Eksamensopgave i Tekstproduktion

4. semester

Syddansk Universitet

Studienævn for Dansk, Engelsk og Design
Åben Uddannelse

Skrivekunst

19. juni 2012

Konstruktion af identitet –

hvad er på spil i den selvbiografiske tekst

Skrevet af:

Lone Kramer

Eksamens Nr: 306825

Indhold:

Indledning og problemformulering  

Præsentation af den valgte teori om selvbiografi og identitetskonstruktion                  

Egne tekster i lyset af teorierne     

Konklusion og perspektivering       

Litteraturliste og bilag              

Indledning og problemformulering

I denne opgave vil jeg undersøge, hvad der er på spil i en selvbiografisk tekst. Jeg har valgt at vedlægge 8 egne tekster med selvbiografisk stof som bilag. Disse tekster vil jeg kigge nærmere på, når jeg ved hjælp af Bruner, Polkinghorne, Fludernik, Johansen, Melberg og Svanholm har indkredset det selvbiografiskes funktion og identitetskonstruktion.

Teori:

For at indkredse hvad der er på spil, når vi taler om konstruktion af selvet og identitet i en tekst; om brugen af det selvbiografiske stof, vil jeg starte med at referere nogle teoretikere på feltet.

Jerome Bruner skriver i “The ”remembered” self” at selvet konstrueres ved mange mentale processer bl.a. erindring. Vores erindringer er selektive og har forbindelse til vores handlinger, der udspringer af vores intentioner. Vi udvælger ifølge Bruner erindringer på følgende måder: 1)Selvet som repræsentation for vores ønsker, behov, overbevisninger og forventninger. 2)Selvet har en vis konsistens, men folk ændrer sig, får nye mål, forbliver ikke den samme, hvorfor vi ofte inddeler vores livsfortælling i perioder. 3)Vi ser vores selv som ikke forskelligt fra andre/som normalt. 4)Vi fortæller vores liv som narrativer og i genrer. 5) Vi oplever vores selv forskelligt sammen med forskellige personer/ i forskellige roller; selvet er en dialogisk ide.

Selvet er altså nærmere et resultat af tænkning end af erindringer.

…Self is a conceptual structure, a system for categorizing selected memories, for engendering expectations, for judging fitness, and so forth. The crucial cognitive activities involved in Self-construction seem much more like “thinking” than “memory”.[1]

Ifølge Bruner er erindringerne underlagt historisk/tidsmæssig indflydelse. De påvirkes f.x. af det ældre jeg, der fortæller om barndommen. Vi har behov for konsistens og sammenhæng i forståelsen af vores liv og til dette formål tjener fortællingen og konstruktionen af selvet.

En ”flashbulb”(blitzpære)-erindring er, når vi idealiserer en erindring, gør den skarpere, så den passer til vores selv-konstruktion. Fortællingerne ændrer sig endvidere med omstændighederne og efter hvem de fortælles til. Vi har ikke bare én hovedfortælling, men et sæt af fortællinger; en række alternative selv-koncepter baseret på forskelligt arbejde med fortiden: hvad vi gerne vil være, hvad vi frygter at være etc.

Selve fortælleformen påvirker også både fremkaldelsen af erindringerne og organisationen af dem. Følelsen af repræsentation i vores liv er det der mest gennemgår overdrivelse i vores erindring. Vi retfærdiggør os selv – arrangerer os selv mod de normative standarder.

Bruner skriver at folk ofte taler om turning points i deres liv: Nogle vendepunkter har en kulturel eller biologisk basis – er stadier vi skal passere. Derudover er de med til at gøre fortælleren sit selv klart. Bruner ser 4 kendetegn for vendepunkter: 1) Det er en indre ændring, selvom det ofte er koblet på en ydre begivenhed. 2) Det er bundet til episodisk hukommelse, rig på detaljer og farver. 3) Det resulterer i en ny og intens aktivitet. 4) Det udløser affekt.

Vendepunkter kan ses som en litterær trope, som kan bruges til at efterrationalisere vores liv. Vendepunkter tjener til idealisering af fortællingen om vores liv.

