Tendenser i udviklingen af det kommunale samarbejde med foreninger, professionalisering af foreningerne og en stigning i episodisk frivilligt arbejde.
Alle landets kommuner har samarbejdsaktiviteter med foreninger og organisationer. 64% af kommunerne har fælles projekter med frivillige i foreningerne. Gennem de sidste årtier er samarbejdet mellem kommuner og foreninger øget, og er blevet mere understøttet af strukturer og faste aftaler. Både partnerskaber og det nyere begreb samskabelse mellem kommuner og foreninger er mere udbredt igennem det sidste tiår. De to samarbejdsformer ligner hinanden meget, men partnerskaber er kendetegnet ved at være mere formaliserede og kontraktbaserede end samskabelse.
Der har dog været en nedgang i antallet af kommuner, der har frivilligråd, i 2021 findes de i 37 kommuner. Frivilligrådet repræsenterer de frivillige organisationer og inddrages typisk i politikudviklingen på frivilligområdet. På den ene side kan det frivillige engagement forny og forandre det offentliges tilbud til borgerne. På den anden side er det offentlige reguleret af lovgivning, budgetter og demokratisk kontrol. og det kan levne meget lidt plads til frivillig medbestemmelse. Inddragelse i politikudvikling kan således i praksis blive udfordret, da der kan opstå en konkurrence mellem det kommunale repræsentative demokrati og det frivillige demokrati.
70% af kommuner samarbejder også med aktive medborgere/hverdagsaktivister, som ikke er organiseret gennem traditionelle foreninger eller organisationer. Det er borgere som engagerer sig og ønsker at handle her-og-nu, ofte i forbindelse med akutte samfundskriser som flygtningestrømme, coronapandemi eller miljødagsordener. Den uorganiserede frivillighed i form af aktive borgere har dog altid eksisteret lokalt omkring fx et forsamlingshus der skal renoveres, en strand der skal renses eller en nabo der behøver ekstra hjælp. Kommunerne har oplevet og forventer også fremover et øget samarbejde med disse aktive frivillige borgere. Det øgede samarbejde med frivillige afspejler sig i antallet af ansatte frivillighedskoordinatorer og -konsulenter i kommunerne, ligesom frivilligcentre eller tilsvarende kommunale enheder er steget kraftigt. Kommunerne benytter sig dog i mindre grad end tidligere af selv at rekruttere frivillige.
Foreningerne gennemgår en øget professionalisering med større fokus på ledelse og bestyrelsesarbejdet. Mange steder gør man meget ud af velkomsten og onboardingen, der sikrer en forventningsafstemning og dermed forebyggelse af skuffelser og uoverensstemmelser. Kurser og kompetenceudvikling for de frivillige giver både en oplevelse af at kunne bidrage meningsfyldt, det opleves som anerkendelse og det skaber socialisering og fællesskabsfølelse. Alt sammen noget der fastholder motivationen og engagementet.
Gennemsnitligt 40% af danskerne var i 2019 frivillige, men hele 75% er frivillige på et tidspunkt i deres liv. Der er tale om lige mange mænd og kvinder. 68% af de frivillige udfører det frivillige arbejde i en forening eller organisation, yderligere 16 % er frivillige i en selvejende institution. I landkommunerne er der flere frivillige end i bykommunerne. På landet er det typisk de 60-69 årige, der er frivillige, det frivillige arbejde udføres oftest gennem en forening, og det sker især inden for kultur, idræt og fritidsområdet. I byerne er det typisk de 16-29 årige, der er frivillige, de er i mindre grad frivillige gennem en forening, og de er i højere grad episodisk frivillige og især inden for socialt arbejde. Uddannelsesmæssigt er der en højere sandsynlighed for at deltage i frivilligt arbejde, jo højere uddannelsesniveau man har.
I hele Norden er der en tendens mod at flere frivillige udfører episodisk frivilligt arbejde, dvs. løsningen af en specifik tidsafgrænset opgave fx indsamler for en nødhjælpsorganisation, medhjælper på en festival eller en årlig strandrydning. Færre af de episodisk frivillige er organiseret i en forening.
Kilde: CFSA (Center for Frivilligt Socialt Arbejde) Frivilligrapport 2019-2021