Forrige gang tog vi lidt hul på det her med dannelse. At det handler om viden, holdning og handling. Om respekt for historien, helheden og den anden.
Denne gang vil jeg fortælle lidt om, hvordan man har forstået dannelse forskelligt op igennem historien.
Man kan tale om materiale menneske- og dannelsessyn, som handler om at dannelse har et bestemt indhold. Og man kan tale om formale menneske- og dannelsessyn, hvor dannelse mere er personlige kvaliteter, som evnen til at tænke, udtrykke sig, løse problemer og tænke kritisk.
I antikken (c. 400 f.Kr.), i oldtidens Grækenland havde man nogle særlige idealer for overklassen. Det blev til et dannelsesbegreb, der handlede om at være god til de syv frie kunster: Det er altså det materiale syn på dannelse.
Grammatik
Retorik (veltalenhed)
Dialektik (indsigt i ideernes verden gennem skærpelse af tænkning og dialog – Platon)
Aritmetik (tallære)
Geometri
Astronomi
Musik
(I den græske mytologi er der ni muser, der hver beskytter en videnskab og inspirerer kunstnere:
- Erato for kærlighedsdigtning, hymner, elskovsdigte.
- Euterpe for fløjtespil (Musik).
- Kalliope for heltedigtning, epos.
- Klio for historieskrivning og heltedigtet.
- Melpomene for tragediedigtning.
- Polyhymnia for pantomime og for dansen.
- Terpsichore for lyrisk digtning, dans og korlyrik.
- Thalia for komediedigtning.
- Urania for astronomi.)
Disse idealer og denne dannelse overtog kirken gennem hele middelalderen og tilføjede fromhed, som et ideal.
Disse idealer blev afløst af humanismen (fra ca. 1500 e. Kr.), hvor dannelse var opdragelse til det, der vedrører mennesket i modsætning til det guddommelige og det animale. Det var især sprog og kultur, det vi stadig i dag kalder humaniora på universiteterne:
Historie
Litteratur
Kunst
Filosofi
Grundtvigs tid kalder vi for Nationalromantikken (ca. 1800 e. Kr.) og her var der i dannelsen vægt på
Modersmål
National historie
Litteratur
Folk og folkelighed = det levende, det fælles, det almindelige
I denne periode levede også filosoffen Hegel (1770-1831), der fremhævede at vi mennesker ikke kun er natur, vi former og danner tingene omkring os, deraf ordet dannelse.
Så kommer vi frem til det nutidige dannelsesbegreb. Nu er vi ovre i det mere formale.
Forskellen på dannelse og uddannelse er at uddannelse er specifikke kvalifikationer, som retter sig imod bestemte job, hvorimod dannelse er almene kompetencer, der vedrører alle mennesker uanset valg af uddannelse og job.
Dannelse handler om hvad, det vil sige at være menneske. Dannelse er en proces, det er ikke noget vi bliver færdige med. Man taler også om almendannelse eller demokratisk dannelse. Med almen mener man:
- at det skal være alment udbredt i befolkningen, dvs. dannelse for alle.
- at det skal handle om alle sider af en person: kognitivt, følelsesmæssigt, socialt, fysisk, kommunikationsmæssigt etc, dvs. alsidig dannelse
- at det skal være af almindelig interesse, vedkomme alle, dvs. almindelig/fælles dannelse
- at forstå at vi er født ind i en kultur med bestemte værdier, normer, verdens- og livssyn, dvs. kritisk kultur-historisk dannelse
- at udvikle evne og vilje til aktivt at deltage i fællesskaber, hvor der træffes beslutninger, dvs. politisk dannelse.
Almen eller demokratisk dannelse handler altså om, at vi bliver i stand til at forstå og reflektere over vores forhold til os selv, medmennesker, natur og samfund.
Dannelse hænger sammen med tre evner (Klafki):
Selvbestemmelse, som er evnen til og muligheden for at bestemme over sig selv (religion, etik, erhverv).
Medbestemmelse, som er muligheden og ansvaret for at udforme vores fællesskab og samfund (kultur, politik).
Solidaritet, som er evnen til at gøre en indsats for de mennesker, der ikke har selvbestemmelse og medbestemmelse (politisk, økonomisk undertrykkelse).
Dannelse er således både en væremåde, en tænkemåde og en handlemåde. Altså en helhed: at handle og leve, som man tænker. At have mod til at tænke selv og til at handle.
Dannelse er at være i dialog med andre, at åbne sig for det anderledes og det fremmede, og derigennem berige sig selv og sin verden, og finde et fællesskab.
Nogle taler derudover om hjertets dannelse (fænomenologisk tilgang – det subjektive og sansede, som verden fremstår for mig) – at forstå med hjertet. Viden og kærlighed hænger sammen, for at forstå noget, skal vi elske det. Den lille Prins: ”Kun med hjertet kan vi se rigtigt”. Forståelse af det etiske (det gode), det æstetiske (det skønne) og de dybe eksistentielle spørgsmål (liv, død, mening) kan ikke altid udtrykkes i vores almindelige sprog, men kræver poesi eller kunst, eller blot stilhed og nærvær.
Nogle taler om dannelse som en social norm, det er det man kan se i det ydre som viden, smag, livsførelse og adfærd.
Samtalemenu:
Prøv at sætte jeres egne ord på, hvordan I forstår dannelse?
Foretrækker I den materiale dannelse (et bestemt indhold/viden, der skal læres fx geometri, grammatik, astronomien) eller den formale dannelse (personlige kvaliteter, der skal opøves fx kritisk tænkning, finde løsninger) eller en kombination?
Er dannelse noget indre eller noget ydre?
Hvordan skal man være for at være dannet?
Hvordan skal man tænke for at være dannet?
Hvordan skal man handle for at være dannet?
Har I oplevelser med hjertets dannelse, hvor I kan ”se” med hjertet, opleve noget sandt, smukt eller værdifuldt gennem kunst eller stilhed, som er svært at udtrykke med ord?
Højskolesamling på Zanzibarhøjskolen efteråret 2017