Vil – vil ikke.

Et essay om kritik.

Om at give kritik:

Det er svært at give brugbar redskabsagtig kritik til andres tekster. Altså den systematiske, saglige kritik, et ”gør sådan her-så virker det-fix”. Det bliver nemt meget subjektivt og svært at begrunde, hvorfor jeg kan li’ eller ikke kan li’. Men måske er det så godt det kan blive, så må forfatteren selv reflektere over, hvad hun vil gøre ved det eller om hun vil gøre noget ved det. Alligevel har jeg prøvet at samle nogle af de tricks, vi har lært undervejs i Skrivekunst og som kan indgå i en (mere objektiv) tekstkritik:

Måden:

Servér en sandwich: Først noget postitivt, så noget der kan arbejdes med, til sidst igen noget positivt.

Vær ikke personlig, angrib teksten – ikke forfatteren.

Oplevelsen:

Vær specifik, konkret, eksemplificer, vis hvad det gør ved dig som læser. Sig hvad der ikke fungerer – ikke nødvendigvis hvorfor. Hvor blev du revet ud af flowet?

Tomme pladser og modstand:

Husk de tomme pladser, ubestemtheden, så det ikke bliver for forklaret, for banalt.

Giv mig tomme pladser til selv at inddrage mine erfaringer, mine refleksioner, lad mig medtænke og ordne og forvente. Overlad ”huller” til læseren. (Omvendt kan det også blive for mystificeret, for kringlet og ikke give mening for læseren.)

Overrask mig, giv mig modstand.

Dialog og refleksion:

Krydr gerne med dialog, men aldrig afskrift af virkelig dialog. Brug ikke dialog til at forklare sammenhænge for læseren.

Pas på at din refleksion ikke står i vejen for den oplevelse, du vil formidle.

Tider og fokalisering:

Træk læseren tæt på med nutid og 1.person/intern fokalisering( kan opleves som intensitet eller et ”førergreb”) eller hold i strakt arm med 3.person/ekstern fokalisering (beretterstemmen) og datid.

Hav styr på tiderne – lad være med at springe rundt.

Leg med hvilke udtryk, der kan tids- og stedfæste en fortælling f.x. ”kommer over i nat” eller ”knæhøj karse”. Indskriv noget lokalt, nationalt, globalt, der viser en bestemt tid f.x.

Tempo:

En langsom tekst: Beskrivelsen svarer til realtid eller langsommere. F.x. replikker. Mange detaljer, beskrivelser, sanser. Lange sætninger sænker tempoet . Substantiver/statisk. Fremmedord. Understrege det monotone. 3. person, datid, bagudsyn(det er sket).

En hurtig tekst: Et langt handlingsforløb fortalt på kort tid. Humor, ironi, letforståeligt sprog.

Beretninger, referere, der sker en masse. Synsvinkelskift, sprudlende samtale. Korte sætninger giver hastighed. Verber/dynamisk. Jeg-person, nutid, medsyn(det sker nu).

Undgå og pas på:

Undgå lydord(hov, nej, jo…) Undgå udråbstegn. Undgå passiver.

Pas på ikke at bruge gentagelser.

Adjektiver og detaljer:

Spar på adjektiver, så det ikke bliver for overlæsset, for meget, for klichéfyldt.

Stram op – skær væk, det forklarende og uinteressante skal væk. Kun det nødvendige skal med.

Brug detaljerne til at bringe teksten udover det almene, banale.

Show don’t tell:

Jeg vil se det, mærke det, ikke have det forklaret. Vis stemninger i stedet for at fortælle, hvordan hun føler og tænker.

Skub ikke dig selv ind imellem beskrivelsen og læseren (”jeg ser blomsten, der…” -”blomsten….”)

Videnskab og lyrik:

Det videnskabelige konkrete blandet med følelsesmæssige udtryk, forstærker det samlede udtryk.

