Vinterbal 2021

Vi sender en hilsen fra Marokkos røde jord

Hanen galer og imam’en messer.

Bag tykke mure og tunge jerndøre sidder vi i vores oase. Vi drikker myntete og spiser søde kager under appelsintræerne.

I souk’en udpeger vi hønen, der skal slagtes, og i gryden med saltsyltede citroner i aften.


Vi prutter om prisen på keramik, gedeskind og tæpper. Sælgeren appellerer til en ‘demokratipris’.


Hjemme i Saadia’s køkken er der instant mindfulness, når Malika instruerer vores hakken og snitten. Auberginer, peberfrugt, fisk og tomat krydres rigeligt med ingefær, spidskommen, peber og gurkemeje.

Kulhydratdepoterne fyldes med stadig nye variationer af brød. Æltet, formet og banket med masser af olie og smør.

Til den lille sult er der syv slags dadler, og mandler dyppet i sukker, sesam og anis.

Vi samler argannødder og flækker dem med en sten. De dyrebare kerner presses til olie, der køler vores hud, når vi er skrubbet lyserøde i hamam’en.

Ude dækker vi os under djallaba’en, der ankellang og med hætte får os til at ligne middelaldermunke bag de takkede bymure.

Æselkærrer med pindekvas til ildstederne og kameldrivere fra ørkenen på jagt efter et par støvede blade fuldender billedet.

Plastikbaljer i klare farver: pink, græsgrøn, himmelblå bringer os tilbage i dette årtusinde, og wifi’en sikrer en hilsen til jer i det kolde Ollerup.

Vinterbal 2020 (aflyst)

2020 startede med skovbrande i Australien, turbo på klimakatastrofen og den sjette masseuddøen.

Scenen skiftede til drabet på Floyd, der som det sidste inden han blev kvalt, kaldte på sin mor.

Fokus på racisme blev snart forskudt til krænkelsesparathed og udskamning. Er du woke – og politisk bevidst om den strukturelle undertrykkelse eller er du privilegieblind.

Er det et nødvendigt skift fra mangfoldighed og det vi har tilfælles, til det individuelle og særegne? Identitetspolitikken der løfter de undertrykte op, men samtidig diskvalificerer andre fra at indleve sig i køn, seksualiteter eller etniciteter, der ikke er deres.

Vi mistede Yahya Hassan, den vilde vrede, der brændte for stærkt.

Udlændingeservice skiftede navn til hjemrejsestyrelsen, mens danske børn forbliver i Alhol-lejren i Syrien. Og vi lader stadig flygtninge drukne i Middelhavet og rådne op i Moria.

Fortsat ansætter ingen ministerier eller statslige styrelser folk over 50 år, mens pensionsalderen stiger.

Forældre udfolder sharenting istedet for parenting. De er mere forældre på de sociale medier end In Real Life.

I Silicon Valley er søvn den nye fitness.

Og de unge udøver ny fantasifuld selvskade; de mopper og ydmyger sig selv på de sociale medier.

En boomer er en voksen født mellem 46 og 64, der kloger sig på noget, hun ikke aner noget om.

Men så fik vi en boomer-remover, og Danmark blev det frivillige Nordkorea.

Længsel efter skibskatastrofer og pludselig død, sabotage hunger, appetite for destruction gik endelig i opfyldelse, men resultatet blev mere fængsel end frisættelse.

Selvforglemmelsen sætter os fri, men coronaens restriktioner med afstand til andre kroppe og opmærksomhed på, hvor egne og andres fingre ubevidst bevæger sig hen, giver en livshæmmende selvbevidsthed.

Fantasier om promiskuøsitet er sat på hold forever – nu er der udstedt statsligt forbud mod sang og dans.

Anale hverdagsbetjente pibler frem overalt og har travlt med, hvordan andre opfører sig.

Naturen blev det nye hit. Der er rift om sommerhuse, sejlbåde og vandrestøvler. Alle vil på glamping. Og turister valfarter til Svendborg for at se delfinen smile, springe og drukne marsvin.

