Kategori: 32dias fra provinsen

Hvorfor sagde de det først nu? Hvorfor ventede de så længe? Hvem ville de beskytte? Og hvilken forskel ville det have gjort at kende sandheden allerede for 20 eller 40 år siden? Tankerne hvirvler rundt, han er tung i hovedet og har fornemmelsen af ikke at have sovet. Han er glad for at han har fri en uge endnu, men er ikke forberedt på at skulle tumle med disse spørgsmål. Har selvfølgelig regnet med at skulle støtte sin mor og hendes mand, nu hvor det kan dreje sig om få dage, inden han ikke er her mere. Han har ingen erindring om ikke at have levet sammen med ham, så han har jo i praksis fungeret som en far, men følelsesmæssigt har han jo altid troet at moderens første mand var hans biologiske far. Det er ham han har spejlet sig i, følt sig særligt forbundet med, selvom de ikke så hinanden så tit. Hvis de har holdt sandheden hemmelig af hensyn til hans far, eller altså hendes første mand, hvorfor fortalte de det så ikke, da han døde for 20 år siden. Det er ubegribeligt. Var det fordi de ikke ville ødelægge hans minde, farens plads i hans liv? Men det føles som et voldsomt svigt, som at være holdt for nar.

Hvad bilder de sig egentlig ind, at fortælle løgne som det passer ind i deres kram. Lad gå hvis det var for at beskytte et barn eller en bedraget ægtemand, men hvorfor skulle han narres i så mange år som voksen. Har det slet ikke været meningen, at han skulle have det at vide. Er det en pludselig indskydelse, en pludselig trang til bekendelse, der er opstået på dødslejet? Han er sgu vred, men føler sig alligevel ikke rigtig svigtet. Han har jo holdt af begge fædre hele tiden, måske ændrer det ikke hans følelser for dem. Men det vil ændre hans syn på sig selv, på hans identitet, på hans selvforståelse. De fleste er vel efterhånden enige om at genetikken bestemmer mindst 50% af hvem et menneske bliver. Hvordan det føler, tænker og oplever verden. Det er jo ikke ligegyldigt om det er den ene eller den anden, der er ens far.

Pludselig kommer han til at grine, hvilken besynderlig løgn. Hvor smukt et hensyn de har taget til hans mors første mand og hvor stort et offer fra hans biologiske far, som i 40 år har accepteret ”kun” at være hans stedfar. Han føler pludselig en stor ømhed for dem alle tre. For deres forsøg på at tackle det komplekse samliv på så nænsom en måde som muligt. Denne forståelse ville han nok ikke være nået frem til for 20 år siden, det taler for deres lange hemmeligholdelse. Han vil gerne tale mere indgående med sin mor om deres bevæggrunde og overvejelser. Men det må vente. 

Han har altid kaldt ham ved navn, men da han træder ind på hospitalsstuen siger han:

 – Hej far.

Han svarer at han ikke kan være hendes kæreste, da han er gift og elsker sin kone meget højt. Hun giver hans hånd et klem og går hurtigt ud i køkkenet. Hun står med ryggen mod væggen og ansigtet vendt mod loftet, knytter hænderne og strammer læberne i et forsøg på ikke at hulke højt. Det er næsten for svært det her. Han er sød og nem, kløver brænde og går tur med hunden, der selv kender vejen. På overfladen virker alt så almindeligt og trygt, så hun ind imellem næsten kan bilde sig ind, at alt er som før.

Børnene siger, at hun ikke skal have falske forhåbninger, at det er en varig skade. Det er selvfølgelig også svært for dem, næsten som at miste deres barndom. De er søde til at komme forbi, men de har deres egne liv og det er hende, der hver dag skal leve med det. At den mand hun har delt det meste af sit liv med, nu oplever hende som en fremmed.

Hun må holde en pause fra repetitionen af sin fortællestemme til aftenens premiere. Hun roder rundt i navnene, kan pludselig ikke huske hvem, der er mennesker og hvem der er alfer og hvem der er forelsket i hvem. Mærker et stik af panik, hvad hvis filmen knækker og hun går i sort. Hun trækker vejret dybt og prøver at berolige sig selv. Smutter i sandalerne og tager solbrillerne fra skålen på kommoden.

Hun går ud af byen, ned ad en grusvej og følger et markskel til skovbrynet. Dækkenes friktion mod asfalten er en ujævn muzak i det fjerne. Hun lukker øjnene og inhalerer den tørre duft af hø. Små hårde smæld lyder regelmæssigt fra det elektriske hegn. En landmand skridter sine marker af. Et dovent prust fra en hest, der puster luft ud gennem næsen. Derefter et kort vrinsk og den hule lyd af hove i hurtigt trav. En hund begynder at galpe. En blomsterbi svirrer tæt ved hendes øre. En solsort fløjter. En skovdue kurrer. Et par spurve triller ivrigt, bliver skingre og flakser med vingerne. Bøgenes blade rasler og suser, når vindpust sætter dem i bevægelse. Hun går ind i skoven og kan mærke alferne, deres små skridt og hviskende stemmer. Nu dukker menneskene op; Hermia, Lysander, Helena og Demetrius. Hun snubler over en rod, lander med ansigtet mod den fjedrende skovbund og får lidt blomstersaft i øjet.

