Kategori: Tekster fra 1990 – 2010

En mandsling med erigeret lem står på de små skrævende ben og med hænderne i siden. Hans store hoved sidder på stærke hals- og skuldermuskler. Hans øjne er frække, liderlige. Han strækker tungen ud og slikker sit pikhovede. Bag dværgen brænder en ild. Stærkt orange og rødt står flammerne som et levende lyshav.
Kvinden ligger alene og nøgen på en seng betrukket med violette silkelagner. Hun vrider sin lyse krop i lyst. Silken føles kold og glat mod hendes hud. Hun vil ikke røre sig selv, nyder pinen i ophidselsen. Ind kommer en sort mand. Han er nøgen. Kun hans øjne lyser hvidt. Hans hud er helt sort og han er kun sparsomt behåret. Små fine krushår på brystet. De kan trækkes ud og snor sig igen sammen til små hårde spiraler. Hans håndflader og fodsåler er lyse. Hans tunge er rød. Hans pik er sort og hård.
En sort dværg. Et himmellegeme. Det suger al lys til sig. Sort liderlighed. En hvid dværg skinner hvidt. Den sorte og den hvide dværg drages mod hinanden. Rejser tusind mil med rivende fart over himlen. Den hvide skinner, den sorte suger til sig. Sluger den hvide dværg med sin krop. Den sorte dværg skinner, lyser sort. Kommer med flyvende fart mod kvinden. Hun skriger og forsøger at flygte. Men han har allerede boret sig ind i hende. Er ved at fortære hende, stjæle alt hendes hvide lys. Hun vågner opfyldt af lyst og skræk. Det er mørk nat, hun står op. Hviler sin hede pande mod det kolde spejl. Angst løfter hun blikket og ser den hvide dværg. Han griner ondt og viser hende sin røde tunge. Hun flygter baglæns, fastholdt af hans hånende blik. Hun snubler og falder.
Lander på en fjedrende kølig bund. En blomstereng. Bellis og følfod. Hun fletter en krans. Binder den om sit mørke hår. Løber over det saftige grønne græs. En mand kommer imod hende. Hithcliff, råber hun og griner. De tumler sammen rundt i græsset. Griner, slås, kæmper. De bliver stille, ser i hinandens øjne, mens deres kroppe mødes. Blå, blå øjne. Bagefter kilder han hende med et strå. De rejser sig og løber mod skoven. Han vælger en anden vej og hun kommer til et lille hus. En gammel dværg åbner for hende. Serverer brændenældesuppe. Han putter hende og lader hende græde mod sit hvide skæg.

Månen var orange den nat. Han ku’ ikke sove. Satte sig op i sengen og pillede tæer. De var sure. Han måtte op og gå lidt rundt. Han skænkede et glas rødvin og tog smøgerne med udenfor. Det var køligt og stille. Mærkeligt stille. Det var som månen trak i ham. Der var vist noget med, at det var den, der kontrollerede tidevandet og så ku’ den vel også trække i et menneske, vi bestod jo af 90% vand eller var det vandmændene? Nå, han frøs lidt og besluttede at tænde et bål af det gamle kvas bagest i haven. Røgen steg lige op og gjorde månen utydelig. De visne blade krøllede i ilden. Han sad lidt og fik varmen, men måtte op og gå igen.
Han følte sig underligt rastløs og drev op mod den gamle galgebakke bag huset. Han anede en silhuet mod månen på vej op ad bakken. Af en hund eller… Pludselig sprang koldsveden frem over hele kroppen, var der ikke noget med ulve og måner.
I næste nu satte hun med et hyl af imod ham.

