Dagbogsbidder 1976(11-12 år)

Ma. 8/3 1976
I går lavede mor en masse blodpølse af blodet fra grisen. Da jeg kom hjem fra skole havde far, mor og lillebror parteret halvdelen af grisen.
Jeg har lavet et foredrag om flodhesten, som jeg skal holde på mandag i biologitimen.
Her til aften så vi “Lurifax”, en udsendelse med Otto Leisner.
Vi havde en åndet vikar i engelsk i dag.

Sø. 14/3 1976
Jeg har lavet mine lektier til i morgen og jeg hjalp mor med at lave frikadeller, grønkål og kartofler.
Her til aften har vi set en rørende film om en fattig og uønsket pige. Filmen hedder “Ditte Menneskebarn”.
Mor og jeg har lige fundet ud af at jeg må have fået Røde Hunde, for jeg har røde udslæt på maven.

To. 17/6 1976
I dag var jeg til fødselsdag hos Ole, vi havde det smaddersjovt. Først legede vi Dåseskjul, så kom vi ind og spise boller, kagemand og æbleskiver. Bagefter legede vi Stikbold og Kædefanger. Vi havde også brydekamp. Peter T. kunne lige lægge mig ned, men Per kunne jeg lægge ned. Så kom vi ind og spise pølser og franske kartofler. Bagefter havde vi Tovtrækning. Vi cyklede hjem kl. 18. Vi havde det sjovt.

To. 8/7 1976
I går aftes, i morges og her til aften hjalp lillebror og jeg far og mor med at fodre dyrene, for far siger at hvis vi skal være fælles om det sjove(Tivoli, bade, sejle) må vi også være fælles om arbejdet og det er der jo noget om.
Jeg lavede Piratens Pølsegryde og kogt makaroni til middag. Det smagte dejligt. Til efterret fik vi jordbær, som jeg havde plukket.
Far har lavet et par stylter til os, som vi har gået på.
Vi har også spillet bordtennis.

Ma. 9/8 1976
Vi havde første dag i skole. En time. Vi fik vores bøger. Bæks karl har været her og mejetærsket rugen og byggen. Far har presset rugen, der blev 293 baller.
Flemming, Ole og Anni kørte med hjem fra skole. Vi plukkede kirsebær og lå på et tæppe ude på marken og hyggede os. Senere gik vi op på mit værelse og jeg kyssede Ole og Flemming kyssede mig. Ole og Flemming kyssede Anni. Og Anni og jeg viste vores bryster. Skide skørt. Vi havde det ellers sjovt.

Ma. 27/12 1976
I formiddags havde lillebror og jeg sneboldkamp og bagefter var vi nede at køre med slæde. Vi havde det smadderskægt og blev plaskvåde.
Her til aften så vi Ungdomsredaktionen og bagefter slukkede far lyset og legede spøgelse. Jeg blev hunderæd.
Jeg vil alligevel ikke have lang kjole på til julefesten i morgen, men lange bukser.