                      So to conclude, Self is a perpetually rewritten story.[2]

Monika Fludernik skriver i “Identity/alterity” at fortællinger konstruerer selvopfattelsen som individuelle og funktionelle roller. Mundtlige fortællinger skabes i interaktion med andre – i flydende selv-repræsentation. Identiter kan ikke opretholdes uden samarbejde med andre. Det er en dialektisk proces. Identitet er således ikke i modsætning til alterity (den anden/det anderledes). Ifølge Fludernik genfortæller vi også vores liv for os selv. For at skabe kontinuitet mellem fortid og nutid og for at udlede mening af vores oplevelser. Vi konstruerer en fortælling om vores liv. Men der er ingen sandhed om selvet, ligesom selvet ikke har en kerne.

Fludernik citerer Tolstoi for at sige at alle lykkelige familier er ens, kun de ulykkelige indeholder materiale til romaner. En egen-fortælling, der passer for pænt ind i et mønster bliver kedelig.

It is when a text gives expression to conflicting accounts of a protagonist’s actions or motives, when speculations about his or her state of mind are encouraged, that the story becomes interesting and in the plenitude of life defeats the uniform banality of moralistic judgment.[3]

Fludernik mener at konstruktionen af identitet psykologisk set måske endda er en forestilling om selvet som alterity/den anden. At fortælling er skildring og genvindelse af alterity/den anden/det anderledes. Ofte fungerer fiktion med en sfære af det ufamiliære, det sære og dragende, som forfører os med dets charme og hemmeligheder. Vi gennemtrænger/udforsker det ukendte, der symboliserer det ubevidste, id’et. Læseren opsluges empatisk i en andens tænkning. Fiktion er det eneste sted, hvor en andens bevidsthed kan blive repræsenteret. Alterity/den anden/det anderledes er mindst ligeså vigtigt som identitet i fortælling.

Yet identity becomes notable only where set into relief against one or more others: other that can be non-human (landscape, nature, the city, society); or human subjects (the mother or father, one’s partner, one’s friend, one’s master, one’s son or daughter, a stranger).[4]

Donald E. Polkinghorne skriver i ”Narrative and self-concept” at selvet er en fortælling snarere end en substans og at den bringer lys over tidsmæssige og udviklingsmæssige sider af den menneskelige eksistens.

Vores oplevelser er en konstruktion via kognitive processer, der inkluderer vores sanser, følelser og erindringer. Bevidstheden giver oplevelserne mening ved at strukturere dem i en fortælling/et meningsfyldt hele. Fortællinger er altså skematisk strukturering af tidsmæssige hændelser; fortællingens struktur fungerer som en organisering af hverdagens oplevelser og begivenheder.

”Emplotment” omdanner uafhængige hændelser til en samlet fortælling med en pointe eller et tema. Mere end ét plot kan skabe et meningsfuldt hele af de samme hændelser.

Ifølge Polkinghorne ses den narrative kompetence fra 2 år og i alle kulturer. Vi bruger den både på egne fortællinger/identitetsskabelse og på fiktive fortællinger. Identiteten er ikke statisk, men en proces/under udvikling. Hvis vi mister forbindelsen med fortiden f.x. fordi vi glemmer den, fortrænger den eller fokuserer på fremtiden, så resulterer det i mistelse af identitet.

Polkinghorne refererer til May, der mener at det at konstruere en personlig myte er essentielt for den mentale sundhed. Myter giver livet mening ved at sikre en orientering mod kosmos, give mening til oplevelsen af vores selv, til vores forståelse af andre og til vores medmenneskelige forhold. Myter bærer også vores kulturelle og personlige værdier.

Hændelser der har betydning for min familie eller mit land bliver en del af min egen-fortælling. Det ekspanderer min fortællings tid udover min fødsel og min død, at jeg inddrager andre og samfundet i min identitet. Ifølge Polkinghorne nævner May 4 kilder til vores kulturelle lager af narrative plots:1)Traditionelle myter, 2) Klassisk drama, 3) Hovedværker fra europæisk kultur, 4) Samtidig drama, film og romaner.

