Han svarer at han ikke kan være hendes kæreste, da han er gift og elsker sin kone meget højt. Hun giver hans hånd et klem og går hurtigt ud i køkkenet. Hun står med ryggen mod væggen og ansigtet vendt mod loftet, knytter hænderne og strammer læberne i et forsøg på ikke at hulke højt. Det er næsten for svært det her. Han er sød og nem, kløver brænde og går tur med hunden, der selv kender vejen. På overfladen virker alt så almindeligt og trygt, så hun ind imellem næsten kan bilde sig ind, at alt er som før.
Børnene siger, at hun ikke skal have falske forhåbninger, at det
er en varig skade. Det er selvfølgelig også svært for dem, næsten som at miste deres
barndom. De er søde til at komme forbi, men de har deres egne liv og det er hende,
der hver dag skal leve med det. At den mand hun har delt det meste af sit liv
med, nu oplever hende som en fremmed.