Lone Kramer

Hvordan er forholdet mellem den offentlige sektor og den frivillige sektor? Udvikling af statens frivilligpolitik hviler på fire greb, der er bygget oven på hinanden: Frivillighed som modsætning, som supplement, som kvalitet og som metode.

Frivillighed som modsætning:

Staten og det politiske får fra 80’erne og frem til i dag øje på, at de frivillige kan noget, som de offentlige velfærdsydelser ikke kan. Der er tale om en række modsætninger.

Der er en grundlæggende præmis om at frivilligheden er alt det, det offentlige ikke er, og derfor ønsker man politisk at fremme de frivillige kvaliteter.

Frivillighed som supplement:

Ved at inddrage frivillige i løsningen af opgaver oplever det offentlige at kunne finde utraditionelle, bedre og billigere løsninger. Det offentlige og det frivillige skal supplere hinanden og derved skabe en større helhed i indsatsen. Det er det offentlige der har hovedansvaret, men de frivillige er et vigtigt supplement, da de ofte kan skabe en anden form for tillid og kontakt mellem mennesker. De frivillige leverer altså noget ekstra, som det offentlige ikke forventes at kunne levere. Der må ikke være tale om en erstatning, hvor de frivillige overtager lønnet og uddannet arbejdskraft.

Frivillighed som kvalitet:

Det offentliges syn på det frivillige supplement har udviklet sig fra 80’erne, hvor den frivillige indsats sås som god i sig selv, blot fordi den var frivillig og anderledes, til en proces med opstilling af kvalitetsmål og måling af målenes opfyldelse. Man ønsker både at respektere de frivilliges ret til selv at vælge og prioritere deres opgaver, og at de har beskrevet deres værdier, mål og rammer. Det offentlige ønsker at uddanne de frivillige for at sikre indsatsens kvalitet, man afsætter støtte til kursusaktiviteter for de frivillige. Man ønsker at kunne vurdere, hvad der virker og at kunne sammenligne indsatser. Kvalitet bliver således lig med at de frivillige begrænser og disciplinerer sig selv, de skal forpligtige sig og der skal være styr på dem. Frivillighed er ikke længere blot godt i sig selv.

Frivillighed som metode:

Det offentlige forsøger at klæde de frivilliges organisationer på til at leve op til statens forventninger til deres kvalitet. Man benytter performance management som styringsværktøj, for at finde ud af hvilke metoder, der virker og hvilke der ikke gør, og for at få de frivilliges organisationer til at reflektere over det. Det offentlige ønsker dokumentation for resultaterne af den frivillige indsats, og når puljemidler skal fordeles, opererer man med specifikke, målbare, realistiske og tidsbestemte succeskriterier. Således udvikler de frivilliges organisationer et løsningsfikseret fokus, og de bliver bedre til at styre sig selv i den af staten ønskede retning.

Modsætninger mødes i frivilligpolitikken

Frivillighedens logik er ubestemmelig, uberegnelig og spontan. Den politiske logik er derimod kendetegnet ved regularitet, sikkerhed og planlægning. Disse modsætninger forsøger man at få til at mødes i frivilligpolitikken.

Frivillighedens logik kan i sin natur ikke simpelt effektueres i en organisations beslutninger. Organisationen har kun begrænsede muligheder for at styre frivilligheden i en bestemt retning.

Det offentlige må gøre sig klart, hvorfor de frivillige kan være et vigtigt bidrag, og det må have modet til at rumme, at ikke alt kommer til at fungere på de professionelles præmisser, når de frivillige inviteres ind. Man må erkende, at man med de frivillige også inviterer et anarkistisk element indenfor i det ellers institutionaliserede og formaliserede. Det kan være forfriskende og skabe liv i det rutinerede, men kan også skabe en uforudsigelighed, hvor der før var sikkerhed.

Kilde: Anders La Cour: Frivillighedens logik og dens politik, 2014

Tendenser i udviklingen af det kommunale samarbejde med foreninger, professionalisering af foreningerne og en stigning i episodisk frivilligt arbejde.

