Den tyske filosof Axel Honneth skriver om tre anerkendelsessfærer; kærligheden, retten og solidariteten.
Kærlighedens område er familie og venner, og anerkendelse fra dem giver selvtillid.
Rettens område bygger på lighed, og de lovsikrede rettigheder fører til selvrespekt.
Den solidariske anerkendelsessfære bygger på præstation og på relationen til fællesskabet og samfundet, det giver selvværd. Deltagelse og positivt engagement bliver anerkendt og socialt værdsat i kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber.
Følelsen af at være socialt betydningsfuld i et fællesskab er begrænset for den, der står uden for arbejdsmarkedet. Hvis den enkelte føler sig krænket eller ringeagtet, som det bl.a. sker via italesættelse af ledige som dovne (eller flygtninge som uønskede), risikerer man at miste det positive forhold til sig selv.
Honneth ser anerkendelse i ren form som en naturlig reaktion på andre mennesker – anerkendelse af den vi er. Men når et samfund har endimensionelle mål, stereotyp tænkning eller har fordomme, begynder vi at se andre mennesker som livløse ting.
Ofte har de svageste grupper ikke ressourcerne til offentlig kamp, blandt andet på grund af den politiske og økonomiske individualisering af deres problem.
Der er brug for at samfund og fællesskaber viser anerkendelse og solidaritet med de svageste.
17 nye jobopslag, og endnu et afslag på en stilling – de havde endda kun fået 36 ansøgninger. Oftest er der over 100 ansøgere til de stillinger jeg søger, rekorden det sidste halve år var 330 ansøgere.
I dag har jeg bagt den ugentlige portion rugbrød.