Kategori: Tekster fra 1990 – 2010

Kvinden hviler nu
Farens sang til barnet
Havets baggrundslyd

Birkens hvide gren
Nifelheims gråblå tåge
Ganunungagap

Min bror svarede kun med enstavelsesord. Hans mund var en lille hård rosin og hans øjne stirrede mørkt skråt ned mod bordet under hele måltidet. Og det skulle jo ellers være hans festlige dag og vores far havde spenderet en dyr platte på den kongeligt privilegerede kro placeret dansk og idyllisk i den nyudsprungne bøgeskov. Vi var kun de nærmeste for min bror havde vekslet en stor fest til en skiferie tidligere på året. De nærmeste inkluderede udover vores forældre, min bror og jeg, min fars elskerinde.
Ikke at mine forældre var særligt frisindede eller på anden måde 68’er-agtige selvom de strengt taget tilhørte den generation. Min fars elskerinde var vel nærmest en anden hustru, endnu en ven for livet, som mine forældre udtrykte det. Det var ikke noget mine forældre talte højt om og det var heller ikke noget min bror og jeg skulle tale med nogen om lod de os forstå. For min mors skyld, hed det sig.
Da jeg året tidligere havde fattet mistanke til min fars ugentlige overnatning uden for hjemmet og stædigt havde spurgt ind til hvor han var, havde min mor ikke kunnet lyve, men fortalte at han så en dame i København. Da jeg straks fik associationer til gadens kvinder i lårkort læder og netstrømper, kom jeg til at grine af overraskelse og vantro da min far fortalte at det var naboens voksne, men lidt klodsede datter med usmarte briller og tics ved det ene øje. Min far forvekslede mit grin med lettelse og accept og så blev det vores lille families fælles hemmelighed. Min egen seksualitet var så småt begyndt at spire og jeg fandt det provokerende og grænseoverskridende at min far havde to kvinder, når jeg ikke kunne få mig selv til at spørge den dreng, jeg var forelsket i.
At de nu ville gøre elskerinden til en del af den nærmeste familie protesterede min bror imod med sin tavse indædte surhed. Mens vi spiste var stemningen anstrengt. Elskerinden lo sin skingre nervøse latter uafbrudt. Min far og mor forsøgte at konversere hverdagsagtigt og jeg spillede høfligt med i et forsøg på at slippe ud af den kunstige pinagtighed. Min bror sagde ingenting.
Efter måltidet, der var overraskende hurtigt overstået, foreslog min far at vi spadserede en tur i skoven. Jeg gik foran med min bror og forsøgte at få ham til at tale ved at fortælle at jeg fandt det dybt åndssvagt og egentlig også tarveligt at hun skulle være med, når det nu var hans fest. Han svarede slet ikke så blot mere og mere sammenbidt ud. – Vi kunne også bare løbe væk, gemme os for dem, foreslog jeg barnligt. – Kom, kom vi løber. Jeg hev i hans trøje, først strittede han imod, men så løb han med. Vi løb et stykke ad skovstien, så drejede han af og løb ind i skoven. Jeg tog et par skridt efter ham, men kunne ikke se hvor han var blevet af. Jeg kaldte, men da jeg ikke fik noget svar gik jeg tilbage til skovstien. Pludselig brasede han ud fra skoven med en stor grankæp i hænderne. De voksne var næsten nået hen til os. Min bror styrede direkte mod vores far og snurrede rundt med kæppen så den fik en forbløffende kraft i betragtning af min brors spinkle krop. Han ramte vores far på det ene øre. Han faldt øjeblikkeligt til jorden som var stikket blevet trukket. Min mor skreg. Elskerinden hvinede. Jeg stod helt lammet, men min bror smilede.

“Jørn er stadig meget påvirket af det der skete. Han er ikke rigtig glad mere. Han har mistet sin afvæbnende humor. Det påvirker os allesammen. Vi mangler ham som katalysator. Støder sammen hele tiden.” Anettes åndedræt var blevet kort, hun pillede lidt ved dugen og så på sin mor.
“Ja, men det går nok fint. Har du hørt at Vackers hvalp fra sidste år har fået et kuld på syv, den er jo hos Ruth nu.”
“Det er faktisk en sorg. En afsked jeg skal tage med ham, som den han var før.”
“Nu skal vi også til at afsted”, sagde moderen og glattede nederdelen.
“Mor, hører du slet ikke efter.” Anette hørte sin egen desperation.
“Jo, jo.”
“Jeg prøver at tale med dig om noget der er meget svært for os lige nu – er det ikke vigtigt?”
“Jo, jo, men jeg er sikker på det bliver fint alt sammen. Nu fodrer jeg lige Vacker og Schøne, så går vi.” Moderen rejste sig og begyndte at samle kaffekopperne sammen.
“Kunne Maj være hos jer et par dage. Så Jørn og jeg kunne gøre noget alene sammen. Jeg tror det ville være godt ikke hele tiden at have familien til at køre også.”
“Jaae….det ved jeg ikke, det er nok lidt meget og hvis hun nu får hjemve.” Moderen rystede dækkeservietten for nogle krummer, der ikke var der.
“Men mor, det er kun Maj, så lille er hun altså heller ikke, de store kan være hos nogle kammerater.”
“Jeg tror I bliver glade for at klare det selv, det har far og jeg altid gjort.”
“Mor… ville du ønske at du ikke havde børn?”
“Nej, vi har da haft det så dejligt da I var små.” Konsolurets tikken fyldte den stille stue.
“Jeg er sikker på at alt nok skal blive fint.” Moderen forlod stuen med bakken og Anette sad tilbage på stolen og følte sig som et tomt hylster.
“Tag om mig mor”, hviskede hun og lagde hikstende ansigtet i hænderne.
Moderen skramlede med hundeskålene og hørte hende vist ikke.

