Hvorfor sagde de det først nu? Hvorfor ventede de så længe? Hvem ville de beskytte? Og hvilken forskel ville det have gjort at kende sandheden allerede for 20 eller 40 år siden? Tankerne hvirvler rundt, han er tung i hovedet og har fornemmelsen af ikke at have sovet. Han er glad for at han har fri en uge endnu, men er ikke forberedt på at skulle tumle med disse spørgsmål. Har selvfølgelig regnet med at skulle støtte sin mor og hendes mand, nu hvor det kan dreje sig om få dage, inden han ikke er her mere. Han har ingen erindring om ikke at have levet sammen med ham, så han har jo i praksis fungeret som en far, men følelsesmæssigt har han jo altid troet at moderens første mand var hans biologiske far. Det er ham han har spejlet sig i, følt sig særligt forbundet med, selvom de ikke så hinanden så tit. Hvis de har holdt sandheden hemmelig af hensyn til hans far, eller altså hendes første mand, hvorfor fortalte de det så ikke, da han døde for 20 år siden. Det er ubegribeligt. Var det fordi de ikke ville ødelægge hans minde, farens plads i hans liv? Men det føles som et voldsomt svigt, som at være holdt for nar.
Hvad bilder de sig egentlig ind, at fortælle løgne som det passer ind i deres kram. Lad gå hvis det var for at beskytte et barn eller en bedraget ægtemand, men hvorfor skulle han narres i så mange år som voksen. Har det slet ikke været meningen, at han skulle have det at vide. Er det en pludselig indskydelse, en pludselig trang til bekendelse, der er opstået på dødslejet? Han er sgu vred, men føler sig alligevel ikke rigtig svigtet. Han har jo holdt af begge fædre hele tiden, måske ændrer det ikke hans følelser for dem. Men det vil ændre hans syn på sig selv, på hans identitet, på hans selvforståelse. De fleste er vel efterhånden enige om at genetikken bestemmer mindst 50% af hvem et menneske bliver. Hvordan det føler, tænker og oplever verden. Det er jo ikke ligegyldigt om det er den ene eller den anden, der er ens far.
Pludselig kommer han til at grine, hvilken besynderlig løgn. Hvor smukt et hensyn de har taget til hans mors første mand og hvor stort et offer fra hans biologiske far, som i 40 år har accepteret ”kun” at være hans stedfar. Han føler pludselig en stor ømhed for dem alle tre. For deres forsøg på at tackle det komplekse samliv på så nænsom en måde som muligt. Denne forståelse ville han nok ikke være nået frem til for 20 år siden, det taler for deres lange hemmeligholdelse. Han vil gerne tale mere indgående med sin mor om deres bevæggrunde og overvejelser. Men det må vente.
Han har altid kaldt ham ved navn, men da han træder ind på hospitalsstuen siger han:
– Hej far.