Forfatter: Lone

Kvinderne går på den smalle klippesti. Deres rygge er ranke, deres pander oprejste under de tunge blikspande fyldt med vand. Deres nøgne fødder finder hurtigt og sikkert det næste fodfæste. Lægmuskler spændes og slappes. Kvinderne bærer kangaer i klare farver bundet over brystet. Skuldre og lægge er nøgne og den mørke hud glinser snart af sved og dråber fra spanden, der ved den mindste uforsigtige bevægelse skvulper over. Et spædbarn vugges i søvn på ryggen. Et andet vågner og drejes om, så den søgende mund kan finde brystvorten.
Kvinderne synger, de næsten danser afsted på stien. Skuldre, bækken og ben bevæger sig i hurtig rytmisk takt til sangen. Ryggene ranke, panderne rejste. Luften er fyldt med latter og øjnene er glade og levende. Pole pole, lyder det ind imellem, når stien skråner.
Nu nærmer de sig landsbyen, sangen stilner af og forstummer så helt. Læberne lukker for smilene og øjnene slås ned, men panderne er stadig oprejste under byrden. Mændene skal ikke have del i deres hemmelighed; sangen.

På bjergskråningen går Alpaca-fårene med deres tynde ben og lange pels. De nipper af det tørre græs. Et par store drenge sidder og spiller panfløjte. De bærer strikkede huer i mange farver og mønstre. En gammel mand sidder på en sten og væver bælter. Kvinder i alle aldre henter vand i spande, som de bærer i åg på skuldrene. De samler brænde, som de bundter og bærer hjem på ryggen med en rem om panden. Kondorer flyver højt og majestætisk i det kolde blå himmelrum.
Pludselig lander en af de store fugle på et klippefremspring. Dens landing er tung og langsom og dog elastisk. Den spejder efter et bytte. Letter med kraftige lydløse vingeslag og styrter sig med dødsfart over et spædbarn. Snøret i uldne tæpper med farvestrålende bånd om. Efterladt på jorden i et uagtsomt øjeblik, mens den unge mor skæmter med en fløjtespillende dreng. Hendes skrig gjalder mellem bjergsiderne, da fuglen letter med barnet i sine klør. Ekkoet fortager sig og alt bliver stille.
Får og mennesker stirrer mod himlen, hvor den hellige fugl med sit bytte stiger og stiger. Bånd og tæpper vikles fra bylten og svæver mod jorden. Barnets små buttede arme og ben basker i forundring over friheden. Det stiger med fuglen. Bliver gyldent.
Guden har taget sit offer.

Flagermusen overfalder det nøgne bryst. Fuglen med det gule øje bider næbbet fast i hans øre. Han falder og falder, forsvinder i mørke.
Fra hans skød vokser en sort rose. Den strækker sin stængel mod himlen. Folder sig ud mod solen og åbenbarer en skarlagensrød skorpion.
Den får spindelvævsvinger, letter og svæver. Hvirvler rundt og op i universet. Den snurrer rundt og rundt, ud og ud med uendelig fart. Blå og hvide planeter passerer forbi. Til sidst når den lyset. Det blændende skarpe hvide lys.
Da falder et lyserødt spædbarn. Det falder og falder gennem mørke og planeter. Det lander i havet og sender et hvidt skumsprøjt i vejret. Dråberne falder i havet igen og alt bliver stille, stille.
Så kommer en kluntet brumbasse. Brummer og summer højere og højere. Dens øjne fylder hele verden, den ombestemmer sig og flyver væk. Havet bliver sort, himlen violet og purpur.
Flagermusen kommer langt borte som en prik i det røde. Vokser sig større og større. Tager så et pludseligt dyk opad lige inden den ville have ramt min pande. Nu er himlen hvid med lidt turkis. Verden vibrerer, en fornemmelse af voldsom aktivitet og sitren.
Men alting synes uforandret.

