Rummet
Jeg åbner døren, tager en dyb indånding og står et øjeblik stille i det farvede lys fra loftsmosaikken. Jeg mærker roen og samtidig en parathed i hele kroppen. Jeg føler mig fyldt af ham og af glæden. Jeg går op ad midtergangen, lukker et par af lågerne, samler en salmebog op fra gulvet og retter på stagerne. Ved alteret stopper jeg og betragter ham, som han hænger der, smuk og lidende. Jeg føler stor taknemlighed og kærlighed og knæler på bænken, folder mine hænder og lader hovedet støtte mod mine underarme.
Jeg fyldes af duften af rummets støvede lys og kølige sten. Luften er tung og ladet med fylde og betydning.
Jeg åbner døren og føler mig ubetydelig i det store rum. Tør næsten ikke trække vejret. Hvad fik mig til at tro, at jeg bare kunne gå ind, at jeg kan tillade mig at være herinde. Jeg lister langs med muren, stirrer på mine fødder og forsøger ikke at støje. Jeg sætter mig inderst på den bageste række. Folder hænderne og lader hovedet falde mod mit bryst. Jeg sidder musestille med tilbageholdt åndedræt og håber at der ikke er andre i rummet, at ingen har bemærket mig. Luften er tung og presser mod min ryg og mine skuldre.
Jeg åbner døren, lukker øjnene og trækker vejret helt ned i maven. Jeg mærker mine brystvorter hæve sig mod blusens stof. Jeg stiller mig med let spredte ben med ryggen mod muren. Forsøger at lade dens kølighed og tyngde forplante sig til min krop. Men jeg er en brændende sitren. Jeg går op ad midtergangen bevidst om min krops kurver og bevægelser. Jeg knæler på det blankslidte nappa. Den kølige kontakt med min varme hud danner et sugende undertryk, der øger mit blods dunken. Jeg folder hænderne og bøjer nakken tilbage. Luften er tung af kroppe, hengivelse og lidenskab.