Dias 3

Hun har svært ved at koncentrere sig om adjektivernes danske bøjninger. Tankerne løber hele tiden hjem. Hoang burde have en ubekymret dag i børnehaven, men er jo nødt til at blive hjemme hos sin far. Hoang er instrueret i hvordan han skal løbe over i naboblokken efter farmor, hvis hans far besvimer. Men farmor kan jo ikke tale dansk og hvordan skal de så skaffe hjælp. Ham fra fagforeningen har været på besøg flere gange og prøver vist at hjælpe med noget erstatning. Socialrådgiveren siger at det er vigtigt at hun passer sit sprogkursus og sønnen sin børnehave. Det er vigtigt for integrationen og ellers kan de jo blive nødt til at tage pengene. Lægen siger at hendes mand ikke må være alene.

Hun har prøvet at spørge sproglæreren om hun kan gøre noget, men læreren får våde øjne og siger; du skal se, det skal nok gå.

Dias 2

Hun smutter lige i Brugsen, synes ikke det er nødvendigt at gøre noget særligt ud af sig selv for det. Ved da godt at hun ikke er det kønneste syn i det slidte joggingtøj, men det er så behageligt at have på. Særligt her efter den tredje fødsel, hvor hun ligesom har accepteret at figuren er blevet noget fyldigere.

Hun køber margarine, hakket svinekød og BKI til kaffemaskinen. Prince og Ceres til manden, mælkesnitter til børnenes madpakker.

På vej hjem tænker hun over forældremødet på skolen i aftes. De havde vist alle følt sig lidt utrygge ved det dér børnestavning, deres børn skulle skrive. Hvorfor kunne de ikke bare lære at stave ordentligt fra starten. Det var da noget underligt noget, at man ikke skulle rette, når de skrev forkert. Men det giver dem lyst til at skrive fra små af, de oplever at de kan skrive, havde læreren sagt. Ja, men hvad hjælper det, når vi ikke kan læse det. Skal de nu ikke lige lære at læse først, som da vi gik i skole. Der var mange der havde bidraget med erfaringer fra egen skoletid og det havde nok givet læreren noget at tænke over. De unge lærere havde i det hele taget en noget slap holdning til børnene. Det var jo snart hver anden dag de skulle i skoven eller til åen eller på kunstudstilling.

Hun føler sig ekstra forpligtet til at opdrage på børnene, når de kommer hjem efter så løs en skoledag. Hun råber meget for ligesom at balancere at lærerne taler med lave, indsmigrende stemmer til dem. Hun slår ikke, det er jo ulovligt, men når manden giver dem en lussing eller hiver dem i ørerne, siger hun ikke noget. Det kan jo være nødvendigt og man skal ikke blande sig i noget og de har da i øvrigt ikke selv taget skade af et dask og en endefuld engang imellem.

Dias 1

Dias 1

Hun er næsten færdig med brevet til borgeren, hun har ikke rigtigt vænnet sig til, at de ikke må sige klient mere. Hun slår paragrafferne efter og tilføjer klagevejledningen. Borgerens sygedagpenge vil blive stoppet, da hun har undladt at medvirke til hurtigst mulig tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Hun har vendt sagen både med sin faglige leder og sin teamleder. Der er ingen tvivl om lovens intention og vores opgave er jo at forvalte lovgivningen. Optræde professionelt og påtage os myndighed. Om hun havde et problem med det?

Hun udskriver brevet, putter det i kuverten og lægger det i udbakken i forkontoret.

Hun sidder lidt på sin plads og føler sig tom indeni.

Billeder af samtaler med borgere og ledelsens kølige attitude flimrer forbi. Det trykker i hovedet og følelsen af ikke at magte sit job, at det er forkert at blive personligt berørt dukker op. En knugen i maven over at skulle undertrykke sin fornemmelse for, hvad der er ordentlig og anstændig behandling af mennesker tager til.

Hun forestiller sig at hun rejser sig, finder brevet i udbakken, kører det gennem makulatoren. Lægger sine få personlige ejendele fra skuffen i sin taske. Skriver en kort mail med sin opsigelse til ledelsen. Trykker send, skubber kontorstolen på plads og med ret ryg forlader kontoret.

Fantasien gør hende opstemt, men hun ved at hun ikke vil få det gjort. Ved godt at der bare er en anden socialrådgiver, der vil skrive brevet til borgeren. Som nu mister sit økonomiske fundament, fordi hun har sagt nej tak til livsforlængende behandling af sin terminale cancer.