Ophidselsen havde besat hendes krop. Hendes åndedræt var tungt og hurtigt. Hun var en sitrende spændthed. Denne uforløste spænding var bygget op til det næsten uudholdelige over flere dage. En mand havde strejfet hende, et blik brændt sig fast i mørke pupiller. Et par bløde læber havde skiltes, en finger strejfet en arm, et knæ hvilet mod et lår. Hun måtte flygte fra sig selv, for ikke at give efter for lysten til et dunkende lem mod underlivet. Hun måtte ikke lade begæret råde, hun havde lovet troskab til en anden mand.
Hun gik i sneen for at køle blodets brændende pulseren i kroppen, hun lænede sig mod et træ, men så ham straks for sig. Tage hende hårdt og dybt mod træet. Hun løb, kunne hun dog bare udmatte sin krop, slippe ud af dette pinefulde begær. Hun blev svedig og træt af at løbe i den dybe sne. Hun var langt inde i skoven nu, gik videre med sneens knasen under fødderne.
Et lille mærkeligt hus dukkede op. Taget var knækket sammen på midten, så muren var revnet og murværket bulede ud. De rudeløse vinduer hang skævt på hasperne. Højt oppe sad et lille buet glughul. En enkelt vinduesramme lyste stærkt gult, ellers var alt vejrbidt og gråt. Et spøgelseshus. Skoven var helt stille, hun hørte kun sit eget åndedræt. Hun gik langsomt mod hullet i muren, hvor døren havde været.
Da blev alt sort, hun følte det som blev hun revet med i et kæmpedyb af mange stærke arme. Hun skreg og vred sig for at komme løs, men blev holdt fast i dette faldende mørke. Hendes ben blev skilt, der blev flået i hendes varme bløde kød. En tyngde mod hendes underliv. Verden drejede rundt, hurtigere og hurtigere snurrede hun og steg op, opad. Bølger af varme bredte sig i stød i hendes krop og langsomt holdt verden op at dreje.
Hun åbnede øjnene. Hun lå udstrakt og forløst i sneen. Imellem træerne så hun i langsom galop en elgtyr forsvinde.

En mandsling med erigeret lem står på de små skrævende ben og med hænderne i siden. Hans store hoved sidder på stærke hals- og skuldermuskler. Hans øjne er frække, liderlige. Han strækker tungen ud og slikker sit pikhovede. Bag dværgen brænder en ild. Stærkt orange og rødt står flammerne som et levende lyshav.
Kvinden ligger alene og nøgen på en seng betrukket med violette silkelagner. Hun vrider sin lyse krop i lyst. Silken føles kold og glat mod hendes hud. Hun vil ikke røre sig selv, nyder pinen i ophidselsen. Ind kommer en sort mand. Han er nøgen. Kun hans øjne lyser hvidt. Hans hud er helt sort og han er kun sparsomt behåret. Små fine krushår på brystet. De kan trækkes ud og snor sig igen sammen til små hårde spiraler. Hans håndflader og fodsåler er lyse. Hans tunge er rød. Hans pik er sort og hård.
En sort dværg. Et himmellegeme. Det suger al lys til sig. Sort liderlighed. En hvid dværg skinner hvidt. Den sorte og den hvide dværg drages mod hinanden. Rejser tusind mil med rivende fart over himlen. Den hvide skinner, den sorte suger til sig. Sluger den hvide dværg med sin krop. Den sorte dværg skinner, lyser sort. Kommer med flyvende fart mod kvinden. Hun skriger og forsøger at flygte. Men han har allerede boret sig ind i hende. Er ved at fortære hende, stjæle alt hendes hvide lys. Hun vågner opfyldt af lyst og skræk. Det er mørk nat, hun står op. Hviler sin hede pande mod det kolde spejl. Angst løfter hun blikket og ser den hvide dværg. Han griner ondt og viser hende sin røde tunge. Hun flygter baglæns, fastholdt af hans hånende blik. Hun snubler og falder.
Lander på en fjedrende kølig bund. En blomstereng. Bellis og følfod. Hun fletter en krans. Binder den om sit mørke hår. Løber over det saftige grønne græs. En mand kommer imod hende. Hithcliff, råber hun og griner. De tumler sammen rundt i græsset. Griner, slås, kæmper. De bliver stille, ser i hinandens øjne, mens deres kroppe mødes. Blå, blå øjne. Bagefter kilder han hende med et strå. De rejser sig og løber mod skoven. Han vælger en anden vej og hun kommer til et lille hus. En gammel dværg åbner for hende. Serverer brændenældesuppe. Han putter hende og lader hende græde mod sit hvide skæg.