Hun krummer sig sammen under dynen, prøver at presse noget mere søvn ud af formiddagen. Det vil ikke lykkes. Det strammer i brystet og hun begynder at græde. 

Hun skal gøre noget godt for sig selv. Bare en lille god ting. Hun kæmper panisk med at finde på noget. Hun tænker på en kop varm kakao. I en stor tekop, så hun kan varme hænderne omkring koppen og med et tæppe omkring sig og tykke uldsokker. Det billede bliver langsomt levende og gråden vil ikke holde op.

Hun ligger lidt og rokker fra side til side. Tvinger sig til at tænke på skoven, på at gå en tur, trække den friske luft ned i lungerne, strække kroppen mod kronerne og omfavne et stort og fast træ, der har stået der med sine dybe rødder i mange år. Hun græder over sin gennemsigtighed og mangel på substans.

Der er mange små ting, der plejer at gøre hende glad; at bage boller, mens hun lytter til et debatprogram i radioen eller til god musik. Rulle måtten ud foran et åbent vindue og lave yoga, så hun kan mærke sin krops styrke og smidighed. Gå på biblioteket og finde en god krimi, hun helt kan forsvinde i. Invitere en veninde over på rødvin og hyggesnak.

Til sidst må hun stå op fordi hun skal tisse. Hendes krop er krumbøjet af at ligge i samme stilling så længe. Hun betragter sit ansigt i spejlet, mens hun vasker hænder. Hun bliver lidt forskrækket og kigger nærmere på sine øjne. Der er ligesom ingen derinde.

Hun krummer sig igen sammen under dynen og prøver kun at koncentrere sig om at lade en negl følge mønsteret i pudebetrækket.

Hun sætter sig tilrette med aftenskolekatalogerne, kalender, blok og spidsede blyanter. Hun har glædet sig til denne planlægning af sin første vintersæson som efterlønsmodtager. Hun laver tre kolonner på blokken og giver dem hver en overskrift; der skal være noget til kroppen, noget til hovedet og så noget kreativt. Nej vent, hun krøller arket sammen og laver et nyt skema med en ekstra kolonne til aktiviteter med familie og venner. Først vil hun notere de ting, hun kunne tænke sig og så finde de konkrete kurser og forestillinger. Der skal være tid til besøg af børn og børnebørn, det bliver nok mest weekender. Selvom hun da i en presset situation godt kunne rejse for at passe et sygt barn. Så skal der skrives gode lange breve til de gamle veninder i Canada og Norge. En enkelt udlandsrejse må der være råd til hvert år, hun vil rejse til Europas hovedstæder og selvfølgelig forberede sig grundigt med rejsebøger inden. Måske hun kan få døtrene med på skift, men det er selvfølgelig lidt dyrt, for de vil nok forvente, at hun betaler, hvis hun inviterer. Så er det måske bedre, hvis hun kunne få en veninde med. De fleste er gift, men det er nok ikke utænkeligt, at en af dem kunne have mod på at rejse med. Hun forestiller sig, hvor foryngende en sådan rejse kunne være for de veninder, der er lidt satte og hvor serviceringen af ægtemanden umærkeligt er blevet en stor del af hverdagen. Fra april til september vil hun selvfølgelig bruge tid i haven og i vinter-månederne er der jo tid til armchair-gardening. Hun har set så mange spændende havebøger i avisens bogtillæg, men de er jo ret dyre, så hun vil starte med at låne på biblioteket. Hun kan mærke hyggen i kroppen, hvor godt det bliver, at sidde dér med et tæppe om sig og lave haveskitser på ternet papir.

Noget til kroppen, måske et gymnastikhold for modne kvinder eller hun kunne jo prøve yoga og afspænding, det skulle være godt. Hendes døtre har talt meget om fitness, at det er for alle aldre, men det har hun nu ikke lyst til. Hun blev lokket med til en prøvetime, men følte sig forkert sammen med alle de unge veltrænede mennesker, mærkelige maskiner og høj popmusik. Gåture vil der være tid til hver uge, man tænker så godt, når man vandrer og hun kan jo have en kurv med til brombær, svampe eller blomster, alt efter årstiden. Så bliver det ligesom også lidt mere nyttigt og hun kunne prøve nogle af de nye vandrestier.

