De overvejer igen at samle børnene til en snak om, hvordan bylejligheden og sommerhuset skal fordeles, når de ikke er mere. Og om deres ønsker til begravelsen. Men måske de bare skal droppe det og lade børnene selv rode med det til den tid. Børnene vil ikke snakke om arv og død, slår det hen eller begynder at tale om noget andet. De finder det åbenbart pinligt eller måske ubærligt. Eller tror de, at det er trøstende, at lade som om de ikke skal dø. De selv er efterhånden afklarede med tanken, mange af de gamle venner er døde og de ved jo at det går den vej. De er da glade for livet, men er egentlig også mætte og tilfredse, det gør ikke så meget, hvis der ikke er mere til dem. Men det ville være dejligt at have børnene inddraget og indforstået med fordelingen af arven, at det ligesom er noget alle er nået til enighed om.
De skal også til at have ryddet op i bøger og papirer, så børnene ikke skal stå med det. Der er nok meget, der skal smides ud. De har forsøgt et par gange at gå i gang med en skuffe eller reol. Men det bliver hurtigt så uoverskueligt. De kommer til at fordybe sig i et gammelt brev eller ved ikke om nogle at fotoene kan have interesse. Minderne ligesom tager al ilten i stuen, når skufferne åbnes.
De beslutter at se på det i næste uge.