Han smed sig udmattet i lænestolen, da han kom hjem. Hans kone lagde sig på knæ og løsnede hans snørebånd. Hun gik ud i køkkenet og hentede en kold øl til ham. Hun anbragte den på sofabordet sammen med avisen og dagens post. Hun tændte læselampen og hentede hans briller og papirkniven. I det samme kom drengene hjem fra fodbold, så hun skyndte sig ud i entréen for at tysse på dem.
Han tog en stor slurk af øllet, ræbede og sprættede de første par breve op. Det var rudekuverter fra henholdsvis olieselskabet og bilforsikringen. Han bandede og åbnede det næste brev. Det var et lavendelduftende brev fra hans svigermor. Flere tætskrevne sider med sirlig håndskrift. Egentlig var det til hans kone, men hun vidste at han ønskede at gennemse al posten før hende. Han gad ikke læse svigermorens brev, foldede det sammen til en kugle og sendte det hen i hjørnet. Det fjerde brev var fra Danske Spil. Han åbnede det, læste og stivnede et kort øjeblik. Et spjæt gik gennem hans krop og hjertet var holdt op med at slå.
Kort efter kom hans kone ind i stuen. Da hun så ham sidde i den akavede stilling, kaldte hun forsigtigt på ham. Ved hans vedholdende stive stirren gik det op for hende, hvad der var sket. Hun udstødte en jamren, greb resolut papirkniven og stak den i sit bryst. Hun segnede om på det nydelige lyse tæppe i en blodpøl.
De to drenge havde drukket saftevand i køkkenet og kom nu ind i stuen med deres lektier. Da de så deres døde forældre, gik de i panik og sprang begge ud af det store panoramavindue. Da familien boede på 5. sal, blev denne affekthandling en brat afslutning på drengenes liv.
Et let vindstød stod ind gennem den ødelagte rude og hvirvlede brevet op fra mandens skød. Det snurrede rundt et par gange, svævede så ud ad vinduet og ned ad gaden.
En ung mand gik i sine egne tanker, da brevet landede for hans fødder. Han samlede det op og læste: “Det er hermed Danske Spil en glæde at meddele Dem at De har vundet godt fem millioner i Tips”. “Gid det var mig,” tænkte drengen og rev distræt drømmende brevet i småstykker, mens han fortsatte ned ad gaden.

Barndommens endeløse sommerdage, hvor vi løb ud på bare tæer uden morgenmad eller tandbørstning. Tidseltorne i en tå og brændenældebrændte ben, der måtte kartoffelmel på. Den søde duft af solbrændt hud, når man stak næsen i albuebøjningen. Nybagt brød med hjemmelavet jordbærsyltetøj. Den sødt-syrlige duft fra tomatplanterne vi nippede med gule fingre.
Hushøj skvalderkål man kunne blive væk i. Den tørre lugt fra Foderstoffen, kontordamen havde elskov med gårdejeren i sin parkerede bil ved grøftekanten. Vi forstod at hun var den utugtige.
Dage ved vandet, vi fangede rejer i net udspændt på cykelfælge. De var grå og uanselige, men blev stærkt røde, når vi skoldede dem. Nyrøget hornfisk med de grønne ben fra røgerens lille hvide hus. Fryden ved at fange krabber, der kunne bide i tæerne. Blæretangens sprøde smæld, når man klemte den.
Og altid fik vi buksebenene i cykelkæden.

Kvinderne går på den smalle klippesti. Deres rygge er ranke, deres pander oprejste under de tunge blikspande fyldt med vand. Deres nøgne fødder finder hurtigt og sikkert det næste fodfæste. Lægmuskler spændes og slappes. Kvinderne bærer kangaer i klare farver bundet over brystet. Skuldre og lægge er nøgne og den mørke hud glinser snart af sved og dråber fra spanden, der ved den mindste uforsigtige bevægelse skvulper over. Et spædbarn vugges i søvn på ryggen. Et andet vågner og drejes om, så den søgende mund kan finde brystvorten.
Kvinderne synger, de næsten danser afsted på stien. Skuldre, bækken og ben bevæger sig i hurtig rytmisk takt til sangen. Ryggene ranke, panderne rejste. Luften er fyldt med latter og øjnene er glade og levende. Pole pole, lyder det ind imellem, når stien skråner.
Nu nærmer de sig landsbyen, sangen stilner af og forstummer så helt. Læberne lukker for smilene og øjnene slås ned, men panderne er stadig oprejste under byrden. Mændene skal ikke have del i deres hemmelighed; sangen.

