Forfatter: Lone

Min brors dag

Min bror svarede kun med enstavelsesord. Hans mund var en lille hård rosin og hans øjne stirrede mørkt skråt ned mod bordet under hele måltidet. Og det skulle jo ellers være hans festlige dag og vores far havde spenderet en dyr platte på den kongeligt privilegerede kro placeret dansk og idyllisk i den nyudsprungne bøgeskov. Vi var kun de nærmeste for min bror havde vekslet en stor fest til en skiferie tidligere på året. De nærmeste inkluderede udover vores forældre, min bror og jeg, min fars elskerinde.
Ikke at mine forældre var særligt frisindede eller på anden måde 68’er-agtige selvom de strengt taget tilhørte den generation. Min fars elskerinde var vel nærmest en anden hustru, endnu en ven for livet, som mine forældre udtrykte det. Det var ikke noget mine forældre talte højt om og det var heller ikke noget min bror og jeg skulle tale med nogen om lod de os forstå. For min mors skyld, hed det sig.
Da jeg året tidligere havde fattet mistanke til min fars ugentlige overnatning uden for hjemmet og stædigt havde spurgt ind til hvor han var, havde min mor ikke kunnet lyve, men fortalte at han så en dame i København. Da jeg straks fik associationer til gadens kvinder i lårkort læder og netstrømper, kom jeg til at grine af overraskelse og vantro da min far fortalte at det var naboens voksne, men lidt klodsede datter med usmarte briller og tics ved det ene øje. Min far forvekslede mit grin med lettelse og accept og så blev det vores lille families fælles hemmelighed. Min egen seksualitet var så småt begyndt at spire og jeg fandt det provokerende og grænseoverskridende at min far havde to kvinder, når jeg ikke kunne få mig selv til at spørge den dreng, jeg var forelsket i.
At de nu ville gøre elskerinden til en del af den nærmeste familie protesterede min bror imod med sin tavse indædte surhed. Mens vi spiste var stemningen anstrengt. Elskerinden lo sin skingre nervøse latter uafbrudt. Min far og mor forsøgte at konversere hverdagsagtigt og jeg spillede høfligt med i et forsøg på at slippe ud af den kunstige pinagtighed. Min bror sagde ingenting.
Efter måltidet, der var overraskende hurtigt overstået, foreslog min far at vi spadserede en tur i skoven. Jeg gik foran med min bror og forsøgte at få ham til at tale ved at fortælle at jeg fandt det dybt åndssvagt og egentlig også tarveligt at hun skulle være med, når det nu var hans fest. Han svarede slet ikke så blot mere og mere sammenbidt ud. – Vi kunne også bare løbe væk, gemme os for dem, foreslog jeg barnligt. – Kom, kom vi løber. Jeg hev i hans trøje, først strittede han imod, men så løb han med. Vi løb et stykke ad skovstien, så drejede han af og løb ind i skoven. Jeg tog et par skridt efter ham, men kunne ikke se hvor han var blevet af. Jeg kaldte, men da jeg ikke fik noget svar gik jeg tilbage til skovstien. Pludselig brasede han ud fra skoven med en stor grankæp i hænderne. De voksne var næsten nået hen til os. Min bror styrede direkte mod vores far og snurrede rundt med kæppen så den fik en forbløffende kraft i betragtning af min brors spinkle krop. Han ramte vores far på det ene øre. Han faldt øjeblikkeligt til jorden som var stikket blevet trukket. Min mor skreg. Elskerinden hvinede. Jeg stod helt lammet, men min bror smilede.