Alle landets kommuner har samarbejdsaktiviteter med foreninger og organisationer. 64% af kommunerne har fælles projekter med frivillige i foreningerne. Gennem de sidste årtier er samarbejdet mellem kommuner og foreninger øget, og er blevet mere understøttet af strukturer og faste aftaler. Både partnerskaber og det nyere begreb samskabelse mellem kommuner og foreninger er mere udbredt igennem det sidste tiår. De to samarbejdsformer ligner hinanden meget, men partnerskaber er kendetegnet ved at være mere formaliserede og kontraktbaserede end samskabelse.

Der har dog været en nedgang i antallet af kommuner, der har frivilligråd, i 2021 findes de i 37 kommuner. Frivilligrådet repræsenterer de frivillige organisationer og inddrages typisk i politikudviklingen på frivilligområdet. På den ene side kan det frivillige engagement forny og forandre det offentliges tilbud til borgerne. På den anden side er det offentlige reguleret af lovgivning, budgetter og demokratisk kontrol. og det kan levne meget lidt plads til frivillig medbestemmelse. Inddragelse i politikudvikling kan således i praksis blive udfordret, da der kan opstå en konkurrence mellem det kommunale repræsentative demokrati og det frivillige demokrati.

70% af kommuner samarbejder også med aktive medborgere/hverdagsaktivister, som ikke er organiseret gennem traditionelle foreninger eller organisationer. Det er borgere som engagerer sig og ønsker at handle her-og-nu, ofte i forbindelse med akutte samfundskriser som flygtningestrømme, coronapandemi eller miljødagsordener. Den uorganiserede frivillighed i form af aktive borgere har dog altid eksisteret lokalt omkring fx et forsamlingshus der skal renoveres, en strand der skal renses eller en nabo der behøver ekstra hjælp. Kommunerne har oplevet og forventer også fremover et øget samarbejde med disse aktive frivillige borgere. Det øgede samarbejde med frivillige afspejler sig i antallet af ansatte frivillighedskoordinatorer og -konsulenter i kommunerne, ligesom frivilligcentre eller tilsvarende kommunale enheder er steget kraftigt. Kommunerne benytter sig dog i mindre grad end tidligere af selv at rekruttere frivillige.

Foreningerne gennemgår en øget professionalisering med større fokus på ledelse og bestyrelsesarbejdet. Mange steder gør man meget ud af velkomsten og onboardingen, der sikrer en forventningsafstemning og dermed forebyggelse af skuffelser og uoverensstemmelser. Kurser og kompetenceudvikling for de frivillige giver både en oplevelse af at kunne bidrage meningsfyldt, det opleves som anerkendelse og det skaber socialisering og fællesskabsfølelse. Alt sammen noget der fastholder motivationen og engagementet.

Gennemsnitligt 40% af danskerne var i 2019 frivillige, men hele 75% er frivillige på et tidspunkt i deres liv. Der er tale om lige mange mænd og kvinder. 68% af de frivillige udfører det frivillige arbejde i en forening eller organisation, yderligere 16 % er frivillige i en selvejende institution. I landkommunerne er der flere frivillige end i bykommunerne. På landet er det typisk de 60-69 årige, der er frivillige, det frivillige arbejde udføres oftest gennem en forening, og det sker især inden for kultur, idræt og fritidsområdet. I byerne er det typisk de 16-29 årige, der er frivillige, de er i mindre grad frivillige gennem en forening, og de er i højere grad episodisk frivillige og især inden for socialt arbejde. Uddannelsesmæssigt er der en højere sandsynlighed for at deltage i frivilligt arbejde, jo højere uddannelsesniveau man har.

I hele Norden er der en tendens mod at flere frivillige udfører episodisk frivilligt arbejde, dvs. løsningen af en specifik tidsafgrænset opgave fx indsamler for en nødhjælpsorganisation, medhjælper på en festival eller en årlig strandrydning. Færre af de episodisk frivillige er organiseret i en forening.

Kilde: CFSA (Center for Frivilligt Socialt Arbejde) Frivilligrapport 2019-2021

Foreningernes udfordringer er, at der er færre medlemmer post corona og fra generationerne ml. 25-56 år

Under corona faldt mange frivillige fra i foreningerne, som måtte indstille deres aktiviteter. De frafaldne er ikke alle vendt tilbage.