Det kulturelle lager afdækker meningen med den menneskelige eksistens og skaber f.x. i svære livssituationer mening. Individuelle og samfundsmæssige formål er således vævet sammen. Det kulturelle lager fungerer ofte ubevidst, men kulturens karakter er med til at skabe vores egen-fortællinger.

Good literary productions produced by storytellers cut out all the extraneous noise, or static. In a well-developed literary production we are told only what is necessary to “further the plot”. The storyteller selects out the events not necessary to move the story along. But in life all the static remains. Carr (1985) said, “Perhaps our lives resemble novels, but bad ones, cluttered and undisciplined ones”.[5]

Jørgen Dines Johansen skriver i ”Litteratur og subjektivitet” at litteratur oplyser os om, hvem vi er. Den er en model for eksistensen. Det der karakteriserer et subjekt er ifølge Johansen de samme fem hovedmotiver, som litteraturen beskæftiger sig med. 1) forholdet til kroppen, 2) forholdet til psyken, 3) forholdet til den anden, begærsobjektet, 4) forholdet til de andre, 5) forholdet til den ydre natur.

…subjektet er dialogisk og socialt konstitueret. Alligevel vil der altid være en kløft mellem det oplevede, erindrede og fantaserede og dets fremstilling i (sproglig) kommunikation rettet til andre. Det samme gælder også internt i subjektet, hvor der er et problem vedr. tab af eller forvanskning af betydning i oversættelsen mellem kropslige reaktioner, billeder og sprog.[6]

Arne Melberg skriver i ”Selvfremstillende strategier: Nabokov, Naipaul, Sebald”:

Selvskrivningen indebærer, at jeget fordobles til en instans, som omskriver og reflekterer over det jeg, som lever og har levet.[7]

Det kan være afstanden mellem dengang og nu, som fordobler jeget, men også f.x. geografisk, politisk eller sproglig afstand. Ifølge Melberg er der to ting, der motiverer selvskrivningen: opbruddet og tabet. Der er 3 strategier for selvfremstilling: 1) at vise mindebilleder af sig selv, 2) at søge sig selv gennem det skrevne, 3) at skjule sig i andre eller i noget andet. Melberg lægger sig i sporet af Paul de Man, der hævder at al litteratur er mere eller mindre selvbiografisk.

Louise Svanholm ridser i ”Den autentiske inautencitet” 70’ernes fronter op, hvor Barthes mener den selvbiografiske tekst er fiktiv per se og at læseren er den nye ”forfatter”, den der samler tekstens spor. Foucault mener forfatteren opererer mellem sig selv som biografisk person og tekstens sproglige subjekt. Lejeune skelner skarpt mellem roman og selvbiografi, hvor ”romanpagten” mellem forfatter og læser indikerer distance, hvorimod læseren med ”selvbiografipagten” underforstår at det er en virkelig person, der refererer til virkeligheden. Doubrovsky opfinder begrebet autofiktion, der hverken er roman eller selvbiografi, men svinger mellem de to typer.

Autofiktion tematiserer den manglende selvfølgelighed i kontrollen over tekster, og derfor handler det ikke om læserens fødsel på bekostning af forfatterens død, men om den selvbiografiske tekst som et stofskifte mellem liv og skrift, der paradoksalt nok skaber troværdighed ved at synliggøre fortælleforholdenes uigennemsigtige og ubestemmelige karakter: Livet som skrift, skriften som liv.[8]

De seks teoretikere jeg her har refereret er enige om at identiteten ikke er statisk, at vi til stadighed konstruerer den i en dialektisk proces med vores omverden og at identitetens grundsubstans er fortællingen.

Egne tekster i lyset af teorierne

Jeg vil angribe analysen af mine egne tekster ved at stille dem spørgsmål fra de refererede teorier.