Månen var orange den nat. Han ku’ ikke sove. Satte sig op i sengen og pillede tæer. De var sure. Han måtte op og gå lidt rundt. Han skænkede et glas rødvin og tog smøgerne med udenfor. Det var køligt og stille. Mærkeligt stille. Det var som månen trak i ham. Der var vist noget med, at det var den, der kontrollerede tidevandet og så ku’ den vel også trække i et menneske, vi bestod jo af 90% vand eller var det vandmændene? Nå, han frøs lidt og besluttede at tænde et bål af det gamle kvas bagest i haven. Røgen steg lige op og gjorde månen utydelig. De visne blade krøllede i ilden. Han sad lidt og fik varmen, men måtte op og gå igen.
Han følte sig underligt rastløs og drev op mod den gamle galgebakke bag huset. Han anede en silhuet mod månen på vej op ad bakken. Af en hund eller… Pludselig sprang koldsveden frem over hele kroppen, var der ikke noget med ulve og måner.
I næste nu satte hun med et hyl af imod ham.

Hver aften efter maden, når hun havde serveret kaffen foran fjernsynet, sad hun og stirrede på ham. Efterhånden som aftenen skred frem afskyede hun ham mere og mere. Det var det samme aften efter aften, hun kunne ikke lade være med at stirre på hans ækle korpus og lade sin irritation bygge sig op. Se nu den måde hvorpå han fandt et næsehår og med tommel og pegefingeren i et ryk rev det ud. Han kiggede på det og lod det falde til gulvet. Han fandt et nyt og gentog operationen. Nu tændte han piben og lagde den afbrændte tændstik tilbage i æsken. Var der noget mere irriterende end afbrændte tændstikker i æsken. Han sad opslugt af det der foregik på skærmen og kradsede i sit skæg. Han blev ved og ved, det var modbydeligt. Selvom stemmerne fra fjernsynet fyldte rummet, kunne hun fornemme denne kradsende lyd, som en isnende rislen ned ad ryggen. Nu skubbede han skoene af og lagde fødderne op på sofabordet. Han sad og vippede med tæerne. Denne vellystige vippen med tæerne, hvor var han forfærdeligt barnagtig. Tæerne inde i strømperne var en uudholdelig intimitet, en blufærdighedskrænkelse. Hun ville ikke se på det, men kunne ikke lade være.
Det samme hver aften. Efter Deadline kl. 23 løsrev hun sig, samlede kopperne sammen og gik på badeværelset. Når hun var færdig, stod han altid uden for døren, kradsede sig på maven: “Nå, skal vi se at hoppe i kanen, lille mor.” Hun svarede ham aldrig, pressede sig hastigt forbi ham og gik i seng. Vendte ryggen til hans side og slukkede sengelampen. “Tja, det bliver godt med én på øjet, der er jo en dag igen i morgen.” Samme replik hver aften, når han tungt lod sig falde ned i sin halvdel af sengen. Det var flere år siden han var krøbet over til hende, han skulle også bare lige prøve! Han faldt altid hurtigt snorkende i søvn og hun lå længe vågen med irritationen bølgende i kroppen.
En aften med det sædvanlige næse- og skægpilleri, afbrændte tændstikker og vippende tæer rejste hun sig pludselig fra stolen. Han kiggede forbavset op, da hun imod sædvane gik ud i køkkenet, kun halvt henne i programmet. Da hun kom ind igen, stillede hun sig bag hans stol. “Er der noget i vejen, lille mor?” spurgte han med blikket rettet mod skærmen. Dette “lille mor” afgjorde sagen, hvis hun havde følt et lille stik af tvivl.
Hun stak kniven i ham igen og igen.

virkelig at komme hjem til sin by
husenes graffiti og pisklatterne, de indtørrede, i portene
asfalten som er så smuk når det er nat og har regnet og man er depressiv
og melankolsk
og ønsker sin elskede tilbage, selvom man ved at det slet, slet ikke går
lidt samme bundfortvivlelse som smukke konstruktioner
i london, bristol, nice, paris
erfaret skarphed
også i luften, som morgener i september.