Kvinder forventes stadig at lave det emotionelle arbejde og tage ansvar for den gode stemning. Til det hviner i tænderne og puden ikke kan rumme flere kvalte skrig.

Jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke alle sammen bliver sindssyge af det overload af katastrofer, men mennesket er et uhørt tilpasningsdygtigt og lydigt dyr.

Og vi finder overskud til at gå op i, at vi i denne sæson skal drikke Lillet med tonic. Og Dalgona kaffe. Aperol er so last year.

Klummeparade

Dette er min klumme nummer 75 for Fyns Amts Avis. Jeg har valgt, at det også er min sidste. Det var dejligt for 4 ½ år siden at få muligheden, men nu må andre til. Det har ofte været en lidt ensom proces at være klummeskribent. Men et par læserbreve og en enkelt vred mail til min mand er det da blevet til. Og så selvfølgelig likes fra vennerne på de klummer, jeg har valgt at linke til på Facebook. Den årlige middag med ledsager for klummeskribenterne på avisen vil jeg savne. Og egentlig også at have en deadline – det at SKULLE skrive har været motiverende. Nu må jeg selv holde mig i gang, for jeg fortsætter med at skrive. Om det der undrer, fascinerer, gør ondt og gør godt. På lonekramer.dk kan du finde mine klummer og andre skriverier, også fremover.

Her følger et lille potpourri over mine klummer. Jeg har skrevet om arbejdsmarked og politik: om neoliberalismens ulyksaligheder, om beskæftigelseslovgivningens mistillid til mennesker, om borgerløn, om salg af vores infrastruktur, om skattely og kampfly, om vilkårene for den kritiske offentlige debat og om det politiske sprog, der sætter rammerne for vores tænkning.

Jeg har skrevet om flygtninge og integration: om forholdene på flugt og i flygtningelejrene, om politiske krumspring og uværdige stramninger i lovgivningen, om hindring af familiesammenføringer og udsendelse af børn, om falske modsætninger mellem fattige danskere og flygtninge.

Jeg har skrevet om Afrika og andre rejser: om den globale ulighed, om turismens dobbelthed, om udlængsel og om slow travel, om skønne steder i verden og i Danmark.

Jeg har skrevet om klima og natur: om bæredygtighed og klimamål, om virusser og overforbrug af klodens ressourcer, om landbrugets træghed, monokulturer, gylle og forurening af vandløb, om fugle, grøftekanter og store små naturoplevelser.

Jeg har skrevet om litteratur og kultur: om kunst som et perspektiv på verden, om genkendelse, anerkendelse og ny erkendelse gennem litteratur, om at skriften er kropslig og sanselig, om at blive rørt, inspireret og få stof til samtaler, om viden, holdning og handling, om at leve et mere poetisk liv.

Og så har jeg skrevet om alt muligt andet, der har fyldt: om tid og om dannelse, om personlige og politiske følelser, om byens steder og rum, om brevskrivning, om frivillighed, om den tropiske alder, om sorg og om lykke.

Nu er det snart ferietid, og så er det tid til ren væren. Et par madrasser bliver smidt bag i Passat’en, og så kører vi på opdagelse. I år bliver det Mols. Med gratis færger skal vi måske også besøge et par øer eller tage på en uges togtur til uudforskede egne af landet. Bare stå af og se hvad der sker.

God sommer til avisen og til læserne.

Bragt i FAA 29. juni 2020

Der er en brummen

Er det universets grundtone. Hvis man slapper af og presser en lyd frem fra struben, vil man altid ramme et dybt g, som er urlyden. Eller er det et hulrum under vores hus, der virker som resonanskasse for underjordiske boremaskiner langt væk. Er det fjern trafikstøj fra motorvejen. Eller højspændingsledningerne, hvis magnetfelter genboen beskytter sig mod med kobberringe om huset. Eller som dengang jeg troede jeg kunne høre naboens gæster tale sammen på terrassen ved midnat, jeg forsøgte at tyde, hvad de sagde, men så viste det sig at være murbier i væggen under vinduet. Er det en summen fra køleskabet, varmepumpen, stokerfyret, kompressoren, stikkontakten. Jeg lytter og lytter, men kan ikke høre noget, blot en lille fin hyletone, en tinnitus jeg ellers ikke lægger mærke til. Men min mand har flere gange måttet overnatte i sin bil for at slippe for den forbandede brummen. Jeg må indrømme, at jeg nok har tænkt, at det var noget neurotisk, men nu er Vagn Remme i landsbyen også plaget af denne brummen.