På bjergskråningen går Alpaca-fårene med deres tynde ben og lange pels. De nipper af det tørre græs. Et par store drenge sidder og spiller panfløjte. De bærer strikkede huer i mange farver og mønstre. En gammel mand sidder på en sten og væver bælter. Kvinder i alle aldre henter vand i spande, som de bærer i åg på skuldrene. De samler brænde, som de bundter og bærer hjem på ryggen med en rem om panden. Kondorer flyver højt og majestætisk i det kolde blå himmelrum.
Pludselig lander en af de store fugle på et klippefremspring. Dens landing er tung og langsom og dog elastisk. Den spejder efter et bytte. Letter med kraftige lydløse vingeslag og styrter sig med dødsfart over et spædbarn. Snøret i uldne tæpper med farvestrålende bånd om. Efterladt på jorden i et uagtsomt øjeblik, mens den unge mor skæmter med en fløjtespillende dreng. Hendes skrig gjalder mellem bjergsiderne, da fuglen letter med barnet i sine klør. Ekkoet fortager sig og alt bliver stille.
Får og mennesker stirrer mod himlen, hvor den hellige fugl med sit bytte stiger og stiger. Bånd og tæpper vikles fra bylten og svæver mod jorden. Barnets små buttede arme og ben basker i forundring over friheden. Det stiger med fuglen. Bliver gyldent.
Guden har taget sit offer.

Flagermusen overfalder det nøgne bryst. Fuglen med det gule øje bider næbbet fast i hans øre. Han falder og falder, forsvinder i mørke.
Fra hans skød vokser en sort rose. Den strækker sin stængel mod himlen. Folder sig ud mod solen og åbenbarer en skarlagensrød skorpion.
Den får spindelvævsvinger, letter og svæver. Hvirvler rundt og op i universet. Den snurrer rundt og rundt, ud og ud med uendelig fart. Blå og hvide planeter passerer forbi. Til sidst når den lyset. Det blændende skarpe hvide lys.
Da falder et lyserødt spædbarn. Det falder og falder gennem mørke og planeter. Det lander i havet og sender et hvidt skumsprøjt i vejret. Dråberne falder i havet igen og alt bliver stille, stille.
Så kommer en kluntet brumbasse. Brummer og summer højere og højere. Dens øjne fylder hele verden, den ombestemmer sig og flyver væk. Havet bliver sort, himlen violet og purpur.
Flagermusen kommer langt borte som en prik i det røde. Vokser sig større og større. Tager så et pludseligt dyk opad lige inden den ville have ramt min pande. Nu er himlen hvid med lidt turkis. Verden vibrerer, en fornemmelse af voldsom aktivitet og sitren.
Men alting synes uforandret.

Ophidselsen havde besat hendes krop. Hendes åndedræt var tungt og hurtigt. Hun var en sitrende spændthed. Denne uforløste spænding var bygget op til det næsten uudholdelige over flere dage. En mand havde strejfet hende, et blik brændt sig fast i mørke pupiller. Et par bløde læber havde skiltes, en finger strejfet en arm, et knæ hvilet mod et lår. Hun måtte flygte fra sig selv, for ikke at give efter for lysten til et dunkende lem mod underlivet. Hun måtte ikke lade begæret råde, hun havde lovet troskab til en anden mand.
Hun gik i sneen for at køle blodets brændende pulseren i kroppen, hun lænede sig mod et træ, men så ham straks for sig. Tage hende hårdt og dybt mod træet. Hun løb, kunne hun dog bare udmatte sin krop, slippe ud af dette pinefulde begær. Hun blev svedig og træt af at løbe i den dybe sne. Hun var langt inde i skoven nu, gik videre med sneens knasen under fødderne.
Et lille mærkeligt hus dukkede op. Taget var knækket sammen på midten, så muren var revnet og murværket bulede ud. De rudeløse vinduer hang skævt på hasperne. Højt oppe sad et lille buet glughul. En enkelt vinduesramme lyste stærkt gult, ellers var alt vejrbidt og gråt. Et spøgelseshus. Skoven var helt stille, hun hørte kun sit eget åndedræt. Hun gik langsomt mod hullet i muren, hvor døren havde været.
Da blev alt sort, hun følte det som blev hun revet med i et kæmpedyb af mange stærke arme. Hun skreg og vred sig for at komme løs, men blev holdt fast i dette faldende mørke. Hendes ben blev skilt, der blev flået i hendes varme bløde kød. En tyngde mod hendes underliv. Verden drejede rundt, hurtigere og hurtigere snurrede hun og steg op, opad. Bølger af varme bredte sig i stød i hendes krop og langsomt holdt verden op at dreje.
Hun åbnede øjnene. Hun lå udstrakt og forløst i sneen. Imellem træerne så hun i langsom galop en elgtyr forsvinde.