Aftenhygge

Hver aften efter maden, når hun havde serveret kaffen foran fjernsynet, sad hun og stirrede på ham. Efterhånden som aftenen skred frem afskyede hun ham mere og mere. Det var det samme aften efter aften, hun kunne ikke lade være med at stirre på hans ækle korpus og lade sin irritation bygge sig op. Se nu den måde hvorpå han fandt et næsehår og med tommel og pegefingeren i et ryk rev det ud. Han kiggede på det og lod det falde til gulvet. Han fandt et nyt og gentog operationen. Nu tændte han piben og lagde den afbrændte tændstik tilbage i æsken. Var der noget mere irriterende end afbrændte tændstikker i æsken. Han sad opslugt af det der foregik på skærmen og kradsede i sit skæg. Han blev ved og ved, det var modbydeligt. Selvom stemmerne fra fjernsynet fyldte rummet, kunne hun fornemme denne kradsende lyd, som en isnende rislen ned ad ryggen. Nu skubbede han skoene af og lagde fødderne op på sofabordet. Han sad og vippede med tæerne. Denne vellystige vippen med tæerne, hvor var han forfærdeligt barnagtig. Tæerne inde i strømperne var en uudholdelig intimitet, en blufærdighedskrænkelse. Hun ville ikke se på det, men kunne ikke lade være.
Det samme hver aften. Efter Deadline kl. 23 løsrev hun sig, samlede kopperne sammen og gik på badeværelset. Når hun var færdig, stod han altid uden for døren, kradsede sig på maven: “Nå, skal vi se at hoppe i kanen, lille mor.” Hun svarede ham aldrig, pressede sig hastigt forbi ham og gik i seng. Vendte ryggen til hans side og slukkede sengelampen. “Tja, det bliver godt med én på øjet, der er jo en dag igen i morgen.” Samme replik hver aften, når han tungt lod sig falde ned i sin halvdel af sengen. Det var flere år siden han var krøbet over til hende, han skulle også bare lige prøve! Han faldt altid hurtigt snorkende i søvn og hun lå længe vågen med irritationen bølgende i kroppen.
En aften med det sædvanlige næse- og skægpilleri, afbrændte tændstikker og vippende tæer rejste hun sig pludselig fra stolen. Han kiggede forbavset op, da hun imod sædvane gik ud i køkkenet, kun halvt henne i programmet. Da hun kom ind igen, stillede hun sig bag hans stol. “Er der noget i vejen, lille mor?” spurgte han med blikket rettet mod skærmen. Dette “lille mor” afgjorde sagen, hvis hun havde følt et lille stik af tvivl.
Hun stak kniven i ham igen og igen.