En mor

“Jørn er stadig meget påvirket af det der skete. Han er ikke rigtig glad mere. Han har mistet sin afvæbnende humor. Det påvirker os allesammen. Vi mangler ham som katalysator. Støder sammen hele tiden.” Anettes åndedræt var blevet kort, hun pillede lidt ved dugen og så på sin mor.
“Ja, men det går nok fint. Har du hørt at Vackers hvalp fra sidste år har fået et kuld på syv, den er jo hos Ruth nu.”
“Det er faktisk en sorg. En afsked jeg skal tage med ham, som den han var før.”
“Nu skal vi også til at afsted”, sagde moderen og glattede nederdelen.
“Mor, hører du slet ikke efter.” Anette hørte sin egen desperation.
“Jo, jo.”
“Jeg prøver at tale med dig om noget der er meget svært for os lige nu – er det ikke vigtigt?”
“Jo, jo, men jeg er sikker på det bliver fint alt sammen. Nu fodrer jeg lige Vacker og Schøne, så går vi.” Moderen rejste sig og begyndte at samle kaffekopperne sammen.
“Kunne Maj være hos jer et par dage. Så Jørn og jeg kunne gøre noget alene sammen. Jeg tror det ville være godt ikke hele tiden at have familien til at køre også.”
“Jaae….det ved jeg ikke, det er nok lidt meget og hvis hun nu får hjemve.” Moderen rystede dækkeservietten for nogle krummer, der ikke var der.
“Men mor, det er kun Maj, så lille er hun altså heller ikke, de store kan være hos nogle kammerater.”
“Jeg tror I bliver glade for at klare det selv, det har far og jeg altid gjort.”
“Mor… ville du ønske at du ikke havde børn?”
“Nej, vi har da haft det så dejligt da I var små.” Konsolurets tikken fyldte den stille stue.
“Jeg er sikker på at alt nok skal blive fint.” Moderen forlod stuen med bakken og Anette sad tilbage på stolen og følte sig som et tomt hylster.
“Tag om mig mor”, hviskede hun og lagde hikstende ansigtet i hænderne.
Moderen skramlede med hundeskålene og hørte hende vist ikke.

Gevinsten

Han smed sig udmattet i lænestolen, da han kom hjem. Hans kone lagde sig på knæ og løsnede hans snørebånd. Hun gik ud i køkkenet og hentede en kold øl til ham. Hun anbragte den på sofabordet sammen med avisen og dagens post. Hun tændte læselampen og hentede hans briller og papirkniven. I det samme kom drengene hjem fra fodbold, så hun skyndte sig ud i entréen for at tysse på dem.
Han tog en stor slurk af øllet, ræbede og sprættede de første par breve op. Det var rudekuverter fra henholdsvis olieselskabet og bilforsikringen. Han bandede og åbnede det næste brev. Det var et lavendelduftende brev fra hans svigermor. Flere tætskrevne sider med sirlig håndskrift. Egentlig var det til hans kone, men hun vidste at han ønskede at gennemse al posten før hende. Han gad ikke læse svigermorens brev, foldede det sammen til en kugle og sendte det hen i hjørnet. Det fjerde brev var fra Danske Spil. Han åbnede det, læste og stivnede et kort øjeblik. Et spjæt gik gennem hans krop og hjertet var holdt op med at slå.
Kort efter kom hans kone ind i stuen. Da hun så ham sidde i den akavede stilling, kaldte hun forsigtigt på ham. Ved hans vedholdende stive stirren gik det op for hende, hvad der var sket. Hun udstødte en jamren, greb resolut papirkniven og stak den i sit bryst. Hun segnede om på det nydelige lyse tæppe i en blodpøl.
De to drenge havde drukket saftevand i køkkenet og kom nu ind i stuen med deres lektier. Da de så deres døde forældre, gik de i panik og sprang begge ud af det store panoramavindue. Da familien boede på 5. sal, blev denne affekthandling en brat afslutning på drengenes liv.
Et let vindstød stod ind gennem den ødelagte rude og hvirvlede brevet op fra mandens skød. Det snurrede rundt et par gange, svævede så ud ad vinduet og ned ad gaden.
En ung mand gik i sine egne tanker, da brevet landede for hans fødder. Han samlede det op og læste: “Det er hermed Danske Spil en glæde at meddele Dem at De har vundet godt fem millioner i Tips”. “Gid det var mig,” tænkte drengen og rev distræt drømmende brevet i småstykker, mens han fortsatte ned ad gaden.

Barndom

Barndommens endeløse sommerdage, hvor vi løb ud på bare tæer uden morgenmad eller tandbørstning. Tidseltorne i en tå og brændenældebrændte ben, der måtte kartoffelmel på. Den søde duft af solbrændt hud, når man stak næsen i albuebøjningen. Nybagt brød med hjemmelavet jordbærsyltetøj. Den sødt-syrlige duft fra tomatplanterne vi nippede med gule fingre.
Hushøj skvalderkål man kunne blive væk i. Den tørre lugt fra Foderstoffen, kontordamen havde elskov med gårdejeren i sin parkerede bil ved grøftekanten. Vi forstod at hun var den utugtige.
Dage ved vandet, vi fangede rejer i net udspændt på cykelfælge. De var grå og uanselige, men blev stærkt røde, når vi skoldede dem. Nyrøget hornfisk med de grønne ben fra røgerens lille hvide hus. Fryden ved at fange krabber, der kunne bide i tæerne. Blæretangens sprøde smæld, når man klemte den.
Og altid fik vi buksebenene i cykelkæden.