Jeg elsker at køre med tog. At være på vej. Det er noget med mellemrummet. En pause hvor man ikke kan skynde sig. Ikke tålmodig, ikke utålmodig, blot væren. At se landskaber og byer suse forbi. At lytte til fremmede menneskers samtaler. At lade tankerne løbe hvorhen de vil.
Jeg tænker fx om vi mennesker egentlig er særligt intelligente væsener? Når vi udrydder os selv med krige, forurening og overforbrug. Grådighed og begær er muligvis befordrende for udvikling og opfindelser, men nu ødelægger det os.
Jeg tænker på hvor ødelæggende korruption er for et samfund. Jeg tænker på grænsen mellem nødvendighed og grådighed.
Jeg tænker på at mennesket vil elskes, hvis det ikke bliver elsket vil det beundres, hvis det ikke bliver beundret vil det frygtes.
Jeg tænker på gode mennesker, der er døde inden for de sidste år. De lever videre i vores tanker og samtaler. Men tanken om livets endeligt er ubærlig. Ændrer det sig med alderen, bliver egen død nemmere at bære?
Jeg tænker på det uafklarede, det midlertidige, på venten, limbo. At det også er her alle muligheder står åbne. Hvor alt vider sig ud og ud, er spænding, forventning.
Jeg tænker på oplevelser, der forudsætter min tilstedeværelse og mit nærvær. Samtaler, teater, litteratur. Fortættethed, intensitet, selvforglemmelse.
Jeg tænker på den gode vilje. At den nogle gange er en gratis omgang, en hul intention.
Jeg tænker på underrepræsentationen af gode nyheder. At der er noget sært dragende ved katastrofen, ved det ækle.
Jeg tænker på det groteske i, at det eksperterne i regeringens stresspanel kan komme op med er at afskaffe skoleintra. Når vi stresser over nedskæringer, at ressourcerne ikke modsvarer opgaverne. Over den forkortede dagpengeperiode, og frygten for at falde ud af sikkerhedsnettet ved sygdom. Unge stresser over om de kan komme ind på drømmeuddannelsen, eller om de vælger forkert. Alle stresser over at være slanke og fitte nok. Om de kan finde kærligheden, om de kan nå at få børn, har råd til bolig. Om de har sparet nok op til alderdommen, om forældrene får en værdig alderdom, om børnene kan holde sig ude af narko og kriminalitet. Om der er vilje til at redde miljøet og menneskeheden.
Jeg beroliger mig selv ved at tænke på japaneren Marie Kondo og hendes meditative metode til oprydning og tøjfoldning.
Jeg tænker på det vigtige og poetiske ved uregulerede byrum, fx Papirøen i København, Frederiksøen i Svendborg.
Nu er næste stop Hovedbanegården og min stream of consciousness stopper. En lille pause med mine egne tanker i stedet for at forsvinde i labyrinterne på de sociale medier.
Bragt i FAA 11/2 2019