Han har sat sig ud på fortovet i den grønne havestol. Med krus og termokande. Den gamle vietnameserkone trisser forbi i sutsko. En husmor i joggingtøj er på vej i Brugsen. Den midaldrende mand lufter hunden ad den sædvanlige rute. En ung blondine klikker forbi på høje hæle, hun skal sikkert nå toget. Ham med den klirrende pose skal have byttet til friske forsyninger. En række mindre lastbiler med klovneansigter malet på presenningerne kører mod sportspladsen. Et par dagplejemødre stopper op og sludrer, mens de små lyshovede børn holder fast i barnevognenes stropper med strakte arme. Han er imponeret over deres afrettethed og tålmodighed. De lidt større børn råber altid meget og kører zigzag på fortovet. Og de største af børnene ryger cigaretter, mens de holder udkig efter voksne.
Han løfter hånden til hilsen, når en bekendt kører forbi i bil, men han taler sjældent med folk. Nogen gange tænker han at han er usynlig, han er blevet en del af den afskallede facade på sit hus. De taler højt om deres irriterende naboer eller dovne mænd og ryger deres forbudte cigaretter, som om han slet ikke var der. Han synes, han kender de fleste godt, deres små særheder og antipatier, men han sladrer ikke.
Han har sine faste rutiner. Klokken tretten går han ind og
smører et par rundtenommer og så sover han til middag. Mandag og torsdag eftermiddag går han i Brugsen efter kaffe og brød. Torsdag
er en særlig dag, for da køber han Kig Ind. Han kan godt lide at følge med i de
kendtes liv også. I aften
er det onsdag, så bliver han hentet af Banko-bussen. Han har sine faste plader
og sin faste plads. Han kan allerede mærke en lille kildrende spænding i maven
– tænk om han vinder noget gris til fryseren.