Afrika og Zanzibar er kontrastfyldt og komplekst. Turkisblåt hav, kridhvide strande, billige drinks på lækre hoteller i kolonistil med smagfulde indfødte indslag af håndfarvede stoffer, ibenholtsfigurer og safaristole. Ludfattige fiskere med solgarvet hud, der hver morgen sejler ud i deres dhow eller vandrer ud på revet efter dagens beskedne indkomst i form af en blæksprutte at sælge til hotellet, så den hvide turist kan spise. Den blæksprutte som regeringen vil forbyde fangsten af, for at redde den vigende bestand. Men hvad så med turistens måltid og fiskerens sultne børn?
Seaweed-damerne går i bagende sol og høster deres havmarker for at sælge den tørrede tang til en beskeden kilopris til den danske sæbevirksomhed Kelko. Kokosmælkssælgeren på stranden vandrer frem og tilbage langs stranden hele dagen og råber: ”fresh coconutjuuuice, fresh cocnutjuuuice”, i håb om at fange en tørstig turists opmærksomhed og tjene 3 kroner.
Masaien går rank iklædt sine røde tæpper, kovogter-stok og plasticsandaler parat til at åbne sin ”polepole shop” for bikiniklædte kvinder. Fra sin pose udbreder han et tæppe i sandet og opstiller sine træfigurer og armbånd sirligt knyttet af småbitte plasticperler. Masaien, dette stolte folkefærd, der forsøger at fastholde sin oprindelige livsstil som nomade. Om masaierne skrev Karen Blixen, at de kunne ikke gøres til slaver for de ville dø i ufrihed. De har nu friheden til at vandre langs stranden i deres karakteristiske røde tæpper i forsøget på at charmere unge kvinder. Og de har friheden til at opføre deres traditionelle danse på turisternes hoteller med håbet om at sælge et perlearmbånd som tak. Skal vi beundre deres integritet og forsøg på fastholden af egen kultur, eller skal vi bekæmpe deres flerkoneri og omskæring af unge giftemodne piger på 12-14 år?
Bevæger man sig få meter fra stranden med hoteller, barer og bungalows ejet af arabiske og vestlige spekulanter, der fører penge ud af landet, ligger landsbyen i bagerste række uden el og vand. De lokale presses væk fra stranden og ind i landet. Her sidder børn i skolen med 45+ i hver klasse, mange på gulvet fordi der ikke er bænke nok. Der er ikke bøger til alle og selv læreren forstår ikke det regeringsudstukne pensum, hvorfor over halvdelen dumper de nationale test efter 6. klasse og aldrig når videre i uddannelsessystemet.
Alle vegne er der små boder, hvor dagens høst af kartofler, løg, mango sælges i små sirlige stabler. Stegte majs eller grillspyd over en tønde med trækul, og mindre restauranter med ugali (majsgrød), gedekød og stærk sovs. Side om side med kaffebarer med expats, dvs. de udstationerede fra ngo’er eller blot eventyrlystne europæere, der drikker for meget eller tager noget til næsen, for at holde desillusionen over egne strandede frelserdrømme og swahilikulturen ud. En virkelighed som plukket ud af Jakob Ejersbos Afrika trilogi.
Bragt i FAA 20/11 2017