Hver aften efter maden, når hun havde serveret kaffen foran fjernsynet, sad hun og stirrede på ham. Efterhånden som aftenen skred frem afskyede hun ham mere og mere. Det var det samme aften efter aften, hun kunne ikke lade være med at stirre på hans ækle korpus og lade sin irritation bygge sig op. Se nu den måde hvorpå han fandt et næsehår og med tommel og pegefingeren i et ryk rev det ud. Han kiggede på det og lod det falde til gulvet. Han fandt et nyt og gentog operationen. Nu tændte han piben og lagde den afbrændte tændstik tilbage i æsken. Var der noget mere irriterende end afbrændte tændstikker i æsken. Han sad opslugt af det der foregik på skærmen og kradsede i sit skæg. Han blev ved og ved, det var modbydeligt. Selvom stemmerne fra fjernsynet fyldte rummet, kunne hun fornemme denne kradsende lyd, som en isnende rislen ned ad ryggen. Nu skubbede han skoene af og lagde fødderne op på sofabordet. Han sad og vippede med tæerne. Denne vellystige vippen med tæerne, hvor var han forfærdeligt barnagtig. Tæerne inde i strømperne var en uudholdelig intimitet, en blufærdighedskrænkelse. Hun ville ikke se på det, men kunne ikke lade være.
Det samme hver aften. Efter Deadline kl. 23 løsrev hun sig, samlede kopperne sammen og gik på badeværelset. Når hun var færdig, stod han altid uden for døren, kradsede sig på maven: “Nå, skal vi se at hoppe i kanen, lille mor.” Hun svarede ham aldrig, pressede sig hastigt forbi ham og gik i seng. Vendte ryggen til hans side og slukkede sengelampen. “Tja, det bliver godt med én på øjet, der er jo en dag igen i morgen.” Samme replik hver aften, når han tungt lod sig falde ned i sin halvdel af sengen. Det var flere år siden han var krøbet over til hende, han skulle også bare lige prøve! Han faldt altid hurtigt snorkende i søvn og hun lå længe vågen med irritationen bølgende i kroppen.
En aften med det sædvanlige næse- og skægpilleri, afbrændte tændstikker og vippende tæer rejste hun sig pludselig fra stolen. Han kiggede forbavset op, da hun imod sædvane gik ud i køkkenet, kun halvt henne i programmet. Da hun kom ind igen, stillede hun sig bag hans stol. “Er der noget i vejen, lille mor?” spurgte han med blikket rettet mod skærmen. Dette “lille mor” afgjorde sagen, hvis hun havde følt et lille stik af tvivl.
Hun stak kniven i ham igen og igen.

virkelig at komme hjem til sin by
husenes graffiti og pisklatterne, de indtørrede, i portene
asfalten som er så smuk når det er nat og har regnet og man er depressiv
og melankolsk
og ønsker sin elskede tilbage, selvom man ved at det slet, slet ikke går
lidt samme bundfortvivlelse som smukke konstruktioner
i london, bristol, nice, paris
erfaret skarphed
også i luften, som morgener i september.

Hun havde ikke noget frimærke. Overbeviste sig selv om, at det var derfor hun ikke fik sendt brevet. John havde været hos hende i weekenden, som han næsten altid var. Han havde hånet hende, fordi hun var bange for så mange ting.
Kun når det var absolut nødvendigt, gik hun uden for lejligheden. Prøvede at klare indkøbene for fjorten dage ad gangen og altid hos den nærmeste købmand. Selvom det var dyrere og der var et mindre sortiment. Blot tanken om supermarkeder gav hende koldsved. Hun turde ikke gå ud på altanen, ja det krævede overvindelse blot at åbne vinduet for at lufte ud. Dagen gik med rengøring, hun støvsugede og vaskede ind i alle kroge. Tanken om støvmider gjorde hende panisk. Hun vaskede sengetøjet hver morgen, skoldede alt bestik, støvsugede sine bøger, skilte stikkontakterne ad og lagde dem i blød i sæbevand, afvaskede køleskabet i klorin. Skraldespanden lod hun dumpe i skakten mindst fem gange om dagen. Sammenlagt brugte hun to timer under den skoldhede bruser, skrubbende sin krop med hamphandsken. Hendes hud var altid rød og irriteret, tøjet kradsede mod den mishandlede hud, så hun måtte skifte og vaske det flere gange om dagen.
Hun havde aldrig været vild med at færdes, hvor der var mange mennesker, men efter hun havde mødt John på et selvrealisations-kursus var det blevet stadig værre. Hun følte sig fanget ind i denne maniske rengøring.
John var en lidenskabelig elsker, voldsom og udholdende. Hun kunne godt savne at han aldrig viste ømhed, men han ville ikke være hendes far, sagde han. Og hun nød det jo også, han kunne altid tænde og tilfredsstille hende. Men bagefter tænkte hun ofte på det med skam. Han ydmygede hende jo, vaskede sig sjældent inden de var sammen, kradsede hende med sine skægstubbe, skiftede ikke sokker hele weekenden og efterlod cigaretrøg, så hun måtte vaske gardiner hver søndag nat, når han var gået.
John hånede hende ofte for hendes angst, men denne weekend havde han været modbydelig. Han havde fundet en edderkop, måske havde han selv haft den med, ellers forstod hun ikke hvor den kunne have gemt sig. Han havde ladet den kravle på sin hånd og tvunget hende til at se på det. Så havde han flået tøjet af hende og havde holdt hendes arme fast, mens han tog hende. Men det værste var edderkoppen, han lod den krybe med sine klæbrige fødder over hendes bryst. Hun var kommet så voldsomt, at hun et øjeblik havde mistet bevidstheden.
Da han var taget af sted, havde hun brugt hele natten på at finde edderkoppen. I et hjørne af vindueskarmen sad den. Hun tænkte først, at hun ville slå den med fluesmækkeren og derpå støvsuge den op, men tanken om at den kunne krybe ud af støvsugerrøret gjorde hende rædselsslagen. I stedet havde hun fanget den under et glas og spiddet den mod karmen med en nål. Hun havde flået dens ben af med en pincet og overhældt den med eddikesyre. Hun vidste ikke hvad der var gået af hende. Bagefter var hun rolig.
Hun havde skrevet et brev til John, hvor hun forbød ham at komme mere, hun ville opsøge en psykiater og starte forfra, aldrig se ham mere. Men hun havde ikke noget frimærke.