Hun havde ikke noget frimærke. Overbeviste sig selv om, at det var derfor hun ikke fik sendt brevet. John havde været hos hende i weekenden, som han næsten altid var. Han havde hånet hende, fordi hun var bange for så mange ting.
Kun når det var absolut nødvendigt, gik hun uden for lejligheden. Prøvede at klare indkøbene for fjorten dage ad gangen og altid hos den nærmeste købmand. Selvom det var dyrere og der var et mindre sortiment. Blot tanken om supermarkeder gav hende koldsved. Hun turde ikke gå ud på altanen, ja det krævede overvindelse blot at åbne vinduet for at lufte ud. Dagen gik med rengøring, hun støvsugede og vaskede ind i alle kroge. Tanken om støvmider gjorde hende panisk. Hun vaskede sengetøjet hver morgen, skoldede alt bestik, støvsugede sine bøger, skilte stikkontakterne ad og lagde dem i blød i sæbevand, afvaskede køleskabet i klorin. Skraldespanden lod hun dumpe i skakten mindst fem gange om dagen. Sammenlagt brugte hun to timer under den skoldhede bruser, skrubbende sin krop med hamphandsken. Hendes hud var altid rød og irriteret, tøjet kradsede mod den mishandlede hud, så hun måtte skifte og vaske det flere gange om dagen.
Hun havde aldrig været vild med at færdes, hvor der var mange mennesker, men efter hun havde mødt John på et selvrealisations-kursus var det blevet stadig værre. Hun følte sig fanget ind i denne maniske rengøring.
John var en lidenskabelig elsker, voldsom og udholdende. Hun kunne godt savne at han aldrig viste ømhed, men han ville ikke være hendes far, sagde han. Og hun nød det jo også, han kunne altid tænde og tilfredsstille hende. Men bagefter tænkte hun ofte på det med skam. Han ydmygede hende jo, vaskede sig sjældent inden de var sammen, kradsede hende med sine skægstubbe, skiftede ikke sokker hele weekenden og efterlod cigaretrøg, så hun måtte vaske gardiner hver søndag nat, når han var gået.
John hånede hende ofte for hendes angst, men denne weekend havde han været modbydelig. Han havde fundet en edderkop, måske havde han selv haft den med, ellers forstod hun ikke hvor den kunne have gemt sig. Han havde ladet den kravle på sin hånd og tvunget hende til at se på det. Så havde han flået tøjet af hende og havde holdt hendes arme fast, mens han tog hende. Men det værste var edderkoppen, han lod den krybe med sine klæbrige fødder over hendes bryst. Hun var kommet så voldsomt, at hun et øjeblik havde mistet bevidstheden.
Da han var taget af sted, havde hun brugt hele natten på at finde edderkoppen. I et hjørne af vindueskarmen sad den. Hun tænkte først, at hun ville slå den med fluesmækkeren og derpå støvsuge den op, men tanken om at den kunne krybe ud af støvsugerrøret gjorde hende rædselsslagen. I stedet havde hun fanget den under et glas og spiddet den mod karmen med en nål. Hun havde flået dens ben af med en pincet og overhældt den med eddikesyre. Hun vidste ikke hvad der var gået af hende. Bagefter var hun rolig.
Hun havde skrevet et brev til John, hvor hun forbød ham at komme mere, hun ville opsøge en psykiater og starte forfra, aldrig se ham mere. Men hun havde ikke noget frimærke.

Hyæner og gribbe slås om det sårede dyr. De flår kødet af i store blodige lunser. Skriger deres lystfyldte aggression mod himlen. Bagefter sidder de med blodige næb og klør og gisper over deres hadefulde hjerter. Siden skilles de, stiger mod klippen, løber mod skjulet på savannen. Ligger med bange bankende hjerter, men fristes igen og igen af det lystfyldte blodorgie. De får aldrig nok, drages igen og igen mod den fælles ekstase. Hyler forgæves mod månen med de andre ulve, ved at deres hjerter er dømt til higen efter simpel lyst og tilfredsstillelse.