I de kommende år får vi mange flere børn under 7 år og flere ældre over 70 år, hvilket også udfordrer foreningernes medlemstal. Men ikke mindst generationsforskelle gør sig gældende i forhold til de frivillige i foreningerne. Hvis vi ser på de fem generationer mellem 16 og 89 år, er der nogle særlige kendetegn, der gør sig gældende for de enkelte generationer. Generationerne ser således ud – regn med plus-minus 5 år i en generation:

1.Mellemkrigsgenerationen født før 1945 +77 år: Hjælpe og samarbejde. Videregive erfaringer.

2.Babyboomer 1945-1965 +57 år: Fællesskabet og det sociale. Stor generation.

3.Generation X 1965-1980 +43 år: Konstant tidspres. Alt er vigtigt: karriere, børn, motion, venner.

4.Generation Y 1980-1996 +27 år: Entreprenante. Fællesskab i en anden form. Ved at etablere sig.

5.Generation Z 1996- 2010 -26 år: Fællesskab, bæredygtighed, læring. I gang med uddannelse.

Mellemkrigsgenerationen, Babyboomer og Generation Z er alle fællesskabsorienterede, hvorimod Generation X og Generation Y er individualister.

Foreningernes udfordringer er, at der er færre medlemmer fra de individualistiske generationer ml. 25-56 år. Strukturen i foreningerne må derfor genovervejes, da den kan spænde ben for engagementet. Fx kan stemmedemokrati med lavt fremmøde betyde at få kan bestemme over mange. Samtidig skal vi ikke altid tale om, at vi mangler nogen. Det gør blot dem, der er med, utilfredse. Organiser gerne med arbejdsdeling, der passer til de aktive i de forskellige generationer. Det er vigtigt at de eksisterende frivillige trives i foreningen, så de bliver gode ambassadører.

Det er fra teenageårene og til midt i 20’erne, vi grundlægger vores værdisæt og vi deler kollektive fortællinger, hvorfor det er særligt vigtigt at få fat i de unge. Men de unge ønsker oftest at engagere sig på en anden måde. Deres måde. Generation Z vil ledes, når de har brug for det, også selvom det fx er kl. 23. Så hvis man skal have nye frivillige, skal det også ske på deres præmisser.

Der er tendenser i retning af flygtighed, at vi ikke længere har et livsprojekt, men ’projekt mit liv’. En anden tendens er fleksibilitet, vi engagerer os tidsafgrænset – for en bestemt, måske kortere periode. Endelig er der en tendens til, at vi har mere fokus på opgaven og ikke på sagen. Det er opgaven eller en specifik interesse, der tænder engagementet.

En løsning kan være at organisere i interessecirkler, der arbejder med bestemte emner i stedet for lokalafdelinger, der skal kunne det hele. Interessecirkler på tværs af organisationen kunne fx være kommunikation, sociale arrangementer, faglige arrangementer, koordinering, udvikling etc. I cirklerne arbejder man på konsensus, fremfor stemmeflertal. Der lægges vægt på selvledelse og på helhed; at der er plads til det hele menneske rationelt, følelsesmæssigt, intuitivt og spirituelt. At der er tid til refleksion, færre møder og fleksible arbejdstider. Formålet forrykker sig til et kollektivt formål og ikke organisationens behov for at opretholde sig selv. Man bevæger sig fra ’forudsig-og- kontrollér’ til ’mærk-og-reagér’.

Kilde: Ingerfair, konsulenthus, der arbejder med at skabe gode rammer for frivillighed https://www.ingerfair.dk/

At være aktivt deltagende i oplevelser som fx affaldsindsamlinger udfordrer forventninger og vaner, og kan potentielt ændre forståelsen af os selv og verden.

Sanser, følelser, adfærd og identitet påvirkes af oplevelser. Oplevelser erfares kropsligt og umiddelbart. Sansning og følelser ER oplevelse. At opleve noget vil sige at blive bevæget, at blive afledt fra det, man ellers lige var optaget af, at leve sig følelsesmæssigt ind i en forestillingsverden, at blive udfordret til på ny at tage stilling til verden og at få indsigt i forhold, man hidtil kun anede eller fornemmede.