I Livsværk nævnes det at kontrakten med læseren ligger i parateksten;

 ”ydre tekster, der forbinder bogens indre med dens liv i den virkelige verden”.[9]

Paratekst kan være genrebetegnelse på titelbladet (f.x. roman eller erindringer), brugen af illustrationer/fotos, forfatterportræt og handlingsreferat. Læserens forståelse af mine tekster vil således være afhængig af, hvad jeg ved en genreangivelse, et forord eller en præsentation f.x. fortæller om teksten. Skal den forstås som fiktion eller selvbiografi eller er det autofiktion/en dobbeltkontrakt. Derfor vil jeg hurtigt præsentere de 8 tekster jeg har valgt at bruge i analysen. Mine tekster er ikke egentlige fortællinger med plot etc. men mere fragmentariske billeder.

”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1) er erindringsglimt fra barndommen, som det fremgår af titlen og af henvisningen til Kristen Bjørnkær som inspiration. Desuden er der tale om en jeg-fortæller. Her indgås altså en kontrakt med læseren om at det er selvbiografisk materiale.

”Snapse” (bilag 2) er lidt svær at placere genremæssigt, men jeg vil vove at kalde det en novelle. Marie Lund Klujeff skriver at begivenheden i en novelle ikke længere behøver at være noget der indtræffer rent mekanisk udefra.

”En novelles begivenhed er en semantisk størrelse, som har indflydelse på personernes situation eller livssyn. Den er betydningsfuld, fordi den tillægges betydning af personerne.”[10] 

”Selvom man ikke kan pege på en absolut og markant begivenhed i novellen, kan begivenheden godt være tematiseret og være til stede i en minimeret udgave eller simpelthen give betydning ved sit fravær.”[11]

I denne novelleforståelse nedtones fortælleren og begivenheden bliver diminutiv. I min novelle er der en 3. Persons-fortæller og der er ingen hints, der viser at novellen er selvbiografisk. Læseren vil altså forstå teksten som fiktion, medmindre han mener at genkende sig selv i en scene. Vi kan igen hævde med Paul de Man, at al litteratur er mere eller mindre selvbiografisk eller med Barthes, at den selvbiografiske tekst er fiktiv per se.

” Lodderne” (bilag 3) er kortprosa. En beskrivelse af en grusvej på landet. Måske starten på en større fortælling. Der er en jeg-fortæller, men medmindre man researcher på forfatteren, ved man ikke at hun er opvokset på adressen Brandelev Lodder 7. Alt efter kendskabet til forfatteren vil læseren altså enten forstå teksten som fiktion eller selvbiografi.

”At være for meget eller være for lidt” (bilag 4) er et digt og det er skrevet i 1. Person. Det kan give anledning til at læseren læser det som selvbiografisk, men det er jo ikke givet.

”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) er et portræt, her viser titlen mod at det er selvbiografisk stof, da det er det vi forventer at statusopdateringer på f.x. Facebook, men i ordet selviscenesættelser er det samtidig understreget at det er iscenesatte, udvalgte begivenheder der er præsenteret. Læseren kan derfor forstå teksten selvbiografisk eller som en dobbeltkontrakt.

”Glæden ved at gå over stregen”, ”Konventioner” og ”Vil –vil ikke” (bilag 6-8) er alle essays. I essaygenren forventes en subjektivitet, en springende associerende stil og så gerne et reflekterende vid, der viser det store i det små (om det sidste er lykkedes i mine essays kan nok diskuteres, men det er en helt anden historie). I forforståelsen af essaygenren vil læseren altså antage er der er benyttet selvbiografisk stof.

