Hun må holde en pause fra repetitionen af sin fortællestemme til aftenens premiere. Hun roder rundt i navnene, kan pludselig ikke huske hvem, der er mennesker og hvem der er alfer og hvem der er forelsket i hvem. Mærker et stik af panik, hvad hvis filmen knækker og hun går i sort. Hun trækker vejret dybt og prøver at berolige sig selv. Smutter i sandalerne og tager solbrillerne fra skålen på kommoden.
Hun går ud af byen, ned ad en grusvej og følger et markskel til skovbrynet. Dækkenes friktion mod asfalten er en ujævn muzak i det fjerne. Hun lukker øjnene og inhalerer den tørre duft af hø. Små hårde smæld lyder regelmæssigt fra det elektriske hegn. En landmand skridter sine marker af. Et dovent prust fra en hest, der puster luft ud gennem næsen. Derefter et kort vrinsk og den hule lyd af hove i hurtigt trav. En hund begynder at galpe. En blomsterbi svirrer tæt ved hendes øre. En solsort fløjter. En skovdue kurrer. Et par spurve triller ivrigt, bliver skingre og flakser med vingerne. Bøgenes blade rasler og suser, når vindpust sætter dem i bevægelse. Hun går ind i skoven og kan mærke alferne, deres små skridt og hviskende stemmer. Nu dukker menneskene op; Hermia, Lysander, Helena og Demetrius. Hun snubler over en rod, lander med ansigtet mod den fjedrende skovbund og får lidt blomstersaft i øjet.