Oplevelser forandrer (kropsligt og følelsesmæssigt), forundrer (udfordrer forventninger og vaner) og forvandler (ændrer forståelsen af os selv og af verden).

Oplevelser involverer sanser, følelser, erfaringer, fortællinger, erindring og identitet. Bestemte erfaringer får os til at have bestemte forventninger, men når disse brydes i oplevelsen, får vi en ny erfaring, der kan føre til en ny forståelse. Oplevelser sker altså ved en kombination af ydre stimuli og af indre motivation, og ved at bryde med forventninger; de overrasker.

Hvis vi forstår affaldsindsamlinger som oplevelse, har de altså potentiale til at aktivere os på mange planer. Oplevelsesteorien rummer både forståelsen af oplevelsen (her affaldsindsamlingen), som det der giver form til vores erindringer, erfaringer og identitet, og forståelsen af sanser, følelser og forventningsbrud, som det der giver ny erkendelse og nyt perspektiv på os selv og verden.

I de moderne velfærdsstater lever vi i en overflod og i en sikkerhed, der gør at nydelsen ved at tilfredsstille sult og lyst er forsvundet. Denne manglens fravær gør, at vi søger sult, lyst og lykke igennem oplevelser.

Mennesket vælger at lade sig styre af idealistiske, individualistiske eller hedonistiske værdier. Værdierne gør henholdsvis op med uretfærdighed gennem fælles engagement i en større sag, med utilstrækkelighed gennem selvrealisering eller med kedsomhed gennem nydelse og lyst i nuet. Disse værdier har betydning for de oplevelser vi opsøger og for hensigten med dem. For idealisten og individualisten er udvikling således målet, hvor det for hedonisten er underholdning, men fælles for den nye (for)bruger er, at hun/han vil være deltagende og medskabende.

Der er følgende 10 kriterier for det oplevelsesorienterede produkt:

1. Interaktivitet: medskabende.

2. Intimitet: personligt og forpligtende.

3. Nærhed: egne problemstillinger.

4. Autentisk: ”ægte”, oprindelig, oprigtigt ment.

5. Unikt: ikke-gentageligt, ikke-reproducerbart, ikke-kopierbart.

6. Involverende: sanseligt og emotionelt engagerende.

7. Levende: spontanitet, medrivende.

8. Lærende: understøtte erfaringsdannelse.

9. Interessant: overraskende, bryde med det forudsigelige.

10. Relevant: forståeligt.

Affaldsindsamlinger opfylder alle 10 kriterier for et oplevelsesprodukt og har således potentialet til at give ny erkendelse og nyt perspektiv på os selv og verden.

Deltagelse som en del af oplevelsen

Deltagelse er en væsentlig del af en moderne oplevelse. Aktiv deltagelse ændrer oplevelsen fra et ’jeg’ til et ’vi’ og giver en dybere meningsskabende oplevelse.

Vi bør tage udgangspunkt i deltagernes ressourcer som medskabere af oplevelser. De bedste deltagerinddragende projekter skaber ny værdi. Det skal ikke blot være deltagelse ud i det blå. Det er vigtigt, at der er et formål med deltagelsen, det skal ikke bare være “for sjov”.

Der er flere trin i social deltagelse, et “me-to-we”-design. Ikke alle behøver at involvere sig ens og på samme niveau, erfaringsmæssigt er det de færreste, der ønsker at være meget skabende og sociale.

På første trin får deltageren adgang til indhold.

På andet trin kan deltageren interagere med indholdet: fx anvende, kommentere, organisere.

På tredje trin kan deltageren se, hvordan deres interaktion hænger sammen med andres interaktion.

På fjerde trin skabes der forbindelse med andre; arrangører eller deltagere.

På femte trin føles hele projektet/oplevelsen som et socialt sted, hvor der er mulighed for interessant, udfordrende og berigende samspil med andre mennesker; et kollektivt engagement.

En affaldsindsamling har potentiale til at engagere deltagerne på det højeste niveau af deltagelse.

Kilder:

Christian Jantzen m.fl.: Oplevelsesdesign: tilrettelæggelse af unikke oplevelseskoncepter (2011)

Nina Simon: “Chapter 1: Principles of Participation” i The Participatory Museum (2011)