Det er skamfuldt at være arbejdsløs, og at skrive om det er grænseoverskridende. Arbejdsløs smager af fiasko, og det er lidt som når ens børn nu igen har lus. Det er meget almindeligt, men man taler helst ikke højt om det, selvom vi ved, at åbenheden er nødvendig for bekæmpelsen.
Jeg er ikke ude på at vække medynk, men vil gerne pege på nogle af de vilkår og fordomme der eksisterer for arbejdsløse.
I nyhedsmedierne kan vi læse og høre at arbejdsløsheden er faldende. At der er mangel på arbejdskraft. At det er de unge og ikke dem på min alder, der er ledige.
Selv gode venner betvivler, om jeg nu også søger nok, gør mig umage nok, vil det nok. De kan jo læse, hvor fremragende det går med fald i ledigheden.
Men en ting er statistik, en anden ting er at være en af de mange uden for arbejdsmarkedet. Det vender jeg tilbage til senere, når jeg skriver om beskæftigelsesbalancen, arbejdsudbud og anerkendelse.
Skam er følelsen af at have gjort noget forkert, og ønsket om at skjule det. Skam intensiveres af at blive set af andre, og skammen smitter endda til de andre i rummet, der krummer tæer på den uheldiges vegne. Skam er vendt mod én selv, skam er over egen karakter, hvor skyld er over en handling. Skammen eksisterer i kraft af (forestillingen om) den andens blik/dom.
Jeg konfronterer skammen, tager en for holdet, fordi der er nogen der må gøre det. Fordi det er urimeligt at skulle føle skam over strukturelle forhold.
87 nye stillingsopslag, 3 gemt.
Datteren laver differentialregning og jeg har genopdaget 80’er spillet Minestryger.
God lørdag.