I 2016 har vi mistet mange store kunstnere: Bowie, Prince, Cohen, Umberto Eco, Trille og Sonnergaard bl.a. De er en del af vores fælles kollektive historie, de er soundtracket til vores ungdom, men heldigvis kan vi stadig lytte til deres musik eller læse deres romaner.
Vi har mistet mennesker til krig og terror, og mange af os har mistet personlige venner eller familie. Med den døde forsvinder en del af vores fortælling, de oplevelser vi har haft sammen kan ikke genbekræftes, de forsvinder ligesom lidt uden hende eller ham. Vi bliver alene med minderne. Som en veninde sagde efter vores fælles venindes pludselige død: ’Jeg havde bare lyst til at ringe til hende og snakke med hende om det’. Vi kan ikke længere dele vores tanker og oplevelser, og det er smerteligt.
’En dag skal vi alle dø. Men alle de andre dage skal vi leve’, sagde Per Olav Enquist. Livet bliver så levende, når nogen dør, så håndgribeligt. Det er paradoksalt, men en meget konkret erfaring. Vi bliver bevidste om hvor skrøbeligt livet er, og vi kan mærke, at vi skal passe på hinanden. Vi får lyst til at leve mere åbent, mere ærligt, med mere kærlighed og rummelighed. At være nærværende og værdsætte de mennesker vi har i vores liv. At få det usagte sagt.
Freud sagde, at sorg er en sund respons på tab, da det giver slip på den elskede, men at melankoli er en usund reaktion, da man ikke giver slip, men bevarer tabet. Silverman og Klass derimod siger, at vi i sorgen ikke giver slip på den elskede, men forhandler meningen med tabet over tid. Det er sundt at holde den elskede og fortiden i live i nutiden. Eng og Kazanjian skelner som Freud mellem sorg og melankoli, hvor sorgen giver slip over tid, og melankolien bevarer tabet. Men de forstår melankoli som et etisk svar på tabet. At give slip kan være at slå ihjel igen, hvorimod det er en etisk pligt at holde den døde i live.
Nu hvor verden går ad helvede til, hvor grådighed og egoisme fylder meget, hvor det meste er selvoptagethed og overflade, så har vi brug for at (gen)finde måder at udtrykke det at være menneske på. Der rækker logikkens og fornuftens sprog ikke. Det politiske sprog er blevet hult og floskelfyldt. Vi har brug for kunstneriske sprog og udtryk, som vi kan mærke med andet end vores intellekt. Noget vi kan mærke med kroppen og med hjertet, med åndedrættet og på huden.
Vi har brug for at opleve at være helt tilstede, selvforglemmende og nærværende. Det kan vi finde i kunsten, i naturen, i fællesskabet, i kærligheden. Oplevelser der kan sætte os på plads, som de små myrer vi er, der blot kan holde sammen på verden med kærlighed. Kærlighed er alt, ’alt er love’, som de siger i den norske ungdomsserie SKAM. I kærligheden er vi sårbare, udsatte og afhængige, men samtidig er det kærligheden, der giver vores liv mening og retning, og nogen og noget at leve for.
Bragt i FAA 10/1 2017