Er det så muligt at analysere teoretikernes pointer frem i mine tekster? Jeg vil lægge ud med Bruner og spørge hvilke intentioner der ligger bag den selvkonstruktion, jeg har valgt? Er der tale om ”flashbulb” og vendepunkter? I ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1) er det barndomserindringer og det er særligt de erindringer, der handler om at være opvokset i provinsen på et husmandssted, som titlen indrammer. Det har ikke været en bevidst intention at fremstille barndommen specielt dramatisk, men når jeg genlæser teksten slår det mig, at der er beskrevet meget voldsomme begivenheder, men på en hverdagsagtig naturlig måde, som om det bare hørte livet til. Fra barnets synsvinkel, hvor absurditeterne godtages, som naturlige, fordi det er den verden man kender. Men det er jo netop den voksne der har valgt hvilke begivenheder, der skulle trækkes frem og derfor er det i højere grad den voksnes forståelse af sin barndom, end det er barnets forståelse. Hverdagens dramatik er trukket frem i ”flashbulb”-erindringer, leksikon-stilen lægger op til de fragmentariske billeder. Her kan f.x. nævnes ulykkerne med fald fra loftet, kulilteforgiftning og harvens tænder eller naboen, der skød sig selv eller hende der drak denatureret sprit, kolort, duelort, hjernemasse, utroskab og far der vil skyde sig selv, hvis han bliver syg. Det dramatiske kontrasteres af sommersansninger, salmevers, kroppkakor, legen blomsterbutik, børnebøger og håndboldkampe. Vi præsenteres ikke for nogle vendepunkter, men læseren aktiveres ved at fortælleren lader de dramatiske billeder stå ukommenteret og læseren vil måske meddigte nogle af begivenhederne som vendepunkter. F.x. lillebrors sidste fødselsdagsfest, brandbilernes overtal ved traktorbranden, de blodige ulykker.

Er der konfliktstof/hul til læserens tolkning og er der et spil op imod den anden (personer eller natur) som Fludernik påpeger? For at illustrere dette vil jeg benytte ”Snapse” (bilag 2) og ”At være for meget eller være for lidt” (bilag 4). Digtet (bilag 4) efterlader huller og aktiverer læseren. Der præsenteres stærke følelsesmæssige billeder, som vil få læseren til at tolke på, hvad der er på spil; faderen der stiller betingelser for sin kærlighed, datteren der arbejder som escortpige, manden der er træt af jeg-fortælleren og hvem er håndværkeren? Begge tekster spiller op imod det andet/naturen. I digtet (bilag 4) foregår det som en beroligende, nærmest besværgende remse som kontrast til de voldsomme menneskelige følelser; ”jernspurv, blåmejse, skovskade, rødkælk, musvit” etc. I ”Snapse” (bilag 2) tager beskrivelsen af planterne og fremstillingen af snapse, som indrammer hvert af de erotiske stykker, farve af det erotiske. Vi læser pludselig nøgterne beskrivelser af planter med ord som dybe furer, skinnende, spredte, elliptiske, behåring, modne, spirformet, glinsende, saft, kileformede, kraftig pælerod, tungeformede, fnok, svøb, mørkt purpur, bloster, kødfuld etc. med konnotationer til det erotiske. Plantebeskrivelserne bliver pirrende.

Er det overflødige skåret bort som Polkinghorne/Carr påpeger er nødvendigt for at det personlige bliver omformet til læsværdig litteratur? Og er der tegn på det kulturelle lager, der inddrager andre og samfundet i fortællerens identitet, som May påpeger? På nær de tre essays (bilag 6-8), som har en sludrende stil er mine tekster karakteriseret ved en meget fåmælt og fragmentarisk stil, men det kan naturligvis diskuteres om det er det nødvendige, der står tilbage på papiret. I ”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) kan man argumentere for at det hele er overflødigt i sin overfladiske selviscenesættelse. Kan det overhovedet kaldes litteratur blot fordi det er samlet i et dokument? Det bliver et meget koncentreret portræt holdt i den selvrefleksive 3. Persons-form som Facebook-opdateringerne inviterer til, da de alle starter med den opdaterendes navn. Opdateringerne koketterer med en alsidig interesse i kultur og kunst f.x. Escher på Gl. Holtegård, irsk musik med Morter og Thomsen på Supergrillen, ballet og Tjajkovskjij, Leonard Cohen med Granhøj Dans, Poetry Slam, Jacob Ejersbo. Der refereres til rejser og aktiviteter f.x. Berlin, Århus, skiferie, cykeltur, Østerssafari. Der er flere naturiagttagelser; fiskehejre, blomster-namedropping, sommerfugle, kastanjer og der er beskrivelser af de husmoderlige aktiviteter som vinduespudsning, syltning, musefældeopsætning, broderi, nyt badeværelse, kyllingestegning. Endelig er der også lidt til at pirre læserens nysgerrighed f.x. jeg hader når det sker, tænker på en stor kasse, åbner op for kaos. Samlet giver det et portræt af fortælleren som er mere eller mindre troværdigt og måske ganske overflødigt, medmindre det skal bruges til noget mere i en større fortælling. Det kulturelle lager i form af henvisninger til samtidens kunst og kultur er inddraget i identiten som vist ovenfor. Også i ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1) er der hints til det kulturelle lager, der gør at fortælleren forstår sig selv som en del af en større sammenhæng og som samtidig får læseren til at føle genkendelse i teksten i forhold til tid og sted. F.x. 2CV, Peter Pjusk, Milly Molly, legene i skolegården, Sweet, Slade, Stones.

