Hun krummer sig sammen under dynen, prøver at presse noget mere søvn ud af formiddagen. Det vil ikke lykkes. Det strammer i brystet og hun begynder at græde.
Hun skal gøre noget godt for sig selv. Bare en lille god ting. Hun kæmper panisk med at finde på noget. Hun tænker på en kop varm kakao. I en stor tekop, så hun kan varme hænderne omkring koppen og med et tæppe omkring sig og tykke uldsokker. Det billede bliver langsomt levende og gråden vil ikke holde op.
Hun ligger lidt og rokker fra side til side. Tvinger sig til at tænke på skoven, på at gå en tur, trække den friske luft ned i lungerne, strække kroppen mod kronerne og omfavne et stort og fast træ, der har stået der med sine dybe rødder i mange år. Hun græder over sin gennemsigtighed og mangel på substans.
Der er mange små ting, der plejer at gøre hende glad; at bage boller, mens hun lytter til et debatprogram i radioen eller til god musik. Rulle måtten ud foran et åbent vindue og lave yoga, så hun kan mærke sin krops styrke og smidighed. Gå på biblioteket og finde en god krimi, hun helt kan forsvinde i. Invitere en veninde over på rødvin og hyggesnak.
Til sidst må hun stå op fordi hun skal tisse. Hendes krop er krumbøjet af at ligge i samme stilling så længe. Hun betragter sit ansigt i spejlet, mens hun vasker hænder. Hun bliver lidt forskrækket og kigger nærmere på sine øjne. Der er ligesom ingen derinde.
Hun krummer sig igen sammen under dynen og prøver kun at koncentrere sig om at lade en negl følge mønsteret i pudebetrækket.