er sgu sjove og dejlige, især elsker hun når de har kreative undskyldninger for at komme for sent; mine arme var så kolde, jeg vidste ikke det tog så lang tid at sove, min kæreste var syg, min hånd sad fast i cornflakes-pakken. Men de virker nu mere umodne end da hun selv gik i gymnasiet, selvom det jo ikke er så længe siden.

Det sværeste er når stemningen bliver for løssluppen og hun skal have dem dæmpet og tilbage på det faglige spor. Det er ikke særlig let eller sjovt at udvise autoritet. Det er også svært når drengene flirter eller indiskret studerer hendes figur. Så bliver hun mere bevidst om sine positurer og sin krop under tøjet end hun ønsker.

Det med autoriteten og flirten bliver heller ikke nemmere af, at hun ofte møder dem i byen i weekenderne. Det kan jo næsten ikke undgås, at de kommer de samme steder for at høre musik og danse. Det er jo fedt at kunne cykle på arbejde, men nogle gange misunder hun de kolleger, der bor i en anden by.

Hun trækker vejret dybt og tager en pause fra mailen til veninden. Skal hun fortælle, hvad der gør det ekstra pinefuldt lige nu. Hun lukker øjnene og ser ham for sig; strithåret, de frække øjne, det brede bryst. Han råflirter både i klassen og når hun møder ham i byen. Hun er begyndt at rødme i timerne, når han stirrer længe på hende.

Hun tænker på koncerten, som hun har glædet sig til. Hun både håber og frygter at han kommer. Hun har lyst til bare at slappe af og give efter for tiltrækningen, men det kan blive forbandet besværligt. Og MÅ man overhovedet bolle med sine elever, kan man blive fyret?

Hun fortæller ham, at hun har meddelt mødregruppen, at hun ikke kommer mere. Måtte bilde dem ind, at de skulle ud at rejse. Kunne ikke sige, at det er fordi, de er så nedladende og overfladiske. At det er tydeligt at det kun er på overfladen, at de vil hende det bedste, når de har aflagt tøj og legetøj med. Eller når de bemærker, at det jo nok heller ikke er nemt, at få tid til rengøring i de perioder han er på erhvervsskolen. Og at hun da endelig ikke skal stille det store an, for det må jo være svært at få råd, når han er på lærlingeløn.

De andre konkurrerer tydeligvis i kategorierne; polerede hjem, spændende bagværk og nystrøgne børn i yndigt tøj. Legeværelserne bugner af nyt og farvestrålende legetøj, der langt overstiger børnenes behov. Hun orker ikke al den overflade og gider ikke finde ud af, om den dækker over andet end tomhed. Hun er træt af at føle sig fattig, fordi den yngste bruger storebrors sparkedragt og ikke har multifarvede uroer i stilladslignende ophæng, men en suttebamse hendes lillesøster har syet.

Han kysser hende og siger at hun dufter dejligt. Hun smiler og føler sig rig.

Han har sat sig ud på fortovet i den grønne havestol. Med krus og termokande. Den gamle vietnameserkone trisser forbi i sutsko. En husmor i joggingtøj er på vej i Brugsen. Den midaldrende mand lufter hunden ad den sædvanlige rute. En ung blondine klikker forbi på høje hæle, hun skal sikkert nå toget. Ham med den klirrende pose skal have byttet til friske forsyninger. En række mindre lastbiler med klovneansigter malet på presenningerne kører mod sportspladsen. Et par dagplejemødre stopper op og sludrer, mens de små lyshovede børn holder fast i barnevognenes stropper med strakte arme. Han er imponeret over deres afrettethed og tålmodighed. De lidt større børn råber altid meget og kører zigzag på fortovet. Og de største af børnene ryger cigaretter, mens de holder udkig efter voksne.

Han løfter hånden til hilsen, når en bekendt kører forbi i bil, men han taler sjældent med folk. Nogen gange tænker han at han er usynlig, han er blevet en del af den afskallede facade på sit hus. De taler højt om deres irriterende naboer eller dovne mænd og ryger deres forbudte cigaretter, som om han slet ikke var der. Han synes, han kender de fleste godt, deres små særheder og antipatier, men han sladrer ikke.

Han har sine faste rutiner. Klokken tretten går han ind og smører et par rundtenommer og så sover han til middag. Mandag og torsdag eftermiddag går han i Brugsen efter kaffe og brød. Torsdag er en særlig dag, for da køber han Kig Ind. Han kan godt lide at følge med i de kendtes liv også. I aften er det onsdag, så bliver han hentet af Banko-bussen. Han har sine faste plader og sin faste plads. Han kan allerede mærke en lille kildrende spænding i maven – tænk om han vinder noget gris til fryseren.

