Motivation og fastholdelse af frivillige

Et psykologisk perspektiv på menneskets motivation for frivilligt arbejde.

Psykologien peger på at der er behov, der skaber menneskets indre motivation. Vi er skabt til at være aktive og engagerede. Vi har behov for at styre vores eget liv, at lære og skabe nye ting, og at gøre noget bedre for os selv og verden. Når vi er opslugte, får vi disse behov opfyldt, så er vi fuldt engagerede, fuldstændigt fordybet i udfordringerne og i en flowtilstand. Vi udfører en aktivitet for selve oplevelsens skyld og handlingen giver energi. Motivationen for at være frivillig hentes således i selvbestemmelsen, vores trang til at blive dygtigere og i at være en del af noget der rækker ud over os selv.

Der er særligt tre dimensioner, der understøtter vores indre motivation. Den første dimension er, at vi oplever opgaven som meningsfuld, hvilket sker når vi kan inddrage forskellige færdigheder, når det færdige resultat af indsatsen er synlig, og når indsatsen positivt påvirker andre, altså har betydning. Den anden dimension handler om at have et vist ansvar, som fordrer selvbestemmelse og metodefrihed. Dette kommer dog an på typen af opgave, da det for mere rutineprægede opgaver har betydning for vores motivation, at opgaven er standardiseret, så opgaven bliver overskuelig og let tilgængelig. Den tredje dimension er feedback, at vi oplever at vores indsats har en positiv betydning for andre, og at vi får anerkendelse.

Vi har endvidere et medfødt behov for at være en del af noget. Dette taler frivilligheden også ind i, da vi i fællesskabet får dækket de motiverende behov for at høre til, at bidrage med noget og have indflydelse.

Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) har spurgt de frivillige, hvad der motiverer, og det korrelerer fint med psykologiens forståelse af vores behov og indre motivation:

At gøre en forskel (for 85% af de frivillige er det vigtigt).

At det er sjovt (for 73% af de frivillige er det vigtigt).

At være del af et fællesskab (for 63% af de frivillige er det vigtigt).

For at fastholde de frivilliges motivation og engagement må vi have for øje, at de frivillige bliver motiveret af, at deres indsats er meningsfuld. Derfor er det vigtigt, at de får indflydelse, da opgaver vi selv er med til at definere, bliver mere meningsfulde for os.

Frivillige skal have mulighed for at bruge deres kompetencer, så de kan bruge sig selv, da vi føler os motiverede, når der er overensstemmelse mellem, det vi kan, og det vi gør.

Frivillige skal have mulighed for at være en del af et fællesskab og have oplevelsen af at høre til.

Frivillige har brug for anerkendelse for at bevare motivationen.

Kilde: CFSA Frivilligrapport 2016-18 og andre artikler på frivillighed.dk