Dias 1
Hun er næsten færdig med brevet til borgeren, hun har ikke rigtigt vænnet sig til, at de ikke må sige klient mere. Hun slår paragrafferne efter og tilføjer klagevejledningen. Borgerens sygedagpenge vil blive stoppet, da hun har undladt at medvirke til hurtigst mulig tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
Hun har vendt sagen både med sin faglige leder og sin teamleder. Der er ingen tvivl om lovens intention og vores opgave er jo at forvalte lovgivningen. Optræde professionelt og påtage os myndighed. Om hun havde et problem med det?
Hun udskriver brevet, putter det i kuverten og lægger det i udbakken i forkontoret.
Hun sidder lidt på sin plads og føler sig tom indeni.
Billeder af samtaler med borgere og ledelsens kølige attitude flimrer forbi. Det trykker i hovedet og følelsen af ikke at magte sit job, at det er forkert at blive personligt berørt dukker op. En knugen i maven over at skulle undertrykke sin fornemmelse for, hvad der er ordentlig og anstændig behandling af mennesker tager til.
Hun forestiller sig at hun rejser sig, finder brevet i udbakken, kører det gennem makulatoren. Lægger sine få personlige ejendele fra skuffen i sin taske. Skriver en kort mail med sin opsigelse til ledelsen. Trykker send, skubber kontorstolen på plads og med ret ryg forlader kontoret.
Fantasien
gør hende opstemt, men hun ved at hun ikke vil få det gjort. Ved godt at der
bare er en anden socialrådgiver, der vil skrive brevet til borgeren. Som nu
mister sit økonomiske fundament, fordi hun har sagt nej tak til livsforlængende
behandling af sin terminale cancer.