Tekst inspireret af Rolf Steensig og Vagn Remmes ‘Afstandspoesi’ udgivet på Forlaget Em i juni 2020

Grøftekanter og duftende træer

På Teknik og Erhvervsudvalgets møde d. 7. maj behandlede man punktet ’Biodiversitet i vejrabatter’, hvor et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening skal sikre mere vild flora og fauna. D. 20. maj fulgtes den glædelig beslutning op med en pressemeddelelse ’Vilde rabatter i Svendborg Kommune’. Få dage efter var dog de fleste grøftekanter over hele Svendborg Kommune blevet tæt barberet af klippemaskiner!

Mange rabatter er alt for næringsrige til de historiske blomsterarter bl.a. pga. landbrugets brug af gødning og gylle. I stedet vokser der mest brændenælde og græsser, og her kan det hjælpe at lave en forsommerslåning hvert 4.-5. år. Man kan håbe, at det er det der er sket, dog bør der ikke slås lavere end 10 cm og grøden skal fjernes, så den ikke giver mere næring.

Derefter skal grøft og rabat have fred til at komme sig, og en mangfoldighed af blåhat, gul snerre, kamille, blåklokke, gederams, røllike, perikon, cikorie og merian kan brede sig. Til glæde for vilde bier, insekter, firben, frøer, salamandere og lærker. Hvis man derefter vil slå, skal det tidligst være i september, da tidlig slåning giver færre blomster og insekter, og kun hvert 2. -3. år for at hindre buske og brombær i at tage over.

Da jeg var barn, var der masser af vilde blomster i grøftekanterne på Sydsjælland, og ofte plukkede jeg store buketter på vej hjem fra skole. Valmuernes kronblade klarede sjældent cykelturen hjem, men de øvrige gule, blå, hvide og lyslilla blomster kom i syltetøjsglas, og så legede jeg blomsterbutik ved havebordet.

Sidste sommer besluttede bl.a. Ishøj, Stevns og Herning Kommuner at give plads til flotte blomstrende grøftekanter. ’Vild Med Vilje’ er en forening, der skaber levesteder for planter, svampe og dyr, og øger vores kendskab til naturen. ’Vild Med Vilje’ indgår samarbejder med virksomheder, kommuner, foreninger og institutioner, og man kan også som privat haveejer finde inspiration på deres hjemmeside.

For få uger siden så jeg, at det store flotte lindetræ lige ved jernbaneoverskæringen i Frederiksgade var blevet fældet. Det stod muligvis i vejen for noget gravearbejde? Jeg følte en lille sorg over, at så smukt et træ måtte lade livet, og nu vil jeg ikke længere blive mødt af lindetræets søde duft i sommermånederne på vej til arbejde. Lind kan blive mindst 300 år gammelt og bliver kaldt kærlighedens og glædens træ. Lindetræet er et af de få store træer, der bliver bestøvet af insekter og ikke af vinden.

Til gengæld har jeg i hele maj kunnet glæde mig over duften fra de mange blomstrende vilde syrener, og nu er det jasminernes tur til at blomstre og dufte. Og hylden – så skal der laves hyldeblomstsaft med citron og puddersukker, og pulpen skal genbruges til hyldesnaps.

Klumme bragt i FAA 8. juni 2020

Rapport fra en forårsweekend

Store Bededag fredag og derfor havde vi allerede weekend torsdag eftermiddag. Jeg gik en tur med to veninder langs Christiansminde, selvom det anbefales at finde andre steder, da det er et hotspot for forsamling. De fleste havde været mere lydige end os, så vi havde stort set strækningen for os selv ved det solglitrende sund, der gav mindelser om sydligere himmelstrøg. Tilbage til byen gennem skoven ved Gammel Hestehave. På Torvet sad vi i en solstribe og ventede på vores sushi, som vi spiste i den ene venindes have.

