Frimærket

Hun havde ikke noget frimærke. Overbeviste sig selv om, at det var derfor hun ikke fik sendt brevet. John havde været hos hende i weekenden, som han næsten altid var. Han havde hånet hende, fordi hun var bange for så mange ting.
Kun når det var absolut nødvendigt, gik hun uden for lejligheden. Prøvede at klare indkøbene for fjorten dage ad gangen og altid hos den nærmeste købmand. Selvom det var dyrere og der var et mindre sortiment. Blot tanken om supermarkeder gav hende koldsved. Hun turde ikke gå ud på altanen, ja det krævede overvindelse blot at åbne vinduet for at lufte ud. Dagen gik med rengøring, hun støvsugede og vaskede ind i alle kroge. Tanken om støvmider gjorde hende panisk. Hun vaskede sengetøjet hver morgen, skoldede alt bestik, støvsugede sine bøger, skilte stikkontakterne ad og lagde dem i blød i sæbevand, afvaskede køleskabet i klorin. Skraldespanden lod hun dumpe i skakten mindst fem gange om dagen. Sammenlagt brugte hun to timer under den skoldhede bruser, skrubbende sin krop med hamphandsken. Hendes hud var altid rød og irriteret, tøjet kradsede mod den mishandlede hud, så hun måtte skifte og vaske det flere gange om dagen.
Hun havde aldrig været vild med at færdes, hvor der var mange mennesker, men efter hun havde mødt John på et selvrealisations-kursus var det blevet stadig værre. Hun følte sig fanget ind i denne maniske rengøring.
John var en lidenskabelig elsker, voldsom og udholdende. Hun kunne godt savne at han aldrig viste ømhed, men han ville ikke være hendes far, sagde han. Og hun nød det jo også, han kunne altid tænde og tilfredsstille hende. Men bagefter tænkte hun ofte på det med skam. Han ydmygede hende jo, vaskede sig sjældent inden de var sammen, kradsede hende med sine skægstubbe, skiftede ikke sokker hele weekenden og efterlod cigaretrøg, så hun måtte vaske gardiner hver søndag nat, når han var gået.
John hånede hende ofte for hendes angst, men denne weekend havde han været modbydelig. Han havde fundet en edderkop, måske havde han selv haft den med, ellers forstod hun ikke hvor den kunne have gemt sig. Han havde ladet den kravle på sin hånd og tvunget hende til at se på det. Så havde han flået tøjet af hende og havde holdt hendes arme fast, mens han tog hende. Men det værste var edderkoppen, han lod den krybe med sine klæbrige fødder over hendes bryst. Hun var kommet så voldsomt, at hun et øjeblik havde mistet bevidstheden.
Da han var taget af sted, havde hun brugt hele natten på at finde edderkoppen. I et hjørne af vindueskarmen sad den. Hun tænkte først, at hun ville slå den med fluesmækkeren og derpå støvsuge den op, men tanken om at den kunne krybe ud af støvsugerrøret gjorde hende rædselsslagen. I stedet havde hun fanget den under et glas og spiddet den mod karmen med en nål. Hun havde flået dens ben af med en pincet og overhældt den med eddikesyre. Hun vidste ikke hvad der var gået af hende. Bagefter var hun rolig.
Hun havde skrevet et brev til John, hvor hun forbød ham at komme mere, hun ville opsøge en psykiater og starte forfra, aldrig se ham mere. Men hun havde ikke noget frimærke.