Hun ved godt, at der er mange, der tænker bimbo, men hun er fucking ligeglad. Hun nyder at give den som dum blondine med en grundig gang selvbruner, trutmund, lårkort og høje hæle. Det er kun en fordel at være buttet, mændene kan godt lide former. Det giver en primitiv magt, som de andre piger bliver snydt for. Det ved de jo godt, men vil aldrig indrømme, så hellere være pigesure og forsøge at vise foragt. Men hun giver den aldrig bare op for en drink eller tre. Hun råflirter gerne, men de får ikke noget og det ved de også godt og det er jo det, der er hele hemmeligheden bag hendes magiske tiltrækning. Hvis de fik lov, ville hun være billig. Og hvis der er noget hun ikke er, så er det dét. Men det kan være en kamp hele tiden at holde sig i front. Det er i høj grad et game med de andre babes, tonen kan være rå, når de disser. Nogen gange kan hun blive så fucking træt af det hele og ønske at drømmeprinsen dukker op, så hun kan få lov at give al den kærlighed hun har i sig og ikke skal hænge i barerne altid. Ikke at hun nogensinde ville give køb på at barbere ben eller bruge foundation. Hendes kæreste skulle aldrig se hende gå rundt uden at have ordnet ansigt, men selvfølgelig ville hun kunne være afslappet i en jumpsuit eller i hans skjorte og et par uldne sokker.

Det biologiske ur tikker kraftigt i dag. Hun ved godt at hun er alt for ung til at panikke over det, men på en måde misunder hun de af hendes veninder, der blev mødre allerede som teenagere. Selvfølgelig er det hårdt, især for dem, hvor fyren skrider, men der er da også et par stykker, som stadig er i et forhold. De har faktisk fået det hele; kæreste, barn og byture med veninderne.

Hun ved hun er færdig, hvis hun lægger an på fører-bitchens fyr, men hun kan mærke at hun er parat til et go for it. Det bliver alt eller intet, men tiden er inde til at satse det hele. Det ville være så stærkt at score ham. Hun kunne lade ham gøre det uden gummi, håbe på at blive gravid og holde på ham den vej. Hvis det glippede, ville hun være totalt ude. Men er det ikke satsningen værd? Hun filer neglene, mens hun planlægger, hvad hun skal have på i byen på fredag.

Søjlebasalt, morfologisk variant af magmabjergarten basalt kendetegnet ved, at bjergarten er opsprækket i søjlelegemer pga særlige afkølingsbetingelser. Når et basaltmagma størkner, sker der en stadig volumenformindskelse af bjergarten under den videre nedkøling. Under visse afkølingsrater, som forekommer i mindre intrusioner, i vulkanske fødekanaler og i lavastrømme, gennemsættes bjergarten af regelmæssige sprækker, som ofte opdeler den i sekskantede søjler. Særlig regelmæssig søjledannelse forekommer, når vanddamp trænger ind i den kølende basaltmasse. Også andre magmabjergarter kan opsprække i søjler ved nedkøling. Den berømteste geologiske lokalitet med søjlebasalt er Fingal’s Cave på øen Staffa i Skotland.

Hun genkender intet af det, hun læser, på trods af at hun har læst det for ganske få måneder siden, det kan hun se på noterne i margenen. Hun bliver igen grebet af panik, rejser sig for at lave mere te og forsøger at berolige sig selv, med det lægen har sagt. At hendes indlæringsevne sandsynligvis er intakt, at det blot er de tre måneder før hjernerystelsen, der vil være væk for altid.

Hun har svært ved at koncentrere sig ret længe ad gangen, hun får hovedpine og bliver rastløs. Tankerne spurter konstant rundt i hovedet i desperate forsøg på at finde de mistede erindringer. På sit digitalkamera har hun en masse billeder fra en teltlejr på en festivalplads og en smuk fyr hun kysser og griner med. Men ingen af de mennesker genkender hun. Hun har spurgt hende, hun deler lejlighed med. Men hun kan blot fortælle, at hun tog af sted i starten af maj for at læse til eksamen i forældrenes sommerhus og at hun havde planer om Roskilde og vist også Skanderborg. Hun var så først dukket op i forrige uge og var gået i gang med at læse op til studiestarten.  

Helst vil hun bare kaste sig over studierne og tænke frem, men hun ved jo, at hun vil blive konfronteret med tak for sidst og hvor blev du af og ikke vide, hvad de snakker om. Hun har gentagne opkald på sin mobil. Måske er det den smukke fyr, men hvis hun ringer og fortæller, at hun har slået hovedet og intet kan huske, vil han selvfølgelig tænke, at hun har taget skade. Og det er jo lige dét, hun er allermest bange for. At hun har taget varig skade, at hun ikke vil kunne følge med.