Med en glutenallergiker i huset er hveder ikke noget vi bruger, men på vej hjem købte jeg en kartoffelkage til mig selv, som jeg nød med et glas bobler, der var tilovers fra papsønnens svendegilde med familien dagen før. Hørte de sene nyheder med den glædelige melding at bl.a. efterskolerne kan åbne snart. Fandt derefter DR-podcasten Genstart med Knud Brix’s bevægende interview med Martin Krasnik i forbindelse med Yahya Hassans død. ’VI HAR TABT HAM, MEN I DET MINDSTE HAR VI HAFT HAM’.

Fredag startede med yoga efter en af de videoer min yogalærer har lagt på nettet, da vi jo ikke kan mødes fysisk. Derefter gjorde jeg rent, vaskede tøj og bagte rugbrød. Weekendavisen blev læst, en artikel handlede om, at det er de med mest viden, der også er mest uenige. Man kunne måske forvente, at der ville være en sammenhæng mellem viden og konsensus, men tankevækkende nok er der tværtimod en klar sammenhæng mellem viden og polarisering. Jeg noterede et andet ord for uorden og kaos: entropi, og så læste jeg en anmeldelse af en novellesamling, der kom på ønskelisten: Hemmelig lykke af Clarice Lispector. Til aften spiste vi artiskok med smør og salt, smuk og lækker fingermad.

Det meste af lørdagen i solen i gården med Rachel Cusk’s Omrids, der beskriver alle de fortællinger, mødet med forskellige mennesker på en kort rejse giver, når man er åben for dem. Den pighvar vi købte ved en fiskerbåd på havnen på Reersø forrige weekend blev spist med spidskålssalat. Aftentur langs åen. Store gule engkabbelejer, duftende vandmynte og skovmærke.

Søndag gik turen til Søren Bild Strand og et havbad. Vandet var helt stille, og lunt nok til et par svømmetag. Morgenkaffe på hjemvejen hos den nytilflyttede papdatter med familie i Ulbølle. Klatrerosens grene havde forvildet sig op under tagrende og tag, så den blev studset. Krukker og drivhus vandet, og ukrudt brændt af mellem fliserne. Telefonsamtale med begge døtre, den ene skulle bruge feedback på CV, den anden håber på mulighed for fejring af studentereksamen om en måned. Bestilte Min naturbog – 50 ting du skal prøve i naturen før du bliver 12 til mandens ældste barnebarn, der skal fejres på torsdag. Så TV om iskolde planeter, og om vilde danske dyr, dramatiseret tæt på kvalmegrænsen, men smukke billeder. Slut på en dejlig doven forårsweekend.

Klumme bragt i FAA 15. maj 2020

Det forsømte forår i coronaens tid

http://ordskaelv.org/udgivelser/stot

i det forsømte forår i coronaens tid

har vi glemt at vi alle skal dø

vores instinkter fortæller os

vi skal søge sammen med dem vi elsker

kysse og kramme og elske

hvis dette er vores sidste tid//

men nationens moder beordrer os hjem alene

vi adlyder i angst, passivitet og ulyst til at blive hængt ud

for at udfordre ’nødvendighedens politik’

vi mistænker alle, viger uden om andre kroppe

står sammen alene

et paradoks, en unaturlighed bliver det normale//

vi overdøver vores hudsult med den lille skærm

bliver virtuelle og behøver ikke de andre mere

glemmer alt om klima, flygtninge og krige

glemmer at vi for et øjeblik siden

frit kunne rejse, mødes, danse, kysse

er vores frihed for altid tabt?//

Bidrag til www.ordskaelv.org/lockdown marts 2020

Gå digital

Jeg ved at flere ellers storlæsende veninder har svært ved at koncentrere sig om at læse i denne karantænetid. Selvom tiden måske er til det, fordi man er sendt hjem fra arbejde, og det kulturelle og sociale liv er sat på standby, har en rastløshed og uro sneget sig ind og forhindrer fordybelsen i en bog.

