”Polepole” betyder stille og roligt, ingen kommer til tiden. Fundien (håndværkeren) ejer kun en mulepose med lidt rustent værktøj og et par bøjede søm. Alt må fremstilles af de forhåndenværende materialer: mangrovetræ, kokosfibre, koskind. Alternativt importeres ad snirklede kanaler. Korrupte politifolk sælger pot til unge turister for bagefter at presse bøder ud af dem. Eller de opfinder uigennemskuelige vejafgifter for at tjene nok til at forsørge familien. Myndighederne trækker opholdstilladelser og arbejdsvisa i langdrag i håb om penge under bordet.
På ethvert gadehjørne får du tilbud om en personal shopper, der vil hjælpe dig med at finde taxa, frugt, medicin mod et par shillings som tak for hjælpen.
Arabere og europæer, og siden sydamerikanere og kinesere, har gennem flere hundrede år stjålet afrikas ressourcer. Verdenssamfundet pressede Tanzanias socialistiske regering til at gå af. Selvom socialismen er afrikanerens måde at gøre tingene på, som min tanzanianske ven Maksi siger. I fællesskab, ved at hjælpe hinanden. Nu er kapitalismen og dermed grådigheden løs i Tanzania, som i Rusland. Før herskede de hvide, nu hersker de sorte tyranner.
Den hvide turists rigdom er så uhyrlig i forhold til den lokales, at det kan være svært at rumme. Indbrud, pengeafpresning, drugcrime, tyveri og bilulykker er hverdag, som man må have vagter siddende på sin terrasse om natten for at undgå. Det afføder irritation over ikke at have lidt personligt rum til at sidde i tropenatten og nyde et glas vin, uden at skulle forholde sig til om vagten følger med i samtalen eller om man burde byde ham på en smøg og en lur i hængekøjen.
Højskolelærerens rolle som sikkerhedsgarant for den unge kolliderer med opfordringen til kulturmøder med de lokale. Kulturmøder, hvor vi samarbejder om projekter: legegrupper og filmklub for landsbyens børn, bygning af klasselokaler og multibane til den lokale skole, sportsdage og volleytræning for de unge. Projekter, hvor højskoleeleverne både lærer at navigere gennem uforudsete benspænd, og hvor de oplever den smittende glæde, når 200 børn griner hjerteligt over tegnefilmen kastet op på en kalket væg i landsbyen. Men vi må spørge os selv, hvem der får mest ud af disse kulturmøder? Gør vi det mest for vores egen skyld? Den unge højskoleelev lærer noget om sig selv, egne grænser, værdier og privilegier, men det er også et sted at starte.
Du kan aldrig få en virkelig ven i Afrika, siger journalisten Knud Brix, for I vil aldrig være lige. I vil aldrig have lige muligheder. Du kan vælge at rejse hjem igen, det kan han ikke.
Bragt i FAA 12/12 2017