Under ”Muhammed-krisen” gjorde den danske regering accepten af satiretegningerne til et spørgsmål om at være for eller imod værdier som frihed, demokrati, lighed og udvikling. I stedet kunne man have diskuteret, hvordan vi skulle bruge disse værdier i den konkrete situation. Ved at præsentere deres egen forståelse som den universelle og eneste sande forståelse, opfattede den daværende regering enhver kritik af håndteringen af krisen, som en forkastelse af ytringsfriheden. I stedet kunne kritikken have skabt basis for dialog.
Det er tankevækkende, at statsministeren nu ønsker at begrænse ytringsfriheden ved at kriminalisere antidemokratiske ytringer. Vi er mange der bliver provokeret af radikale imamers udtalelser, men i et demokrati bekæmper man ikke holdninger ved at forbyde folk at udtale dem.
Ytringsfrihed blev under Fogh Rasmussen opkastet til dansk national ejendom, og blev betragtet som stående over demokratisk diskussion, og fremstillet som ufejlbarlig. Det gælder åbenbart ikke mere. De politisk liberale værdier blev brugt til at marginalisere muslimer, og aflegitimere andre stemmer i det danske samfund. Afstandtagen fra kritikere ved at kalde dem udanske, udemokratiske etc. var en tilbagevendende metode under Foghs regering. Det medførte en tavshed hos kritikerne, også på andre områder, fra kulturpolitik til arbejdsmarkedspolitik. Tavsheden som følge af udskamningen af kritikere var så effektiv, at kulturminister Per Stig Møller på et tidspunkt efterlyste kritisk debat.
Sproget sætter rammerne for, hvilke tanker, der kan tænkes, og hvilke ideer, der kan realiseres. Sproget skaber forestillinger, som kan fastholde folk i en bestemt virkelighedsforståelse, eller sproget kan bruges aktivt til at fremme egen sag eller interesser. Politikere, lovgivere og medier skaber en bestemt forståelse af virkeligheden gennem sproget. Intentioner bliver lagt ind i sproget i ord som for eksempel ”fremdriftsreform”, ”produktivitetskommission”, ”nyttejob”, ”aktivitetsparat”, ”normalisering af arbejdstider”, ”bekvemmelighedsflygtninge” etc. Det er alle ord, der skal styre vores tænkning og vise en retning.
Magthaverne bruger sproget til at pleje egne holdninger, men det er uskønt når kritikere stigmatiseres som udanske eller udemokratiske. Politikernes sprogbrug og hårde tone går igen hos den almindelige debattør. Der er en hård debatkultur i både trykte og sociale medier. Desværre kan det svække den frie og åbne demokratiske debat, da mange afholder sig fra at deltage af frygt for personangreb.
Vi skal fastholde retten til den frie tanke, tale og tegning, men være bevidste om at vores ordvalg om ledige, studerende eller flygtninge er bestemmende for deres muligheder og fremtid. ”Man kan slå med ordene”, som en dreng meget præcist sagde i en artikel om skæld-ud.
Bragt i FAA 31/5 2016