Det er sent, men lunt og ikke rigtig mørkt. Jeg har drukket et glas vin på Kammerateriet, de har lukket nu, der var kun få mennesker i byen i aften. Jeg smider sandalerne og borer tæerne ned i sandet ved loungeområdet ved molen. Lytter til den klukkende lyd af vandet, der langsomt og i en ganske lidt varierende rytme slår mod bolværket. Jeg kan ikke se vandmændene dernede, men ved at de svæver tæt i det let olierede vand. Jeg tænker på sidst jeg var her, hvor en kvinde kaldte mig til sig, åbnede spænderne på sin kuffert, som hun havde fyldt med sand og småbitte skibe foldet af papir. Hun fortalte om længslen efter sin elskede, som hun sad og ventede på, han var på havet, og kom aldrig tilbage. Kvinden var her ikke nu, men det var Kristina Stoltz som havde bedt mig fortælle om havnen i Svendborg og om en kutter, der kom ind. Jeg tænkte på Kresten, der var fisker på Lyø og gift med min farmors søster. Hun var hans anden kone og blev mor for hans børn, men fik ikke sine egne. Kresten smuglede cigaretter i sin fiskekutter, de udvekslede smugler varerne syd for øen under dække af, at de var ude at lyse ål om natten. De spiste mange ål i den periode efter anden verdenskrig.
Det er længe siden jeg har været på havet, måske ikke siden dengang jeg stadig var lykkelig med min første mand, og vi havde lånt en folkebåd af hans kammerat, der havde været telegraf på Grønland og ikke var så sart over båden. Det er jo ingen altertavle, sagde han, og så lånte vi den en hel sommer. Eller var vi egentlig lykkelige? Jeg havde mistet vores første barn i 13. Uge og var nu gravid med den næste, men turde ikke glæde mig, for tænk, hvis den nu heller ikke ville leve. Han havde lige mistet sin mor, hun tog sit eget liv, og jeg var ked af, at jeg havde hånet ham over at han ringede til hende hver uge, jeg som ikke selv havde et nært forhold til mine forældre. Jeg forstod det ikke. At han var hengiven, en voksen søn, der tog ansvar for deres relation. Men på fotoene fra den sommer ser vi unge, solbrændte og lykkelige ud. Vi havde vores brødre med på skift, om min sagde han, at han havde et sundt kraftigt pis, når han ladede vandet over rælingen. Hans nevø kunne ikke lide mig, det blev jeg stødt over, det var skamfuldt, men han kunne slet ikke lide kvinder, der talte til hans far.
Jeg har efterladt min mobil hjemme, det er frigørende at ingen ved, hvor jeg er eller kan få fat i mig. Det nærmest synger og bobler i mig over denne stjålne frihed. Nu kommer en kutter ind, jeg har kunnet høre den dunkende totaktsmotor længe i den stille nat. Den kommer nærmere og nærmere, den klassiske silhuet med træstyrhuset på det lille skib, der er ikke noget lys i masten eller i styrhuset. Det er usædvanligt at den sejler mod denne del af havnen. Da den er næsten fremme ved sandstykket, hvor jeg sidder med de bare ben svævende over vandoverfladen slukker motoren. En type i sydvest, skipperskæg og lakridspibe træder ud af styr huset, samler en trosse op og kaster den mod mig og råber grib. Det når jeg akkurat, kommer på benene og forsøger at binde en knude om en pullert, der på molen, men rebet er tungt og stift, og jeg kender kun til kællingeknuder og råbåndsknob. Han er helt tæt på nu, springer i land, tager rebet fra mig, trækker båden tæt til molen og slår hurtigt rebet om pullerten. Han tager min hånd, siger kom, står skrævende med et ben på kutteren og et på molen. Han tager mig om livet og løfter mig over på båden, som om jeg ingenting vejer. Jeg beslutter at give efter, at give slip på kontrol, at være afslappet, nærværende og vidunderlig. Han peger på et par fiskekasser, der ligger med bunden i vejret. Jeg sætter mig og han løsner fortøjringen, går ind i styrehuset, starter den dunkende motor og vender ud mod Svendborg Sund igen. Vi sejler længe i tavshed, men på et tidspunkt kommer vi ind under land, måske er det Skarø, Hjortø, jeg ved det ikke. Verden er så forandret set fra havet. Blot hav og hav og smalle striber af land. Alt er fladt. Han kaster ankeret og lader os drive og duve langsomt rundt. Han tænder med ferme bevægelser op i en smedejernsgrill, ordner et par endnu levende fisk fra hyttefadet. Finder citron, løg og frisk chili. Fra hyttefadet henter han også to flasker øl, åbner med tænderne og rækker mig den ene. Synkront lægger vi nakken tilbage og drikker grådigt. Bare hælder det kolde øl direkte i halsen. Det har jeg ellers aldrig kunnet, skal altid synke små slurke ad gangen. Men nu kan jeg alt, også bøvse med stor lyd og åben mund. Jeg griner befriet og han griner med, dybt og mørkt og trygt fra den store sweaterklædte mave. Vi spiser de grillede fisk med fingrene, aldrig har jeg været så sulten, og aldrig har noget smagt så lækkert. Han fejer grill og skærebræt til side og breder en pressenning ud på dækket. Vi lægger os, jeg i hans arm. Vi kigger op på himlen, der er overstrøet af stjerner, jo længere vi ser, jo flere kommer der.
Da Jeg vågner er det blevet lyst . Fiskeren er ingen steder at se, men jeg har hans sweater over mig. Jeg fryser og vil gerne hjem nu. Min mand må være bekymret, og jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til mere frihed. Jeg ved ikke hvordan man starter kutteren og beslutter at springe i havet og svømme i land, der er ikke så langt og der må vel bo nogen på øen, der kan få mig over på Fynsiden.
Da jeg gennemblødt og rystende af kulde når op til en mindre gård, får jeg et tæppe om mig og bondemanden sejler mig tilbage til Svendborg Havn i sin lille motorbåd. Jeg går op til en veninde, får tørt tøj og kaffe. Spørg ikke, siger jeg. Min mand lægger ikke mærke til noget usædvanligt, da han henter mig, men siden har jeg haft en heftig trang til lakridspiber.
April 2019