Hvilke af Johansens 5 forhold for subjektet repræsenterer mine tekster? Er de alle tilstede? Til dette spørgsmål har jeg valgt at se på ”Glæden ved at gå over stregen” (bilag 6). 1)Forholdet til kroppen er tilstede i beskrivelsen af ønsket om mandens død og i de seksuelle møder med (tilfældige) mænd. 2)Forholdet til psyken kommer til udtryk i fantasiens leg med mandens død og den psykiske rummelighed den efterlader, i fornøjelsen ved at underspille sit intellekt, i sorgen over ikke at blive gravid med et sort barn, i laissez-faire-indstillingen til skovbranden og i beskrivelsen af angsten der følger vreden. 3) Forholdet til den anden; begæret beskrives i forholdet til den første ægtemand og til de tilfældige mænd, hun forlader, når de bliver for interesserede. Der handles med kærligheden i forhold til ægtemanden og der hævnes eller passes på egne følelser i forhold til de tilfældige mænd. 4) Forholdet til de andre, forstået som kollektivet/

autoriteterne, kan vi argumentere for at teksten berører, som normerne for utroskab og normerne for vrede. At det er tilladt under bestemte omstændigheder. 5) Forholdet til den ydre natur – det ser vi hvor de orienterer sig efter solens stilling på himlen, her er naturen en hjælp. Skoven, solen og stranden er scene for ureflekteret afslapning og branden accepteres som noget, der ikke kan kæmpes imod.

Kan vi se jeg’ets fordobling i Melbergs forstand i mine tekster? Kan vi se tegn på opbruddet og tabet som motiv? Viser, søger eller skjuler jeg mig i mine tekster?  

I de tre essays (bilag 6-8) er jeg’ets fordobling tydelig. Ud fra nogle valgte temaer; henholdsvis glæden ved at gå over stregen, forholdet til konventioner og ambivalensen i forhold til at give og modtage kritik, ser jeg’et på sine egne handlinger og tanker. Formen gør det klart for os at jeg’et ”omskriver og reflekterer over det jeg, som lever og har levet”[12] Det samme gør sig gældende i ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1), da vi forstår ud fra titel og form at det er erindringer, hvor det jo er givet at det er den voksne, der ser på barnet. I ”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) giver form og titel også, at her er et jeg, der iscenesætter sig selv. I ”Snapse” (bilag 2) findes der ikke denne fordobling, da læseren vil læse teksten som fiktion, der er ingen spor, der peger på noget selvbiografisk. I Lodderne (bilag 3) og i digtet (bilag 4) mener jeg også at fordoblingen er tilstede, da der optræder et jeg, der henholdsvis beskriver noget der ligger bagud i tid og sammenstiller udsagn i hver sætning, der kalder på refleksion f.x. ”Du siger du er træt af mig. Jeg drømmer vi er gift med nogle andre og utro med hinanden”.[13]

I ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1) og  i ”Lodderne” (bilag 3) er det tabet af barndommen der motiverer selvskrivningen. I den første tekst desuden måske tabet af den barnlige uskyld i de dramatiske situationer; selvmord, ulykker etc. I ”Snapse” (bilag 2) er det tabet af elskerne. Vi fornemmer at hun tænker tilbage, at elskerne er fortid. I ” At være for meget eller være for lidt” (bilag 4) er det igen tabet der er på spil; af kærlighed især. ”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) er der hverken tab eller opbrud på spil, her er mest stilstand, iscenesættelse. I ” Glæden ved at gå over stregen” (bilag 6) er der tale om en slags opbrud, i forhold til fantasien om at ”myrde” manden og at overraske med sit intellekt efter at have underspillet det, utroskaben kan både forstås som udtryk for et tab og et opbrud. I ”Konventioner” (bilag 7) er det opbruddet der motiverer til selvskrivningen. Først faderens opbrud med konventionerne og siden jeg’ets opbrud mod faderens opbrud. I ”Vil-vil ikke” (bilag 8) er der hverken for alvor tab eller opbrud til at motivere selvskrivningen, det er mere en ængstelse, en tvivl (tab?) på egne evner.

I ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1), ”Lodderne” (bilag 3), ”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) og ”Glæden ved at gå over stregen” (bilag 6) viser jeg billeder af mig selv; fra barndommen, fra årets statusopdateringer og fra situationer, hvor jeg er gået over stregen. I ”At være for meget eller være for lidt” (bilag 4), ”Konventioner” (bilag 7) og ”Vil –vil ikke” (bilag 8) søger jeg mig selv gennem det skrevne; henholdsvis (kærligheds-) relationen til faderen, datteren, ægtemanden, afsøgning af forholdet til konventioner og selvforståelsen som mere end skrivebordsskuffe-skriver. I ”Snapse” (bilag 2) skjuler jeg mig i en 3. Personsfortæller. Man kunne også argumentere for at jeg i statusopdateringerne mere skjuler mig end viser mig, alt efter hvor ”sande” vi oplever iscenesættelserne.

Er mine tekster autofiktion, som Svanholm beskriver den; en blanding mellem selvbiografi og fiktion?

Måske er det Svanholm der kommer tættest på det, der er på spil i det selvbiografiske, nemlig en kompleks dialog mellem forfatter, fortæller, hovedperson og læser. Forfatteren har ikke den fulde kontrol over sine tekster og vil heller aldrig kunne fortælle endegyldige sandheder om sit liv. Selvom intentionen skulle være at være ”sand”, vil der altid være tale om valgte og redigerede scener og læseren vil meddigte og lægge ny forståelse i det fortalte. I den forstand er mine tekster autofiktion. Jeg har udvalgt og redigeret scenerne og givet læseren tomme pladser til at meddigte og danne sig sin egen opfattelse.

Konklusion og perspektivering

Hvad er så på spil i en selvbiografisk tekst? Hvad er det selvbiografiskes funktion og identitetskonstruktion?  

Fortællingen er i sig selv en identitetsskabende handling. Al litteratur er i en vis grad selvbiografisk og den selvbiografiske tekst er altid i en vis grad fiktiv. Konstruktionen af identiteten er en repræsentation af forfatterens intention, som kan være mange-facetteret, alt efter om forfatteren vil vise, søge eller skjule sig selv. Det handler om afsøgning af de almengyldige temaer om menneskets forhold til kroppen, psyken, den anden, de andre og naturen. Det handler om at skabe helheder og sammenhænge, og det handler om at opstille modsætninger, der kan skabe nye horisonter og udkigspositioner. Det motiveres af opbrud og tab, og af behovet for kontinuitet mellem fortid og nutid. Det er et fundamentalt menneskeligt behov at gå i dialog om vores selv, og samtidig er det paradoksalt at vores oplevelser via sproget taber, forvansker eller får ny betydning.

Det har været interessant at se nærmere på jeg’et i egne tekster, og at kaste blikket på mine valg. Måske er jeg blevet lidt klogere på mig selv i denne proces. Ved at se mine tekster/mine valg/mig selv udefra, er jeg måske kommet nærmere den blinde vinkel – at se mig selv, som de andre ser mig. ElIer måske nærmere i denne sammenhæng; at se mig selv, som jeg ikke vidste at jeg gerne ville have, at de andre skulle se mig! Det har også givet en forståelse af, at man som forfatter har stor kontrol over sin tekst i forhold til, hvordan og hvad der præsenteres, men at man aldrig har den fulde kontrol, da læseren er en vigtig brik i teksten.

