Hun smutter lige i Brugsen, synes ikke det er nødvendigt at gøre noget særligt ud af sig selv for det. Ved da godt at hun ikke er det kønneste syn i det slidte joggingtøj, men det er så behageligt at have på. Særligt her efter den tredje fødsel, hvor hun ligesom har accepteret at figuren er blevet noget fyldigere.
Hun køber margarine, hakket svinekød og BKI til kaffemaskinen. Prince og Ceres til manden, mælkesnitter til børnenes madpakker.
På vej hjem tænker hun over forældremødet på skolen i aftes. De havde vist alle følt sig lidt utrygge ved det dér børnestavning, deres børn skulle skrive. Hvorfor kunne de ikke bare lære at stave ordentligt fra starten. Det var da noget underligt noget, at man ikke skulle rette, når de skrev forkert. Men det giver dem lyst til at skrive fra små af, de oplever at de kan skrive, havde læreren sagt. Ja, men hvad hjælper det, når vi ikke kan læse det. Skal de nu ikke lige lære at læse først, som da vi gik i skole. Der var mange der havde bidraget med erfaringer fra egen skoletid og det havde nok givet læreren noget at tænke over. De unge lærere havde i det hele taget en noget slap holdning til børnene. Det var jo snart hver anden dag de skulle i skoven eller til åen eller på kunstudstilling.
Hun føler sig ekstra forpligtet til at opdrage på børnene, når de kommer hjem efter så løs en skoledag. Hun råber meget for ligesom at balancere at lærerne taler med lave, indsmigrende stemmer til dem. Hun slår ikke, det er jo ulovligt, men når manden giver dem en lussing eller hiver dem i ørerne, siger hun ikke noget. Det kan jo være nødvendigt og man skal ikke blande sig i noget og de har da i øvrigt ikke selv taget skade af et dask og en endefuld engang imellem.