Hun sætter sig og læser videre: Søjlebasalt, morfologisk variant af magmabjergarten basalt kendetegnet ved, at bjergarten er opsprækket i søjlelegemer pga særlige afkølingsbetingelser. Når et basaltmagma størkner…….

De ligger alle fire på knæ langs den tykke gulvplanke. I takt slår de den forsigtigt på plads. Hendes kæreste kigger op på hende. Hun kigger forelsket tilbage.

– Nå, I er i gang med at ommøblere!

– Ja, The Dreamteam har slået til igen.

– Det ser godt ud.

– Tak, i lige måde!

Han rejser sig, ser sexet ud i sine naverbukser. Han bøjer sig ind over hende, støtter hendes nakke og giver hende et langt, dybt kys. De andre pifter og hun bliver genert.

Hun ved, at det er nu, hun er lykkelig.

– Du husker lige at hente i eftermiddag, siger hun og stiller ymerskålene i opvaskemaskinen.

– Skal JEG hente, siger han og stopper madpakkesmøringen.

– Ja, jeg skal fremlægge en sag for udvalget.

– Det har du ikke sagt noget om.

– Jo DET har jeg og desuden har det stået på familiekalenderen i mindst tre uger, siger hun og tørrer bordet over med hurtige bevægelser.

– Nej, det har det fandeme ikke og jeg har en aftale med en kunde, siger han og lægger termokanden i tasken.

– Hvorfor er det lige, at du går ud fra at jeg altid kan hente, siger hun og stiller sig med hænderne i siden.

– Du henter sgu da ikke altid og desuden har du tidligt fri, siger han og pakker hurtigt sin mad ind.

– Hallo, det er faktisk mig der afleverer alle dage og henter mindst tre gange om ugen.

– Ja, right, og månen er en grøn ost, siger han og skyller den sidste kaffe ned.

– Vi skal da åbenbart til at skrive det ned, hvis du husker så dårligt, siger hun og stiller hans kop i opvaskemaskinen.

– Jeg er så træt af dit evindelige brok, siger han og sætter sig, for at snøre sine sko.

– Du kunne måske begynde at tage lidt ansvar. Jeg har ligesom også et job, siger hun og pakker pålægget sammen.

– Ha, du har sgu da ikke ret mange timer, siger han.

– Husk lige det var dit helt eget valg at blive selvstændig, siger hun og smækker køleskabsdøren.

– Ja, din opbakning skal jeg jo ikke regne med, siger han og tager arbejdsjakken på.

– Hold kæft hvor er du egoistisk, siger hun og lægger mobil og nøgler i tasken.

– Du er simpelthen ikke noget godt menneske, siger han og kysser børnene farvel.

– Hvor er du lav, så er det igen, igen mig der skal bøje mig, eller hva’, siger hun og vender ryggen til.

– Ja det må du hellere, offerrollen er jo lige dig, siger han og smækker døren efter sig.

Hun kan mærke strækket, der begynder helt oppe i armhulen, en tung og varm flod, der får ham til rytmisk at suge og synke. Han kigger hende ufravendt i øjnene, Hun kigger tilbage i hans mørke blik. Så hvilende i sig selv, med en dybde, der næsten gør hende genert. Hvad er det han ved, hvad er det han ser. Hun bøjer sig frem og snuser til hans hår. En tung sød duft, som får det til at strømme endnu kraftigere og som sender et par sammentrækninger igennem hendes underliv.

Om lidt kommer storesøster hjem fra børnehaven. Pigen er så levende, når hun fortæller og hun skal koncentrere sig for at følge med. Tankerne forsvinder hele tiden væk ad små praktiske baner. Skolde sutter, lægge tøj sammen, smøre madpakker, feje gulv, lægge rent på sengene. Hun bliver ind i mellem så fortvivlet og bange for at hun ikke kan magte ansvaret for de små mennesker.

Hun kan elske dem hver for sig, men ikke rumme dem på en gang. Hun er flov over at det er sådan, har prøvet at nævne det for manden, men han slår det hen som pjat og ammehjerne-tanker. Hun tør ikke tale med de andre i mødregruppen om det, er bange for at hendes følelser er forkerte. At de vil misforstå hende og sladre om, at hun ikke magter at være mor.

Hendes egen mor har så travlt med sit eget og hun orker ikke rigtig at svare på de friske SMS’er fra Sydeuropa. Hun savner pludselig en søster. De ville fnise sammen og hviske fortroligt om alt det, hun ikke kan sige til nogen.