Månen

Månen var orange den nat. Han ku’ ikke sove. Satte sig op i sengen og pillede tæer. De var sure. Han måtte op og gå lidt rundt. Han skænkede et glas rødvin og tog smøgerne med udenfor. Det var køligt og stille. Mærkeligt stille. Det var som månen trak i ham. Der var vist noget med, at det var den, der kontrollerede tidevandet og så ku’ den vel også trække i et menneske, vi bestod jo af 90% vand eller var det vandmændene? Nå, han frøs lidt og besluttede at tænde et bål af det gamle kvas bagest i haven. Røgen steg lige op og gjorde månen utydelig. De visne blade krøllede i ilden. Han sad lidt og fik varmen, men måtte op og gå igen.
Han følte sig underligt rastløs og drev op mod den gamle galgebakke bag huset. Han anede en silhuet mod månen på vej op ad bakken. Af en hund eller… Pludselig sprang koldsveden frem over hele kroppen, var der ikke noget med ulve og måner.
I næste nu satte hun med et hyl af imod ham.