Til hovedet skal der være teaterbesøg, det har hun allerede aftalt med en veninde. De skal vælge tre forestillinger her til vinter, det gør ikke så meget, hvad det bliver, hun har ikke så megen ide om, hvad hun kan lide eller ikke lide. De vil bare prøve sig frem. Hun vil lære at spille bridge. Det er jo næsten en kliché, men hun har altid godt kunnet lide kortspil. Da Jens levede spillede de af og til whist med gode venner, og Olsen og 500 er der sørme blevet spillet meget af, da børnene var små.

Af kreative sysler vil hun gerne lære at lave pileflet, det er jo noget, der både kan være smukt og nyttigt i haven. Hun kunne godt tænke sig at brodere igen, det gjorde hun meget i sine unge dage og man kan vist få mange moderne motiver, som kan bruges på tasker og bogbind. Måske hun kan finde noget børnebørnene vil have. Hun bliver nok nødt til at fordele aktiviteterne over flere sæsoner, for hun skal jo også have tid til sin morgensvømning og venindefrokoster. Hun rækker ud efter et nyt ark og mærker et pludseligt jag i brystet.

Det vokser til en smerte, der breder sig til hals og arme og går over i en stærk knugen. Hun lader sig glide ned på knæ og ruller sammen i fosterstilling. Hun kan ikke trække vejret og mærker en dyb skuffelse. Tomhed, ingen farverige billeder af højdepunkterne i hendes liv farer forbi, ingen afklaring, forløsning eller hvidt lys for enden af en tunnel.

Bare denne skuffelse.

Han læser højt af farvefloraen og forsøger at bestemme en lille gul blomst han fandt i grøftekanten på formiddagens spadseretur efter tomater og ost til frokosten. Hvordan er bladstillingen, er den kransstillet, knippestillet, treradet, toradet, rosetstillet. Det må være det sidste, for det passer meget godt med at bladene udstråler ligeligt til alle sider på en kort, sammentrængt stængel. Hvordan er så bladets form, er det skælformet, nåleformet, lancetformet, trådformet, tungeformet, sværdformet, aflangt, elliptisk, nyreformet, hjerteformet, spydformet eller skjoldformet. Det var ellers noget af nogle muligheder, gad vide, hvorfor man skal associere til krig og anatomi, han læser beskrivelserne langsomt igen. Det må være lancetformet eller aflangt, der begge er kendetegnet ved at bladet er 3-4 gange så langt som bredt, men han kan ikke beslutte sig for om det er bredest på midten og jævnt tilspidset mod begge ender eller om randene på en længere strækning er parallelle. Han springer videre til blomsten, man da han ser, at han her skal bestemme både blomsterbunden, blosteret, bægeret, kronen, støvdragerne og støvvejen med hver et utal af undermuligheder opgiver han og kaster bogen fra sig.

Han er sgu lidt rastløs, men klokken er netop blevet 11, så må det være i orden med dagens første kølige glas grappa.

Konen vimser rundt og ryster puder og omarrangerer frugt i skålen på campingbordet.

– Kom og sæt dig lidt og få et glas, siger han. Han vil gerne snart køre videre, så de når længere sydpå, inden de vender næsen hjemad om en måneds tid. Hun synes nu lige det er blevet så hyggeligt med de andre danskere i 4. række. De bliver enige om at se på det om et par dage. De sender en SMS hjem til børnene. Taler lidt om, hvor mærkeligt det er at de har fire børnebørn, at de slet ikke føler sig gamle nok til det og mon ikke også børnene praler lidt af deres ungdommelige forældre, der rejser Europa tyndt flere måneder hver sommer.

– Vi bliver den første generation, der dør med løbeskoene på.

– Ja, og hvor vores børn er over 40, før de kan klare sig selv.

De smiler ved tanken og tager et lille glas grappa mere.

Han bakker lastbilen ned ad den smalle grusvej. Må slå det ene sidespejl ind for ikke at komme i karambolage med syrenerne. Må snart ud med hækklipperen og få dem studset. Bliver siddende i bilen lidt, fandens til liv, nu er klokken næsten fire og han tog af sted klokken seks. Det er sgu ikke andet end arbejde, spise, sove. Han låser sig ind, tager nøglen til postkassen og henter en stak annoncer. Egentlig overflødigt at få al det skidt, når han nu kun handler i den lokale Brugs. Han får pigerne på besøg i weekenden, så må han hellere købe lidt ekstra ind, men han ser dem så sjældent, så han ved ikke rigtigt, hvad de kan lide. De bliver så mærkeligt fremmede, får så mange former, snor sig og gør sig til. Han sætter en kop kaffe over og tømmer madkassen for papir og krummer. For fanden, hvor er han træt, men han vil ikke lægge sig på sofaen, ved at han så falder i søvn. Det kan ikke betale sig, så hellere tidligt i seng, som han plejer. Ellers bliver han så mærkelig ør i hovedet af sult og forsovethed og kan ikke sove senere. Bladrer lidt i Ugeavisen, mens han drikker kaffen. Så går han ud og starter personbilen og kører de 300 meter ned til sin mor, der har den varme aftensmad klar klokken halv seks. Han burde nok gå, han bliver jo ikke ligefrem mindre af mors gode mad og al den sidden stille i lastbilen. Men ærlig talt, det er mest for svæklinge, al det der med motion. Nej, en rigtig mand må have noget pondus. Ikke at hans egen kone havde værdsat det, hun var faldet for en eller anden pind af en kedelig kontorist med et slapt håndtryk. Det var ubegribeligt, hvad hun så i ham. Eller han i hende for den sags skyld. Hun var sgu ikke for køn længere. Løs og tung i det. 