Jeg vil slutte af med to citater af Niels Frank fra hans kronik om selvfortælling. Her præsenteres endnu et perspektiv på, hvad der er på spil; nemlig at befri sig fra historien:

Målet for figuren er at vinke farvel til forfatteren, fordi der af den løsrivelse skal opstå en større, bredere, mere kompleks subjektivitet, end det selvbiografiske jeg nogensinde ville kunne opvise.[14]

Når en forfatter beslutter sig for at skrive en selvbiografi, er det for at komme tæt på sin livshistorie, hvorimod den forfatter, der skriver selvfortælling, vil befri sig fra historien ved at fortælle den.[15]

Litteraturliste:

Jerome Bruner: ”The ”remembered”self” i The Remembering Self: Construction and Accuracy in the Self-Narrative Af Ulric Neisser, Robyn Fivush s.41-54, 1994

Monica Fludernik: ”Identity/alterity” i The Cambridge Companion To Narrative Af David Herman s.260-273, 2007

 

Donald E. Polkinghorne: “Narrative and Self-Concept” i Journal of narrative and life history 1 s. 135-153, 1991

Jørgen Dines Johansen: ”Litteratur og subjektivitet” i K&K – Nr. 101 årg. 34, nr. 1, 2006  s. 96-107

Arne Melberg ”Selvfremstillende strategier” in Selvskreven s. 195 – 210. Red. Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasæter, 2006

Louise Svanholm: ”Den autentiske inautenticitet” i Selvskreven s. 35 – 48. Red. Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasæter, 2006

Claus Christensen og Peter Jensen: Livsværk. Det selvbiografiske i ny dansk litteratur, 2008

Marie Lund Klujeff: Novellen – struktur, historie og analyse. 2002

Niels Frank: ”Jeg har ladet mig fortælle”. Kroniken i Politiken 26. Maj 2012.

Bilag: Egne tekster:

Bilag 1: Min husmandsleksikalske barndom.

Bilag 2: Snapse. Novelle.

Bilag 3: Lodderne. Kortprosa.

Bilag 4: At være for meget eller være for lidt. Et digt.

Bilag 5: Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser.

Bilag 6: Glæden ved at gå over stregen. Et essay.

Bilag 7: Konventioner. Et essay.

Bilag 8: Vil –vil ikke. Et essay om kritik.

---

[1] Jerome Bruner: ”The ”remembered”self” i The Remembering Self: Construction and Accuracy in the Self-Narrative Af Ulric Neisser, Robyn Fivush,1994 s. 43

[2] Jerome Bruner: ”The ”remembered”self” i The Remembering Self: Construction and Accuracy in the Self-Narrative Af Ulric Neisser, Robyn Fivush,1994 s.53

[3] Monica Fludernik: ”Identity/alterity” i The Cambridge Companion To Narrative Af David Herman, 2007 s.263

[4] Monica Fludernik: ”Identity/alterity” i The Cambridge Companion To Narrative Af David Herman, 2007 s.271

[5] Donald E. Polkinghorne: “Narrative and Self-Concept” i Journal of narrative and life history 1, 1991 s.146

[6] Jørgen Dines Johansen: ”Litteratur og subjektivitet” i K&K – Nr. 101 årg. 34, nr. 1, 2006  s.105

[7] Arne Melberg ”Selvfremstillende strategier” in Selvskreven. Red. Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasæter, 2006 s.195

[8] Louise Svanholm: ”Den autentiske inautenticitet” i Selvskreven. Red. Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasæter, 2006 s.48

[9] Claus Christensen og Peter Jensen: Livsværk. Det selvbiografiske i ny dansk litteratur, 2008 s.22

[10] Marie Lund Klujeff: Novellen – struktur, historie og analyse. 2002 s. 23

[11] Ibid s. 24

[12] Se note 7

[13] Bilag 4

[14] Niels Frank: ”Jeg har ladet mig fortælle”. Kroniken i Politiken 26. Maj 2012.

[15] Ibid