Elgen

Ophidselsen havde besat hendes krop. Hendes åndedræt var tungt og hurtigt. Hun var en sitrende spændthed. Denne uforløste spænding var bygget op til det næsten uudholdelige over flere dage. En mand havde strejfet hende, et blik brændt sig fast i mørke pupiller. Et par bløde læber havde skiltes, en finger strejfet en arm, et knæ hvilet mod et lår. Hun måtte flygte fra sig selv, for ikke at give efter for lysten til et dunkende lem mod underlivet. Hun måtte ikke lade begæret råde, hun havde lovet troskab til en anden mand.
Hun gik i sneen for at køle blodets brændende pulseren i kroppen, hun lænede sig mod et træ, men så ham straks for sig. Tage hende hårdt og dybt mod træet. Hun løb, kunne hun dog bare udmatte sin krop, slippe ud af dette pinefulde begær. Hun blev svedig og træt af at løbe i den dybe sne. Hun var langt inde i skoven nu, gik videre med sneens knasen under fødderne.
Et lille mærkeligt hus dukkede op. Taget var knækket sammen på midten, så muren var revnet og murværket bulede ud. De rudeløse vinduer hang skævt på hasperne. Højt oppe sad et lille buet glughul. En enkelt vinduesramme lyste stærkt gult, ellers var alt vejrbidt og gråt. Et spøgelseshus. Skoven var helt stille, hun hørte kun sit eget åndedræt. Hun gik langsomt mod hullet i muren, hvor døren havde været.
Da blev alt sort, hun følte det som blev hun revet med i et kæmpedyb af mange stærke arme. Hun skreg og vred sig for at komme løs, men blev holdt fast i dette faldende mørke. Hendes ben blev skilt, der blev flået i hendes varme bløde kød. En tyngde mod hendes underliv. Verden drejede rundt, hurtigere og hurtigere snurrede hun og steg op, opad. Bølger af varme bredte sig i stød i hendes krop og langsomt holdt verden op at dreje.
Hun åbnede øjnene. Hun lå udstrakt og forløst i sneen. Imellem træerne så hun i langsom galop en elgtyr forsvinde.