De spiser krebinetterne og rødgrøden i tavshed. De har aldrig været meget talende i hans familie, men der er ligesom slet ikke flere ord efter at konen og pigerne er flyttet. Han hjælper sin mor med at bære gryderne ud i køkkenet og han ser Nyhederne, mens hun vasker op og smører hans madpakke. Han skubber kikkert og fuglebøger til side, da hun kommer ind med kaffen. De ser et eller andet talkshow hun følger med i. – Pigerne kommer på fredag, siger han. – Nej, hvor dejligt, siger hun. Klokken halv ti tager han bilen hjem, det har været en rar aften.

Han går med lange skridt henover den nyslåede mark, standser og indsnuser den tunge duft af kløverhø. Går langs skellet, hvor han smager på mirabeller og umodne hasselnødder, han knækker mellem tænderne. Han smager også på slåenbærrene og genkender den snerpende fornemmelse, der er lidt som at bide i en bananskræl. Bygmarken drær, der står en let gullig sky over hele den modne mark. Han står og nyder synet, tænker at de kan gå i gang med høsten om et par dage. Han forsætter langs skellet til hvedemarken, de tunge aks er endnu grønlige, men hvis det holder tørt de næste par uger, vil det give et godt udbytte.

Det er altid en satsning hvornår høstmaskinerne skal i gang. Jo længere tid i solen jo bedre for smag og fortjeneste, men hvis der er udsigt til regn, kan det være en fordel at tage det knap modent, selvom det koster besvær og penge i tørrehallen. Han skræver over grøften, der er udtørret nu og går hjem over brakmarken. Han plukker en stor buket af kornblomster, knopurt og valmuer til konen. De fleste valmuer når at miste kronbladede inden han er hjemme, men han ved hun vil blive glad.

Måske kan han lokke hende til at tage en middagslur efter frokosten.

Hun tørrer opvaskefingrene af i forklædet og sætter sig til rette ved voksdugen med frisk kaffe i hverdagskoppen. Hun skubber ugebladet Søndag til side og smører et par skorper med tykt gult smør. Gulvet er vasket og vinduerne pudsede. Nu har hun fortjent sit lille formiddagshvil. Hun indstiller kikkerten på fuglebrættet i haven. Hun fodrer flittigt med solsikkekerner og har smeltet svinefedt og hængt op i overskårne mælkekartoner. Egentlig behøver hun ikke at begynde at fodre før til november, men småfuglene har jo vænnet sig til hendes lækkerier. Hun sørger også for vand og kattepiller til pindsvinene.

I kikkerten ser hun skovspurv, solsort, musvit og en gulspurv. En fasankok skraber i græsset under foderbrættet. Hun justerer fokus en smule og nu ser hun naboen, der sidder ved sit køkkenbord og onanerer.

Han vipper tilbage på stolen og lader bunkerne på skrivebordet få en pause. Han ærgrer sig lidt over at der igen i aften er bebudet en stor demonstration mod udsendelse af asylansøgerne. Ikke fordi han misbilliger engagementet og ikke sympatiserer med folkene bag demonstrationen, men det kan meget vel betyde at der igen mangler et par af hans pædagogmedhjælpere i morgen, fordi de er blevet anholdt af politiet. Han havde planer om at arbejde hjemme med efterårets vagtplan, men nu kan han blive nødt til at møde op og tage en formiddagsvagt i børnehaven.

Selvom han kun er i starten af trediverne, føler han sig nogle gange som de unge ansattes forstående, men bekymrede far. Han er en del af SMS- kæderne, når der meddeles nye demonstrationer og han bakker altid op om deres politiske engagement. Men ærlig talt så virker det nogle gange, som om de ikke rigtigt kan sortere væsentligt fra uvæsentligt. De møder op, uanset om det er en demonstration mod politivold eller firehjulstrækkere eller en støttekoncert for klimaet eller herreløse hunde i Portugal.

I øvrigt funderer han over, hvordan de så kompromisløst kan være vegetarer begrundet i klima- og fattigdomsovervejelser, samtidig med at de holder hund.