Hyæner og gribbe slås om det sårede dyr. De flår kødet af i store blodige lunser. Skriger deres lystfyldte aggression mod himlen. Bagefter sidder de med blodige næb og klør og gisper over deres hadefulde hjerter. Siden skilles de, stiger mod klippen, løber mod skjulet på savannen. Ligger med bange bankende hjerter, men fristes igen og igen af det lystfyldte blodorgie. De får aldrig nok, drages igen og igen mod den fælles ekstase. Hyler forgæves mod månen med de andre ulve, ved at deres hjerter er dømt til higen efter simpel lyst og tilfredsstillelse.

Der var engang en trold, der levede under granernes skygge dybt inde i skoven. Trolden havde levet alene der i mange år, men følte sig sjældent ensom. Så en dag så han den yndigste prinsesse spadsere i skoven. Hun var så let og fin, sorgløs gik hun nynnende af sted på smukke nøgne fødder. Næsten dagligt så han hende derefter i skoven. Nu begyndte trolden at længes efter selskab. Efterhånden levede og åndede han blot for at se et glimt af denne prinsesse.
   Prinsessen levede på slottet på bjerget over skoven sammen med sin far kongen og sin mor dronningen. Hun havde det frit, havde færdedes alene i skoven siden hun var ganske lille. Derfor udstrålede hun ro og frygtløshed, så hendes forældre bekymredes ikke om hende. Kongen holdt meget af sin datter og så med sorg at hun blev ældre og smukkere og snart måtte giftes bort. Derfor begyndte han nødtvungent at åbne slottets port for bejlere. Prinsessen selv var irriteret over at skulle holde sig inden døre, mens besøgene stod på. Hun ville hellere vandre om i skoven, bejlerne kedede hende. De opførte sig enten alt for korrekt og stift eller også var de grove og uforskammede. Nej, hun kunne tænke sig en rigtig morsom mand, der kunne lide at lege og løbe i skoven.
   Trolden så mindre til prinsessen og fik nys om, at kongen nu mente, at det var på tide at gifte hende bort. Hvorfor skulle ikke også jeg prøve at fri, tænkte trolden, jeg har da en fin hule med plads til en prinsesse. Han vidste at man helst skulle imponere med et kunststykke og medbringe en gave. Trolden var dygtig til at slå kolbøtter. Han stak halen mellem benene og trak til og VUPTI snurrede han rundt og landede på fødderne igen. Hans gave til prinsessen var et liv i skoven.
   Prinsessen faldt straks for den lille trold og hans kolbøtter. Kongen kunne mærke at hun var sikker på sit valg og gav sit samtykke. Og sådan gik det til at trolden og prinsessen fik hinanden og fik mange glade troldunger, der slog kolbøtter i skoven.
   Den gamle konge sygnede hen, da han ikke længere havde den glade prinsesse hos sig og dronningen blev sur og irriteret over hans dvaskhed. Tiden var ikke længere til konger og dronninger, så de døde uden postyr.