I 2013 skrev Rune Engelbreth Larsen i ”Ledighed og ledighad” om det normskred, der er sket i omtalen af arbejdsløse. Og Rasmus Willig skrev i ”Kritikkens u-vending” at samfundskritik er vendt til selvkritik. Strukturelle problemer (globalisering, teknologi, økonomisk krise) gøres individuelle. Arbejdsløshed bliver den enkeltes problem.
Et bredt spekter af politikerne omtaler ledige, som mennesker med krævementalitet, som sociale bedragere og som dovne. Der opstår mistro til de ledige og deres arbejdsmoral. Dette selvom beskæftigelsesandelen, som angiver andelen af beskæftigede omregnet til fuldtidsbeskæftigede i forhold til hele befolkningen, har været stort set uforandret siden 1968, nemlig mellem 48 og 52 %.
Det er ikke ligegyldigt, hvordan politikere, myndigheder og andre personer i det offentlige rum taler om fx ledige. Vi skaber ting med ord, ord får virkelige effekter. Den offentligt ansatte fungerer som en personificering af staten/kommunen/loven, og selvom h*n burde, udtaler h*n sig ikke kritisabelt om konsekvenserne af gældende politik og praksis. Konkurrencen på arbejdsmarkedet, og kravet om omstillingsparathed og positiv tænkning gør, at den offentligt ansatte holder sig under radaren.
Den negative sprogbrug smitter, og jeg må endda tage mig i at udskamme mig selv og andre arbejdsløse, da jeg på dagbogens dag ét skrev om et a-kasse-arrangement, at ”vi var lidt de tykke, gamle og handicappede, dem der bliver valgt til sidst”.
39 nye jobopslag, 2 gemt