Ved den lyriske form kan teksten bliver større end forfatteren – der kan ske noget, der ikke var tænkt.

Forhold dig til titlen.

Begynd der, hvor det klør, hvor du synes det er interessant.

Om at modtage kritik:

I starten er blufærdigheden. Det er sårbart og meget nøgent at vise min tekst frem. Angsten for at det er for ringe, for banalt, for uinteressant, ikke rigtig litteratur, bare noget kedeligt klichéagtigt. Tvivlen – det jeg i går syntes fungerede godt, er i dag bare fladt og kedeligt. Angsten for de andres dom, deres kommentarer. Bange for at de ikke kan skille tekst og forfatter. Eller bange for at jeg ikke selv kan skille tekst og forfatter?

Paradoksalt nok er en del af ideen med at skrive jo at vise det til andre, få deres respons, deres tanker, hvordan virker det, er det godt nok, stramt nok.

Farligst at vise noget til nogen, der er tæt på. Deres ord kan såre eller irritere mere end dem der er mere fjerne. Bedst med nogen jeg ikke har noget i klemme i forhold til. En der tør være ærlig og kan give konstruktiv kritik uden det går ud over vores relation.

Den der giver kritik skal selv skrive og læse for at kunne give konstruktiv feedback på teksterne. Skal være begavet og interesseret i sprog.

Og undervejs skrotning, omskrivning – hvis jeg er enig med læseren i kritik – og måske ideer til noget helt andet.

Læserens forventning til hvad hun skal læse er også afgørende for kritikken. Hvis hun f.x. forventer noveller, men får kortprosa. Eller hun indtænker situationer fra eget liv (selvbiografisk læsning), eller fremlæser intentioner, der ikke var mine.

Efterhånden får jeg afstand til teksten, accepterer at den lever sit eget liv sammen med læseren, at den ikke længere er mig eller mit. Betragter hvad der sker i mødet mellem læser og tekst, men nyder at teksten kan afstedkomme oplevelser, jeg ikke havde forudset eller tænkt. Jeg skal ikke forklare/forsvare.

Så er næste angstprovokerende udfordring at læse højt for et publikum. Men det giver ny forståelse af, hvad der virker i teksten: Hvornår keder folk sig, hvornår griner de eller bliver chokerede eller overraskede. Hvad virker stærkest og hvorfor (overraskelse, kontrast, brud på forventning til stil, stemning eller genre).

Og når jeg kommer så langt at jeg bliver udgivet, så kommer angsten for den professionelle kritiker. Det var jo egentlig ikke meningen, blev bare grebet af stemningen. Vil helst ikke have at nogen ved det. Bare holde det hemmeligt.
Men hele meningen med en udgivelse er vel for fanden, at nogen læser det, jeg har skrevet. At jeg får respons. Er bange for prygl, håber at anmelderne helt ignorerer udgivelsen og ingenting skriver. Bliver rædselsslagen ved tanken om at nogen måske vil ringe til mig og spørge om noget. Jeg bliver skræmt ved tanken om, at mene noget offentligt eller at nogen vil mene noget om mig offentligt. Jeg er slet ikke parat til at blive eksponeret.
Vil alligevel holde et lille release-party for mine venner. For lidt fejret vil jeg jo gerne blive. Og læst. Og blive kærligt bedømt.

Teksterne er slet ikke farlige og kun en lillebitte smule mig. Og ja faktisk kedelige, intetsigende, tamme. Det er faktisk værre IKKE at mene noget, ikke at have et budskab. Håber at ingen kommer til mit release-party, ingen skriver anmeldelser, ingen bemærker noget. Det var en fejl. Jeg er slet ikke klar til det her.
Men når jeg genlæser det og når jeg ser det sat op i bogformat, synes jeg godt jeg kan være det bekendt. Og bare jeg selv tror på det og forlæggeren tror på det, så tror resten af verden da også på det?
Og man dør jo heller ikke af en dårlig anmeldelse, vel? Eller gør man?