Oplæste klassikere

Men så er der heldigvis mange digitale tilbud til de litteraturglade. Jeg har nydt Gyldendal Bogklubs Forfatteraftener, som kan findes her:

https://gyldendals-bogklub.dk/anbefalinger/forfattermoeder/forfatteraften

Særligt Ib Michaels oplæsning af Henrik Pontoppidans Bjørnen om præsten, der har været på Grønland, Dy Plambecks oplæsning af J. P. Jacobsens Mogens om kærlighedstab, og Thure Lindhardts oplæsning af Thomas Manns Døden i Venedig om begær. Det er vilde fortællinger om særegne karakterer i et sprudlende sansende sprog.

Mødre

Gyldendals Bogklub sender også Forfattermorgener, hvor en aktuel dansk forfatter interviewes hver morgen kl. 8.30.

https://gyldendals-bogklub.dk/anbefalinger/forfattermoeder/forfattermorgen

Her får man masser af inspiration til nyt læsestof. På min ønskeliste står nu fx et par bøger om forholdet til mødre: Malene Lei Rabens Fruen og Peter Øvigs Min mor var besat.

Har du 8 minutter?

En anden virkelig fed digital oplevelse er Coronamonologerne. Det er Østre Gasværk Teater og Teater Republique, som har bedt forfattere, dramatikere og lyrikere skrive korte tekster, der fremføres af skuespillere i deres egne hjem. Det er der kommet korte, rørende og sjove monologer ud af.

Læseklubben går digitalt

Min læseklub har måttet ty til @Reolen, som er bibliotekernes digitale tjeneste, hvor du kan låne op til 6 bøger om måneden, som du kan læse på din skærm. Man logger blot ind med sit sædvanlige biblioteks-login. Jeg er fan af papirbøger, det taktile tilføjer for mig en særlig nydelse ved læsningen. Men @Reolen er nu slet ikke så tosset, og det er overraskende nemt at læse på mobilen eller iPad’en.

https://ereolen.dk/

Vi har læst Karen Michaëlis Den farlige alder, inspireret af BaggårdTeatrets flotte forestilling Jagten på det gode menneske, som vi heldigvis nåede at opleve inden den analoge kulturs nedlukning. I Den farlige alder har hovedpersonen Elsie Lindtner netop forladt sin mand og skriver breve til bl.a. sin kusine. Det handler om ikke at være ung længere, men stadig at have lidenskaberne i behold. Sikke breve, sikken skrift. I læseklubben mødes vi normalt over en middag på skift hjemme hos hinanden, men den sidste måned har vi mødtes til gåture, picnic i det fri og snak med afstand. Vores næste lån på @Reolen er Kirsten Thorups Bonsai om et (ulykkeligt) ægteskab.

Noveller

En anden mulighed, hvis man ikke har koncentrationen til de store romaner, er nyudgivelserne af både klassiske og nye noveller på forlaget Novellix. Hver novelle er trykt i en lille bog, der er nem at have med, og man kan købe dem i smukke gaveæsker á 4 stk. Man kan vælge mellem fx J. P. Jacobsen, Virginia Woolf, Ida Jessen, Josefine Klougart eller Thomas Korsgaard. Flere af novellerne kan du finde hos Litteraturhuset i Svendborg.

Anbefaling af Lone Kramer bragt i

https://www.facebook.com/litteraturhusetsvendborg/

Den røde tråd

Hvis min moster ikke havde forelsket sig, ville mine forældre ikke have mødtes til forlovelsesfesten og jeg ville ikke eksistere. Jeg kunne så ikke være kommet for sent hjem fra pinsefesten, hvilket fik mine forældre til at sende mig på kostskole, hvor jeg mødte lærere, der foranledigede, at jeg startede på seminariet. Hvor jeg ikke ville have mødt ham, som blev far til mine børn. Uden dem ville jeg ikke have mødt hende med det sommerhus, hvor jeg nu sidder og tænker kontrafaktisk og mindes præsten, der sagde: ’Skæbne er den røde tråd, vi forsøger at finde i tilværelsens tilfældigheder’.

Mit bidrag til Flash Fiction EACWP Contest 2020, https://eacwp.org/flash-fiction/