Den tyske filosof Axel Honneth har udviklet en kritisk samfundsteori. Den bygger på tre anerkendelsessfærer; kærligheden, retten og solidariteten. Målet er vellykket selvrealisering, men individuel frihed er kun mulig gennem erfaringen af social anerkendelse.
Den første anerkendelsessfære er kærlighedens. Gensidig kærlighed er forudsætningen for udviklingen af selvtillid, den kommer helt grundlæggende til udtryk i forholdet mellem forældre og børn, og siden i kærlighedsforhold og venskaber. Denne sfære er altså emotionel.
Den anden anerkendelsessfære er rettens, den bygger på lighed: på almen respekt gennem et ligeværdigt medlemskab af samfundet. De lovsikrede rettigheder fører til selvrespekt. Denne sfære er fornuftsstyret.
Den tredje anerkendelsessfære er den solidariske. Den bygger på præstation og på relationen til gruppen, fællesskabet, samfundet. Fælles værdier og normer danner grundlaget for selvværd. Deltagelse og positivt engagement bliver anerkendt og socialt værdsat i kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber. Den solidariske sfære er både emotionel og fornuftsstyret.
I Danmark er en lang række vilkår sikret for fx den ledige, den handicappede og flygtningen via lovgivningen, selvom der har været tale om betydelige forringelser det sidste årti. Det halter også alvorligt i sfæren for solidaritet. Følelsen af at være socialt betydningsfuld i et fællesskab er fx begrænset for den, der står uden for arbejdsmarkedet. Hvis den enkelte føler sig krænket eller ringeagtet, som det bl.a. sker via italesættelse af ledige som dovne eller flygtninge som uønskede, risikerer man at miste det positive forhold til sig selv.
Hvis det ikke er muligt at opnå anerkendelse af det dominerende samfund via anerkendelseskampe i det offentlige rum, kan der etableres modstandskulturer, der etablerer alternative anerkendelsesrelationer i subkulturer som i fx bandefælleskaber. Men ofte har de svageste grupper ikke ressourcerne til hverken offentlig kamp eller etableringen af modkultur, blandt andet på grund af den politiske og økonomiske individualisering af deres problem. Solidariteten har således trange kår i dagens Danmark.
Honneth ser anerkendelse i ren form som en naturlig reaktion på andre mennesker – anerkendelse af den vi er. Men når vi glemmer, at vores erkendelse (evnen til kognitiv objektivering og intelligent problemløsning) har rod i en anerkendende holdning (empati og engagement), opfatter vi andre mennesker som livløse ting. Det kan ske når et samfund har endimensionelle mål, stereotyp tænkning eller har fordomme.
I disse Trump-tider hvor selvhævdelse, nedgørelse af politisk uenige og decideret brug af løgne er dominerende, er der særligt brug for at samfund, grupper og fællesskaber viser anerkendelse og solidaritet med de svageste.
Bragt i FAA 1/2 2017